Mobning - hvad kan fællesskabet gøre?

Af Interview med Grete Karlsen, psykolog og familieplejer, ved Martin Skipper, 26. maj 2016
 
Illustration

Et fællesskab, der mobber, er også et fællesskab, der ikke passer på de mest sårbare. Alle lider af at være en del af et sådan miljø.


Alle kan blive udsat for mobning i et fællesskab, men det er klart, at dem der er sårbare, de vil først blive udsat for det. Selvom man ikke er den, der oplever mobning, vil det sjældent være et fællesskab, man vil opleve stor glæde af, at være en del af. Det skyldes, at gruppens magtstrukturer rammer alle i fællesskabet og ikke kun mobber og mobbeoffer.

Fællesskab, der er åbent for mobning

Undersøgelser af mobning på arbejdspladser viser, at det kan foregå i fællesskaber, hvor der er en stærk gruppeidentitet med et krav til nye om, at man indordner sig de værdier og dagsordner, der eksisterer i gruppen. Dette kan være en udfordring for kristne fællesskaber, for på den ene side, er det jo noget af det, der er vigtigt for os i kristne fællesskaber, at vi ved hvem vi er, og hvad det vil sige at være kristen, og hvad det vil sige ikke at være kristen og at vi har nogle klare værdier, som vi synes, det er vigtigt at indordne sig under. Men der er også det element, at det giver et stærkt ”dem og os” og det giver et stærkt krav og pres i forhold til at indordne sig i gruppen. Og måske er vi ikke altid gode til at vide eller vurdere, hvad der er Guds, og hvad der er vores dagsorden, og hvordan man skelner mellem ”dem og os”.

Hvad gør mobning ved den enkelte?

Oftest vil mobning foregå ved social udstødelse, hvor man som mobbet bliver ignoreret/overset/ikke set på. Det er som om, man ikke eksisterer i fællesskabet. Man kan ikke indgå i en positiv interaktion med andre i fællesskabet. Dette kan medføre, at man føler sig krænket, og det kan give smertefulde følelser af at være social død i fællesskabet. Hvis det står på i længere tid, kan man reagere med oplevelse af håbløshed, fremmedgjorthed, hjælpeløshed og oplevelse af at være værdiløs. På sigt kan man reagere ved, at bekræfte det de siger i fællesskabet om, at jeg ikke er værdifuld, og så skjule sit ansigt, lukke ned og trække sig.

Når man ser ned, viser man, at man accepterer sin manglende værdi. Jeg har ikke noget at bidrage med her.

Når man skammer sig, ser man ned og skjuler sit ansigt. Eller man vil helst holde sig væk, og laver undgåelseshandlinger og holder dermed op med at vise sit ansigt. Man begynder selv at have en oplevelse af, ikke at have værdi i fællesskabet. Når man ser ned, viser man, at man accepterer sin manglende værdi. Jeg har ikke noget at bidrage med her.

Fællesskabet kan føle sig truet

En anden reaktion på mobning er, at man oppositionelt prøver at holde fast i sin værdi, og bliver ved med at vise sit ansigt. Det man får ud af det, vil som oftest være endnu flere angreb. – Når fællesskabet bliver mobbende, er det fordi fællesskabet føler sig truet på sine værdier. Hvis man bliver ved med at vise sit ansigt og vise; jeg mener selv, at jeg og de værdier jeg har, er gode nok, så er man på en måde en trussel mod fællesskabet. Når mobberen reagerer, er det ud fra en frygt for ens egen uformåen og egen magtesløshed. Jeg magter ikke rigtigt det her, og derfor har jeg brug for at få kontrol over den anden.
Som offer kan man måske holde op med at komme i fællesskabet, og fællesskabet kan være lidt lettet over, at man ikke kommer i et stykke tid. I et mobbende fællesskab vil der dog ikke gå ret lang tid, før det er den næste, det er galt med. Et sådan fællesskab, vil blive ved med at finde sine ofre, hvis man ikke får gjort noget ved selve dynamikken.

Brug for hjælp

Mange har brug for professionel hjælp, når man er blevet mobbet, til at få genoprettet troen på sig selv og tilliden til andre; til igen at være sammen med andre mennesker; og hjælp til at tro på, at man har lov til at indtage en plads i fællesskabet og har lov til at vise sit ansigt.
Man har meget brug for at kunne søge ind i et fællesskab, som bekræfter én. I en sådan situation er man heldig, hvis man har familie og venner tæt på én, som gør det.

Hvad kan fællesskabet gøre?

Som enkelt individ er det svært, men som fællesskab kan man faktisk gøre noget for at minimere mobning.
Helt lavpraktisk betyder det noget, hvordan man hilser på hinanden og siger farvel til hinanden, at se hinanden i øjnene og smile, både ved goddag og farvel. Det kan være alt afgørende for at skabe en modkultur til at kunne opleve sig mobbet. Herved bliver det, at man er i fællesskabet, både set og reageret på, og også når man forlader fællesskabet, bliver det set og reageret på.
Det kan være vigtigt, at man i fællesskabet har et øget fokus på den konstruktive kommunikation og på, hvad det er, der er hele meningen med vores fællesskab? Det er godt at finde ind til formålet med fællesskabet.

Det er ikke nok at være et ”være-fællesskab”. – Et fællesskab, hvor man kommer og sætter sig og lytter, og får sin kaffe og går igen. Man har brug for også at være et ”gøre-fællesskab”.
Hvis der på den anden side er for meget fokus på ”gøren” – yde-fællesskabet, så kan man være bekymret for, at det jeg kan bidrage med ikke er godt nok, og så kan min plads i fællesskabet være truet. – Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig selv dér, jo, jeg kan prøve at skubbe nogle andre ud, så de ikke optager min plads.
Der skal være plads til både at være og at gøre. Og der skal være en tydelighed om, at det accepteres at gøre begge dele, og at alle ikke kan yde det samme, og det er acceptabelt.

Anerkendende ledelse

Det er vigtigt med en tydelig kommunikation fra ledelsen og gennem forkyndelsen, hvor der lægges vægt på; at Gud har kaldet os alle som vingårdsarbejdere, og han ved, at nogle yder hele dagen, og de får deres løn for dét, og nogle yder en time, og de får deres løn for dét. Vi er alle sammen kaldet og vi har alle sammen en plads. Der er brug for os alle i fællesskabet. Det handler både om at få alle i spil, men også at kunne se og anerkende alle bidrag. Anerkendelsen er vigtig.

Vi har lov til at lade vores ansigt lyse på hin­anden som fællesskab.

Som ledelse har man en stor og vigtig opgave i at kunne se og anerkende alle bidrag. Hvis man bliver ved med at yde, uden at ens bidrag bliver set og anerkendt, kan man blive så udslidt, at man får brug for at hævde sin egen plads – især hvis andre bliver fremhævet.
Gud ønsker at velsigne
Helt grundlæggende har vi som kristent fællesskab alle muligheder for at være det modsatte af et mobbende fællesskab, idet vi lever under Guds velsignelse.
Velsignelsen handler om, at Gud lader sit ansigtslyse over os, og det er så stærkt. Det er hele vores grundlag; Gud har vendt sit ansigt mod os og lader det lyse over os. Der står om Jesus i Esajas kapitel 53, at han var én man skjulte sit ansigt for. Det er noget af det, Jesus har identificeret sig med hos os – skammen, skylden og udstødelsen. Det kender han.
Han tog det på sig for os, og vi er blevet flyttet fra forbandelsen og udstødelsen og ind under velsignelsen, og den har vi lov til at give videre. Vi har lov til at lade vores ansigt lyse på hinanden som fællesskab. Vi behøver ikke at se ned i skam som fællesskab, for den skam har Jesus taget på sig, og vi behøver heller ikke at få andre til at gøre det, for han er også død for at tage deres skam på sig.

------------------------

Henvisninger:

”Mobning og negativ adfærd på arbejdspladsen”. Rapport udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø på baggrund af arbejdspladsundersøgelse 2006. Rapporten er udarbejdet af:
Annie Høgh, Åse Marie Hansen, Charlotte Bloch, Eva Gemzøe Mikkelsen, Carolina Magdalene Maier, Roger Persson, Jacob Pedersen, Hanne Giver, Ole Olsen.
Teorierne om social udstødelse er dels hentet fra Goffmann, samt fra Scheff og Clark. De er beskrevet i rapporten.


Kategori: Udenfor
Tags: Fællesskab, Mobning, Selvværd, Udenfor,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger