Når der ikke er hul igennem

Af Interview med Ulla Toftdahl ved Martin Skipper, 29. august 2016
 
Illustration
Ulla Toftdahl, psykolog og terapeut, bor i Aarhus, hvor hun også har egen praksis.

Vi kan alle have perioder, hvor vi har svært ved at opleve og sanse Gud. Bønnen når kun til loftet og man kan føle sig frustreret og forladt af Gud. Psykolog og terapeut Ulla Toftdahl fortæller her om nogle af de faktorer, der kan spille ind, og hvordan man kan arbejde med det.


Når det kan være svært at opleve det spirituelle, kan der være mange grunde til det. Vi er forskellige som mennesker, og vi sanser og oplever forskelligt. Nogle har lettere ved det end andre. Der kan også være perioder i vores liv, det er vanskeligere end andre, og for nogle mennesker har det altid været vanskeligt.
Der er både psykologiske og sociologiske mekanismer, der kan spille ind, fortæller Ulla og fortsætter.

- Forholdet til Gud er en relation. Ligesom vi kan have vanskeligheder i relation til andre, kan vi også have det i forholdet til Gud. Det kan også være svært at møde os selv. Men hvis vi tør at have adgang til og derved kunne mærke os selv med alle vores følelser, er det også lettere at mærke Gud.

Psykisk lidelse påvirker sansningen

Ulla fortæller, at hvis man har en depression, angst eller en psykisk lidelse er man særlig udfordret i forhold til det sanselige.

– Der sker det ved en depression, at vi lukker ned for vores sanser, vores følelser og for nærvær med andre. Vi er ikke åbne og modtagelige for det, der er omkring os. Det afhænger selvfølgelig af, hvor svær depressionen er.

Når vi har det sådan, er det klart, at det også er svært at sanse og fornemme Gud. Jeg plejer at kalde det, at vi har vores energi vendt indad, modsat at have energien vendt udad, hvor vi kan være modtagende for andre, fortæller Ulla, som har egen psykologpraksis i Aarhus.

Traume skal forløses

Noget andet er, hvis vi har oplevet noget traumatisk – noget voldsomt vi har set eller været udsat for – kan det påvirke evnen til at falde til ro. Mange hændelser kan være (også kropslig) traumatiske, f.eks. at blive lagt i narkose, hvis vi har været bange lige inden. Efter traumet kan vi opleve tankemylder og uro, når vi prøver at få ro på os selv. Oplever vi dette, kan samtaler med en traumeterapeut hjælpe med at forløse traumet.

Hvad gør det ved os, når vi ikke oplever det spirituelle?

Jeg tænker, vi er skabt til at være i relation til Gud.
Når vi ikke mærker, vi er det, så er det en stor længsel, der ikke bliver opfyldt, siger Ulla Toftdahl.

For mange er det meget, meget smerteligt ikke at kunne mærke eller sanse Gud. Det kan opleves som en Gudsforladthed.
For de mennesker, der i forvejen har det svært ved at mærke samhørighedsfølelsen med andre mennesker, bliver det en oplevelse af at være alene og forladt af både Gud og mennesker.

Vi er ikke forladt af Gud, han er med os. Det er bare os, der ikke har adgang til ham for tiden.

Hvis vi oplever en forladthed af Gud, kan vi meget nemt få den tanke, at det er mig, der er noget galt med. ”Jeg er ikke en rigtig kristen”; ”Jeg søger nok ikke Gud ordentligt”; ”Jeg dur nok ikke til det”. Nogle får også den tanke; ”Gud vil mig ikke helt så meget som andre mennesker. Han har nok glemt mig eller synes ikke, det er i orden, det jeg gør”.

Nogle får en bitterhed mod Gud og måske mod menigheden. Enten forlader de kirken eller troen, fordi de ikke orker det mere – det giver jo ikke noget alligevel. Eller også fortsætter de med at gå til kirke og bede, ”for det gør man jo”. Men der er ikke liv i troen. Det er mere en formalitet.

Hvad kan vi gøre ved det?

Vi må både have en accept af det, samtidig med at vi vedkender os vores længsel efter noget andet.

Her tror jeg, det er vigtigt at vi ved med vores intellekt, at Gud findes. Vi er ikke forladt af Gud, han er med os. Det er bare os, der ikke har adgang til ham for tiden. Det ved Gud godt, og han fordømmer os ikke for det.

Prøv nye veje

Hvert menneske har nogle bestemte ”kanaler”, hvor de særligt møder Gud. Derfor kan vi undersøge, om vi kan finde nye steder og måder at møde og sanse Gud. Det kan være, når vi er kreative; måske skal vi gå en tur, når vi beder; måske møder vi Gud bedst, når vi danser eller bevæger os. Nogle ser engle eller billeder. Nogle mærker Guds storhed i naturen. Nogle når de spiller på et instrument. Det kan være, Gud kommer til os i drømme, eller vi mærker ham i samtale med andre, når vi gør rent, eller når vi gør noget for os selv eller andre.

Små glimt af Gud

Jeg tror, det er vigtigt for alle, at lede efter de små (og store) glimt af Gud. Glimt af, hvad Gud minder os om eller vil sige til os lige nu.

Det kan være gavnligt at gå lidt på opdagelse.

Frem for alt skal vi være barmhjertige over for os selv i processen. Uanset hvor vi er i processen, må vi anerkende, at det er sådan, det er lige nu.

--

Definition af spiritualitet: At fornemme, opleve eller sanse en tilstedeværelse af Gud, Jesus eller Helligånden.


Kategori: Spiritualitet
Tags: Personlig udvikling, Spiritualitet,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger