Er der også plads til de uelskværdige?

Af Interview med Hans Andersen, ved Niels Sørensen, journalist, 26. maj 2016
 
Illustration
Fotograf: Bent Dahl Jensen, Café Exit

Det er ikke så svært at invitere et udsat menneske indenfor, hvis det viser taknemmelighed og tilpasser sig de vedtagne normer.
Men hvordan forholder vi os til et menneske, som opfører sig arrogant, afstumpet og asocialt – og er decideret uelskværdigt?


Hans Andersen er informationsmedarbejder i Exit. Organisationen hjælper tidligere indsatte i gang med en tilværelse uden for tremmerne. Hans Andersen har arbejdet mange år i Exit – og tilbragt endnu flere bag tremmer med at afsone en dom. Han har derfor mødt utallige indsatte og eksindsatte og kan fortælle om, hvordan samfundet og systemet på utallige måder holder dem udenfor.
- Men vi er også hver dag udsat for, at tidligere indsatte selv sætter sig udenfor som uelskværdige, fordi de fører sig frem med en enormt provokerende attitude og et aggressivt sprog, siger han.

Social arv og selvopfyldende profeti

Der kan ifølge Hans Andersen være flere årsager til, at eksindsatte sætter sig udenfor.
- For det første skal man huske, at de fleste af dem, vi har med at gøre, kommer fra specielle sociale baggrunde. De kender ikke en almindelig kernefamilie, har ikke mødt megen kærlighed og omsorg og har ikke normal dannelse og skolegang. Kommer du fra en familie med omsorgssvigt og negativ social arv, hvor du fra spæd, til du flytter hjemmefra, kun har hørt dine forældre bande ad sagsbehandlere og samfundet, bliver det jo den attitude, du selv adopterer. Mange har svært ved at udtrykke sig verbalt og mangler kompetencerne til at forstå, hvordan samfundet fungerer. I stedet bruger de så et gadesprog med begrænset variation i gloserne og giver fuck-fingeren til det hele, siger Hans Andersen.

At opbygge en tillids­baseret relation til et sådant ’brændt barn’ tager ekstremt lang tid.

Han mener, at man også kan tale om en selvopfyldende profeti.
- Når du behandler mennesker på en speciel måde i tilstrækkelig lang tid, med fordomme og med en nedladende eller ikke-accepterende holdning, så vil de uvægerligt begynde at opføre sig på den måde til sidst. Det har den selvforstærkende virkning, at når hr. og fru Normaldansker så møder en person, som måske blot er et produkt af alle de nederlag og skuffelser, han har været igennem, så kan de ikke lide vedkommende og trækker sig. Fordi han eller hun virker følelsesmæssigt afstumpet. Og måske også er blevet det.

Masser af tid og tålmodighed

Ud fra sine egne erfaringer har Hans Andersen nogle enkle råd til hr. og fru Normaldansker, som ønsker at inddrage de uelskværdige i fællesskabet.
- Først og fremmest skal man have uanede mængder af tålmodighed. Og man er nødt til hele tiden at bruge sit intellekt. Når man har lyst til at affærdige dem, må man minde sig selv om, at der er altså en grund til, at de gør, som de gør. Det er ikke sikkert, de synes, jeg er en idiot, men det er bare den måde, de opfører sig på, siger han.

Tiden er en anden vigtig faktor.

- At opbygge en tillidsbaseret relation til et sådant ’brændt barn’ tager ekstremt lang tid.
Fordi de kun har været vant til det modsatte, møder de os jo netop ikke med åbenhed, kærlighed og tillid, siger Hans Andersen.
Han oplever, at især myndighedspersoner, men også diakonale hjælpeorganisationer, finder tilgangen svær, hvis ikke man selv har haft fingrene nede i suppen.
- Man reagerer jo rent instinktivt med følelserne og siger: ’De her mennesker kan jeg ikke li’. De vil jo ikke noget selv og er dybest set nogle dumme svin’.
- Men det er de ikke! De kender bare ikke til andre måder at udtrykke sig på, understreger Hans Andersen.

Læs mere om Exit på www.cafeexit.dk

 


Kategori: Udenfor
Tags: Ensomhed, Fællesskab, Hverdagsdiakoni, Udenfor,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger