Den nærmeste næste

Af Suh Jacobsen, psykolog, 26. maj 2016
 

I de fleste forsamlinger er der nogle, som er mere udfordrende at inkludere i fællesskabet end andre. Hvordan kan vi rumme dem i vores fællesskab, og blive ved med det?


For det første er vi nødt til igen og igen at bruge vores empati til at se den udfordrende eksistens som det, han eller hun er: et menneske, der længes efter at nogle holder af ham/hende – vil ham/hende!
Almindeligvis er det ”de nærmeste”, der opfylder det behov, typisk familie og venner. Men nogle gange er der ikke særlig meget kontakt til familie og venner, eller de kan have meget begrænsede ressourcer. Så kan det være, at personen i stedet opsøger det fællesskab, som du eller jeg er en del af – og pludselig er vi vedkommendes nærmeste! Eller skal vi sige ”næste”? Ufrivilligt får vi en rolle i et andet menneskes liv og som med alt andet, bør vi gøre os umage med at spille den rolle bedst muligt.
Hvad betyder det i praksis? Skal jeg nu være vikarierende familie og bedste ven? Nej. Vi skal ikke forsøge at være noget, vi ikke er; vi er ikke den måske manglende mor, far, bror, søster, datter eller søn – men vi kan gøre en positiv forskel alligevel. Det vi nemlig kan er, at bidrage med kærlighed i form af venlighed, respekt og ærlighed i doser, som vi vurderer er relevante, afstemt efter situationen og ud fra vore egne ressourcer.

Vi er nødt til at turde og ville sætte grænser, ellers bliver relationen til den anden usund.

Grænser og begrænsninger

Men hvad nu hvis den anden vil have mere, end jeg synes, jeg kan give?!
Det kan sagtens være tilfældet. For hvis man er i underskud af noget og bliver mødt med det, man har brug for, bliver man ivrig efter at få mere. Denne dynamik skal vi være opmærksomme på. Vi er nødt til at tage ansvaret for vores næste på os, men vi er også nødt til at lægge overansvaret fra os. Vi er nødt til at turde og ville sætte grænser, ellers bliver relationen til den anden usund. For at kunne gøre det, er vi nødt til at kende og acceptere egne begrænsninger.  Det kræver, at vi ind imellem stopper op og mærker efter, om vi er ved at blive brugt op. Vi kan ikke rumme, lytte og opmuntre ubegrænset, og slet ikke, hvis vi måske ikke får så meget den anden vej.

Det kan være svært

Nogle har dog svært ved at respektere egne begrænsninger; de føler at de svigter, hvis de siger fra. Det er ikke sandt, men handler snarere om et tillært negativt tankemønster. Vi er nødt til at blive dygtige til at sætte gode grænser, også selvom det er over for nogen, som (stadig) har brug for hjælp til at blive inkluderet i fællesskabet, ellers brænder vi ud. Resultatet bliver, at vi til sidst er tvungent til stede, nu opfyldt af irritation og frustration – og det er hverken venligt, respektfuldt eller ærligt!
I stedet må vi lære at sige f.eks. ”jeg vil gerne snakke mere en anden gang”, ”det passer ikke så godt i dag” eller ”når du opfører dig sådan, så gør det mig og andre sure/kede af det”. Vi skal ikke forlange for meget af andre – men vi skal heller ikke forlange for lidt. Hvis vi gør det, stjæler vi faktisk deres mulighed for at udvikle sig og forbedre sig.

Vær reel

Hvis vi vælger at være reelle overfor os selv og den anden, både når vi kan rumme og give, men også når vi ikke kan, så bliver det vi giver en autentisk gave; et villet samvær. Det har en kvalitet, som betyder noget, for den der modtager. I virkeligheden var det vel det, som Jesus gjorde, når han nogle gange trak sig tilbage på et bjerg med sine foretrukne disciple? Han handlede på, at han engang imellem havde brug for hvile og ikke kunne give uafbrudt – til gengæld var han hundrede procent til stede, når han var der!


Kategori: Udenfor
Tags: Fællesskab, Hverdagsdiakoni, Udenfor,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger