Med Jesus som forbillede

Af Dan K. Månsson, teolog og sjælesørger, 17. december 2015
 
Illustration
Foto: Johannes Esmarch

Sjælesorg har altid været en del at kirkens diakoni og har varieret i form og indhold gennem tiden.


Sjælesorgens teologiske grundlag // At øve sjælesorg er at være fortrolig gæst i et menneskes smerte.
Sjælesorg handler om at være til stede frem for at give eller gøre i en atmosfære af fortrolighed, hvor der tales sandt om livet ansigt til ansigt. Sjælesorg er at være inviteret ind i et menneskes liv og aldrig tvinge sig adgang længere ind, end man er inviteret til.
Sjælesorg er som en medvandrer at træde ind i et menneskes mørke og lytte til dets smerte.
Sjælesorgens ideal er han, som indbød mennesker: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder”. Jesus tog imod Nikodemus i en sen nattetime; han så Zakæus og besøgte hans hjem; han var gæst hos farisæeren Simon og favnede samtidig en grædende kvinde ved sine fødder; han kom og tog del i Martha og Marias sorg over den døde ven, Lazarus; og han vandrede af Emmaus-vejen med to sørgende disciple.

Sjældent er det sjælesørgerens løsninger, som forløser. Oftest er det oplevelsen af at få fortalt og blive set og hørt, der skaber den største forandring.

Sjælesorg har i hele kirkens historie været en del af kirkens diakoni. Det har vekslet i perioder mellem hvem, der havde retten til på kirkens vegne at udøve sjælesorgen: præsterne, diakonerne og lægfolket. Det har også vekslet mellem hvad, der var sjælesorgens indhold: broderlig samtale, skriftemål, rådgivning, sjæleledelse…

Individualisme

I nutidens vestlige kultur kan mennesker individualiseres.
Den enkeltes liv er det enkelte menneskes eget projekt, hvor det handler om at lykkes.
I store fællesskaber bliver fleres udfordring at varetage egen identitet. Vi bliver sårbare i vore relationer, vi er mere ensomme og dermed alene med smerten, når svigt og tab bliver en del af livet.
Midt i alt dette tilbyder kirken et åndehul, et fortælleværksted, hvor mennesket kan klage sin smerte til en medvandrer, som for en tid vil slå følge gennem mørket.

Smerten skal deles

Mennesker gør brug af sjælesorg, fordi de må dele smerten med en anden. Nogle smerter deler vi med vore nærmeste, med gode venner og kollegaer, eller med menigheden. Og vi oplever det gode i at dele smerten.
Andre smerter kan eller vil vi ikke dele med vore relationer, ofte fordi de er en del af smerten eller ikke længere vil eller kan lægge øre til, eller de ikke skal kende den. Da er sjælesorg en mulighed.

En del mennesker kommer til den sjælesørgeriske samtale med et ønske om at få et godt råd i en vanskelig situation, eller om hjælp til at komme videre i livet.
Sjældent er det sjælesørgerens løsninger, som forløser. Oftest er det oplevelsen af at få fortalt og blive set og hørt, der skaber den største forandring.

Sjælesorg er trialog

Det er dialog mellem to mennesker, en sjælesørger og en konfident. Dialogen foregår både verbalt og nonverbalt. Det er en ligeværdig dialog, hvor fokus er på konfidenten.
I sjælesorgens rum er Gud den usynlige tredje samtalepartner, som er i dialog med både sjælesørger og konfident.
Når en konfident vælger at samtale med en sjælesørger (f.eks. præst eller medlem af menighedens sjælesorgsteam), er det ofte et bevidst tilvalg af en person med relation til Gud.
Selv når Gud ikke nævnes i begrundelsen for valg af samtalepartner eller i konfidentens fortælling, så er Gud jævnligt den uudtalte samtalepartner.
Enkelte gange fornemmes det endog ganske tydeligt, at konfidenten ’bruger’ sjælesørgeren som en slags mellemmand, en repræsentant for Gud. ”Gud hører mig ikke! Nu må du høre på mig!” eller: ”Jeg mærker ikke Gud længere! Nu må du vise mig Gud!”. Dialogen med Gud går via sjælesørgeren.
Som sjælesørger er jeg i bøn til Gud for konfidenten, både før, under og efter samtalen. Og jeg håber på Guds ledelse i samtalen.

Gaver fra Gud

De sjælesørgeriske kompetencer er gaver fra Gud til brug i sjælesorgens rum. Af og til får man som sjælesørger også konkrete ’indskydelser’ i samtalen, som kan tilskrives Gud. Ligesom konfidenten i samtalen kan få det.
Samtalen bliver altså ikke først sjælesørgerisk, når Bibel, bøn, skriftemål eller velsignelsen bliver anvendt. Gud er lige så ofte det tavse og uudtalte vidne til samtalen, som har sin egen dialog med sjælesørgeren og konfidenten før, under og efter den sjælesørgeriske samtale.

Hvad adskiller så sjælesorgen fra andre samtaler? Det gør sjælesorgens fokus. Ordet ’sjælesorg’ kommer af det gamle latinske ’cura animarum’ (omsorg for sjælene). Sjælen er synonym med menneskelivet, det er altså ikke som i nyere tænkning blot psyken. Sjælesorg er livshjælp med fokus på hele mennesket. Derfor er sjælesorg troshjælp, men ikke ’kun’ troshjælp. Et menneske med ondt i livet har ikke kun ondt i f.eks. parforholdet. Relationen til partneren er udfordret, selvbilledet og gudsbilledet kan også være udfordret.

.....

Ordet konfident kan oversættes til fortrolig eller tillidsfuld. Her bruges ordet om en person, der søger hjælp ved en rådgiver/sjælesørger.


Kategori: Sjælesorg
Tags: Hverdagsdiakoni, Sjælesorg,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger