Jesus og outsiderne

Af Peter Nissen, 26. maj 2016
 
Illustration
Peter Nissen er præstestuderende og bor for tiden i England. Peter er tidligere formand for Basis, som er Agapes arbejde for mennesker, der oplever problemer med deres seksualitet.

Var Jesus udenfor? Set fra én synsvinkel må svaret vel være nej, for han var i den grad i centrum, mens han tjente sin mission i Israel.


Folk flokkedes om Jesus, og han fik en stor skare af efterfølgere, som gerne ville være hvor han var. Havde han levet i vores tid, ville han sikkert være blevet udråbt som en celebrity - én som var for kendt til at han kunne gå på gaden i ubemærkethed.

Jesus var anderledes

Jesus var dog anderledes. Han blev født uden synd til en helt særlig mission, som fik konsekvenser for hele menneskeheden. Som tolvårig måtte han konstatere, at han havde et anderledes intimt forhold til Gud end andre, og det skabte en distance mellem ham og hans forældre (se Luk 2,41-52). Da han begyndte sin mission, pegede tidens mest kendte prædikant, Johannes Døber ham ud som noget helt særligt (Joh 1,25-34). Han lagde sig tidligt ud med det religiøse establishment, og de forfulgte ham, så at han ikke kunne opholde sig frit i landet. Folkene i hans hjemby Nazaret lagde afstand til ham og smed ham ud af byen. Hans familie forstod ham ikke. Selvom Jesus fik mange disciple, havde de svært ved at forstå ham. Jesus måtte flere gange gå i rette med dem, og da en mand ønskede at følge ham, får vi et indblik i den rodløshed og fremmedhed Jesus led under: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” (Matt 8,20). Da han blev taget til fange og var mest presset, svigtede disciplene ham.   

Efterfølgelse koster

Det synes at være et grundlæggende vilkår for kristne, at vi kommer til at skille os ud, hvis vi tager vores tro alvorligt. Men det må ikke få os til at isolere os. Det giver os en forståelse for dem, som er anderledes og som ikke er en del af det gode selskab.

Det er en grund­læggende menneskelig fristelse at søge bekræftelse hos dem, vi gerne vil ligne og føler os hjemme sammen med, men Jesus gik tydeligvis efter noget andet.

Jesus søgte særligt kontakt med de udstødte. Han forsøgte at gøre deres liv bedre og fylde det med kærlighed. De fik en opmærksomhed, som ikke byggede på, at han skulle bekræfte sig selv, men som på et dybere plan gik ind og bekræftede dem som mennesker og dermed restaurerede deres brudthed (se fx Luk 7,36-50; 19,1-10; Johs 4,1-42; 8,1-11). Denne bekræftelse var langtfra behagesyg og slikkende, og Jesus turde konfrontere mennesker med deres grundlæggende problemer. Det kunne han netop gøre, fordi hans kærlighed i form af nærvær og fællesskab også var der. Dermed blev den ikke fordømmende. 

Jesu venner

Jesus fik dog nære venner, som han lod komme tæt på og som han kunne føle sig hjemme hos. Men det var ikke smarte folk på trendsættende steder. De tre udvalgte disciple var besværlige. Peter var et brusehoved, som ofte klokkede i det. Jakob og Johannes gav han tilnavnet ’Tordensønnerne’, fordi de havde en tendens til at lave larm og ville dominere. Martha, Maria og Lazarus boede i Betania, en landsby udenfor Jerusalem fyldt med spedalske og ’urene’ i sikker afstand fra templets nærhed.

Fællesskabets idealer

Beretningerne om Jesus får os til at spørge, hvilke idealer vi har for vores kristne fællesskab. Det er en grundlæggende menneskelig fristelse at søge bekræftelse hos dem, vi gerne vil ligne og føler os hjemme sammen med, men Jesus gik tydeligvis efter noget andet. Selvom samfundets ledere tog afstand fra ham, fik hans livsstil dog mange af dem til at se Guds kærlighed og magt, bag det han gjorde og sagde. Denne dybe sammenhæng mellem Guds kærlighed og Jesu kærlighed gjorde indtryk på dem.       

Rodfæstet i kærlighed

Vi lever i en tid hvor mennesker er nærtagende for kritik, og folk er meget opmærksomme på rettigheder og diskrimination. Hvis vi ønsker at mennesker skal sænke paraderne, må vi lære at være rodfæstede i kærlighed. Det er ikke let. Hvis vi beder Gud om at hjælpe os med det, sender han ofte besværlige mennesker til os.
Det må nemlig begynde med en forandring hos os selv. I lys af kirkehistorien tyder det på, at noget af det sværeste for os kristne at lære er ikke at dømme andre, men sætte vores egen magelighed til side for andres skyld. Vores verden bliver så dejlig overskuelig og selv-realiserende, hvis vi kan nøjes med at omgive os med dem og det, vi har lyst til. Underligt nok betyder øget rigdom og fritid ikke, at vi får mere lyst til at hjælpe andre. Tværtimod begynder vi ofte at bruge energi på at beskytte vores privilegier overfor andre, som er dårligere stillet. Vi vil ofte helst være i en menighed, hvor det ser godt ud og bare kører godt. Derfor kan besværlige og sårbare mennesker ødelægge vores smarte stil og hyggelige samvær. Sådan falder det os umiddelbart ind at opføre os. Men Jesus kalder os til noget andet.     

Hvis vi ønsker at mennesker skal sænke paraderne, må vi lære at være rodfæstede i kærlighed.

Fællesskab med Gud først

Princippet fra Jesu første besøg i templet: at prioritere fællesskabet med Gud over alle andre, blev et vigtigt fundament for at kunne leve det liv, han var kaldet til. Han trak sig jævnligt tilbage og tilbragte tid med Gud i bøn. Skal vi leve det kald ud at være anderledes i kærlighed, som Jesus gjorde, må vi også begynde der. Hvis vores bøn kan være, at vi må give og modtage Guds kærlighed til og fra dem, som er anderledes, kan han skabe den rummelighed, som han ønsker, og som vi og vores menigheder har brug for.


Kategori: Udenfor
Tags: Ensomhed, Fællesskab, Udenfor,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger