Rørt, ramt, rystet

Af Lars Kruse, sognepræst og supervisor ved Herstedøster Kirke, 17. december 2015
 
Illustration

Tag vare på dig selv som sjælesørger!


Der sidder en kvinde i stolen over for mig. Hun fortæller om sin skilsmisse, om smerten ved at blive svigtet og om den fallit og skam, hun oplever ved at være enlig mor. Der er også meget praktisk at gøre, når to skilles.
Børn skal hentes og maden laves, og hun er pludselig alene om det. Jeg har tilskyndelsen til at hjælpe, men ved godt, at det ikke er det, jeg skal. Vi har en aftale om at tale sammen. Det skal jeg holde mig til. Det er hårdt arbejde, at rejse sig og finde håbet igen. Samtalerne er vigtige, da de kan udtale forandringens mulighed midt i al kaos.

For nogle år siden sad jeg hos en far, der havde mistet sin kone. To drenge havde mistet deres mor. Da vi sad sammen og planlagde bisættelsen, begyndte jeg at græde. Jeg blev overvældet af deres sorg. Men jeg registrerede noget andet også. Jeg græd også over mig selv. For jeg kendte den sorg. Jeg har også mistet en forælder. Den dag blev det vigtigt for mig at have den familie i fokus - uden at blande min egen lidelse ind i samtalen.

Som sjælesørger vil jeg altid berøres af det, jeg møder.
Sjælesørgeres opgave er ikke at være uberørte forsteninger eller velmenende livseksperter. Det er en kunst at fornemme, hvad den anden har brug for.

At sunde sig

En ven af mig er læge. Han har ofte peget på det store skabelsesunder, at når vi slår os, har organismen en iboende kraft til at heles. Kroppen skal have de rette betingelser. Så heles sårene.
Den sunde sjæl har det på samme måde, når den rammes af livets kanter og  slag. En mand, der havde mistet sin kone, sagde: ”Nu må jeg lige sunde mig!” – Jeg er blevet glad for de ord. At sunde sig.

Vi kan være hinanden til hjælp.
En samtale, et smil, en bøn, en berøring, en opmuntring. Og nogle har brug for mere. En hjælp til at komme i gang igen gennem opmuntring og øjne, der ser. Den unge mor fandt en livline. En, der lyttede. Det er en glæde at se, når livet bærer igen.

Empati

Ordet ’empati’ betyder ’medfølelse’. Vi føler med dem vi er sammen med. Empatien er en gave i enhver samtale. Den lærer mig at føle den andens verden, som om den var min egen. Jeg kan græde eller glædes med andre mennesker. De kan røre mig - og jeg dem. Det er værd at kende empatiens grænser. Den amerikanske psykolog Carl Rogers var en af de tidlige til at udforske empatien og dens virkning på mennesker. Han ser empatien som fundamental i al terapi. Og han definerer empatien som det ”at fornemme klientens private verden som om det var din egen, men uden at miste »som om«-kvaliteten”. Det er vigtigt. Den dag, jeg sad med en knust familie og følte stærkt med den, glemte jeg »som om«-kvaliteten. Det var ikke mig, der havde mistet den dag. Det var denne familie. At blive sig det bevidst gør en bedre sjælesørger.

Supervision

Har man en regelmæssig tjeneste med sjælesorg, bør man selv finde sig en at tale med. Ikke om de andre. Men om ’det, der sker inde i mig, når jeg har samtaler’. Vi kalder det supervision. Man må øve sig i at føre en ærlig dialog om sit eget. Det er at lære sig at arbejde i åbenhed.

Sjælesørgerisk kontakt med andre mennesker er både givende og slidsomt. Jeg oplever at der stadig er meget at lære for mig. Man kan lære sig metoder og regler for gode samtaler. Man kan oplære evnen til opmærksomhed og ikke mindst modet til at udtrykke det uudtalte på en måde, den anden kan høre og tage imod.

Har man en regelmæssig tjeneste med sjælesorg, bør man selv finde sig en at tale med. Ikke om de andre. Men om det, der sker inde i mig, når jeg har samtaler.

Vi har alle livserfaringer, der gør os til dem, vi er. Vore livserfaringer præger samtalerne. Jo mere jeg er bevidst om mit eget ’stof’ i en samtale, des mere fri kan min samtalepartner - og jeg selv – være. Og jo bedre kan jeg svare på spørgsmålene: Hvad er ret at gøre nu? Hvordan er jeg bedst til hjælp for den, jeg sidder overfor?

Supervision er at indgå i et dialogforhold til sin egen praksis.
Jeg må lære mine grænser og forskellige etiske dilemmaer at kende. Jeg må lære at mærke, hvor jeg ikke slår til. I supervision taler vi ofte om, hvad der er sjælesørgerens opgave og ansvar, og hvad der er konfidentens.

Sjælesørgeren stiller sig til rådighed med opmærksomhed og empati. Han stiller sin erfaring og kundskab til den andens rådighed.
Men forandringens mulighed er konfidentens – og i min verden også Guds. Der er en god portion omsorg for sjælesørgeren gemt i supervision.

Supervision er et lærested, hvor man i fortrolighed kan opøve den dialog, der gerne skulle være i en, når man sidder i samtalen. Det er ikke et lærer-elev-forhold, for vi er kompetente mennesker, der søger at dygtiggøre os i vores gerning.
Relationen i supervision er ikke sådan, at jeg kan lære dig noget. Det er snarere sådan, at jeg har noget, du kan lære af mig … og omvendt!

Det er naturligvis sårbart. Derfor må supervision foregå i et anerkendende miljø, hvor jeg kan lære mig selv, mine styrker og svagheder bedre at kende. På den måde tager jeg vare på mig selv som sjælesørger. Og hvad vigtigere er: Jeg tager vare på konfidenten.


Kategori: Sjælesorg
Tags: Sjælesorg
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger