Så beder jeg dem forme en skål med hænderne - Læg smerten i skålen - bare giv slip

Af Interview ved Martin Skipper, 29. august 2016
 
Illustration
(Fotograf: Merete Riis Jensen, Areopagos) Ole Skjerbæk Madsen er teolog og ansat som missionspræst i dialogorganisationen Areopagos. Grundlægger af I Mesterens Lys og idémand bag konceptet Christfulness.

Missionspræst Ole Skjerbæk Madsen giver her et bud på, hvordan vi kan inddrage sanserne i gudstjenesten, så det bliver mere givende for alle at komme i kirke.


På en meditation over kors­fæstelsen følger vi Jesus på sin vej gennem Jerusalem, hvor han bærer korset og falder under korsets byrde. Vi følger med op på Golgata, er vidne til hvordan naglerne bliver banket gennem hans hænder og fødder.

Vi stopper ved Jesu råb: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”

Prøv nu at lade dette billede blive stående, og vend så opmærksomheden indad. Spørg dig selv; hvad er lige nu min største smerte? Det kan være noget helt personligt, noget du har gjort, eller noget du har undladt at gøre. Det kan være noget, andre har gjort mod dig. Det kan også være sygdom. Det kan være noget, der drejer sig om dine nærmeste. Det kan også være situationen i verden. Det ved jeg ikke, men prøv at blive klar over; hvor lægger din største smerte nu.

Form nu en skål med hænderne, og læg smerten i skålen, løfte den op ud for munden og med en dyb udånding bare giv slip. Nu ser du din smerte båret af din udånding ind mod korset. Solen formørkes, der bliver jordskælv. Det er som om al smerte – sammen med din smerte – samles om det her kors. Nu hører du Jesus sige: ”Far tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” – ”Det er fuldbragt!”. Nu ser du Jesus udånde. Han udånder livets ånd, Helligånden, ned i din tomme skål. Før skålen ind mod hjertet og se, hvad livets ånd gør der, hvor smerten sad.

Der sidder folk så og lader det virke i sig, og så kan man invitere dem tilbage fra meditationen.
-----
Flere kirker har i løbet af de seneste år arbejdet med rum for det spirituelle. Rum med plads til stilhed, refleksion og respons. Det er meget godt, men det kan naturligvis ikke stå alene, siger Ole Skjerbæk Madsen, som er missionspræst i Areopagos. Han har beskæftiget sig med spiritualitet og det ”ny-åndelige” gennem mange år, og er optaget af, hvordan man kan forkynde det kristne evangelium i et forståeligt og sanseligt sprog.

Vi vil gerne tydeliggøre, at den enkelte stadigvæk betyd­er noget, at kirken ikke bare er et ”masseforetagende”.

Alternativ forkyndelse

Ovenstående guidede meditation over korsfæstelsen er et eksempel på en måde at arbejde med Bibelen. Det kunne også være andre temaer, man havde taget op. Man kunne finde en god beretning fra Jesu liv og bruge den. Lade dem opleve den og efterfølgende tage en snak om, hvad de oplevede under meditationen, og bygge det lærermæssige stof op på det. Det tænker jeg er en rigtig god måde at forkynde på – uanset om det er for kristne eller nyåndelige. Men det er meget oplagt at bruge denne metode overfor folk, der er vant til at arbejde med meditation, fordi de ofte bruger det på den måde i deres egne sammenhænge.

Tag mennesket for gode varer

Det der kan gøre det vanskeligt, når man møder mennesker, der er på en åndelig rejse, hvor de også er på veje uden for det kristne felt, er, at vi får en masse forsvarsmekanismer ind. Vores tanker og fordomme om andre religioner og anderledes tænkende, kommer nemt til at spille os et puds.

Vi glemmer at tænke på, at det er et menneske, jeg står overfor, og ikke bare en repræsentant for en eller anden religion eller religiøsitet. Det er derfor, det er så vigtigt at lytte, og prøve at komme ud over sine fordomme og se det enkelte menneske, og tage det enkelte menneske for gode varer.
Så vil vi selvfølgelig opleve, at nogle af de mennesker, vi møder, der er åndeligt søgende, laver deres egne troskonstruktioner. Man kalder det ofte bricolage1, hvor mennesker selv sammensætter deres egen tilværelsesforståelse af mange forskellige input. – Det stritter i alle retninger og er selvmodsigende. Men det er jo bare et udtryk for, at det menneske har taget det, der gav mening for vedkommende her og nu, og sammenføjet det. For personen selv, vil det hænge fint sammen, men vi synes det stritter.

Sproglige udfordringer

I stedet for at reagere på det er øvelsen at sætte sig ind i, hvad det betyder for vedkommende. Det kunne være at bøn indgik i denne persons bricolage, og så kunne man spørge: Hvad betyder bøn for dig? Det kan give mulighed for at fortælle, hvad bøn betyder for en selv. Måske kan det endda give mulighed for at bede med vedkommende, fortæller Ole Skjerbæk Madsen, som selv møder mange søgende mennesker, når han deltager på Krop-, Sind og Ånd-messer.

Vi glemmer at tænke på, at det er et menneske, jeg står overfor, og ikke bare en repræsentant for en eller anden religion eller religiøsitet.

Jeg har mødt mennesker, der har modtaget Jesus som deres personlige frelser, men når personen kommer i kirken, og fortæller om sine oplevelser er det med det sprog, som hun eller han har med sig fra den nyåndelige verden. Her bliver vedkommende ofte mødt med fordømmende ord, fordi man i kirken har svært ved at forstå de udtryk, som vedkommende kommer med. Så bliver det jo en modsigelse af evangeliet, og man kommer til at skubbe vedkommende tilbage - i stedet for at inkludere.

Bøn ændrer forestillinger om Gud

Man kan møde mennesker, der kommer med nogle andre gudsforestillinger. Som kristne er vi jo vant til at tale om Gud som vores far, som vi har en personlig relation til. Mange af de mennesker jeg møder, taler om Gud som en kraft, en energi eller måske kærlighed eller universet. Det virker ukonkret og floffy.

Kan man komme til at bede sammen, inviterer vi jo det menneske ind i vores gudsrelation, altså en personlig jeg-du-relation.

Jeg har oplevet, at det kan være med til at ændre gudsforståelsen hos det andet menneske.

Der er en, som jeg har bedt med over en årrække, som kom og sagde: ”For mig har Gud nu Jesu ansigt”. Der var sket en kæmpe bevægelse – fra et forhold til en energi til en personlig relation til Gud. Men jeg har på intet tidspunkt ført en diskussion om gudsforståelse eller menneskesyn. Vi har blot bedt sammen.

Individ og fællesskab

Der er desværre mange, der dropper ud af kirken i dag, fordi de ikke synes, de får noget ud af det. Der tror jeg, det kan gøre en forskel med de her refleksionsmomenter og det, at man kan give en personlig respons - enten ved at komme til personlig forbøn eller at knæle i stilhed ved knæfaldet eller tænde et lys.
 
Det helt centrale er sammenhængen mellem det personlige og det fælles. Den spiritualitet vi har i dag, og som også præger mange kristne, er meget individualistisk. Hvis det ikke er tydeligt, at der er plads til den enkelte, så er det svært at relatere spiritualitet til kirken. Vi vil gerne tydeliggøre, at den enkelte stadigvæk betyder noget, at kirken ikke bare er et ”masse-foretagende”.

Jamen, så du ikke…?

På et tidspunkt gennemførte jeg den før nævnte meditation over korsfæstelsen sammen med en gruppe nyåndelige, hvor der var én, der ikke kunne gennemføre meditationen. Der var det interessant at høre de andre sige til vedkommende: ”Jamen, så du ikke, at han tog det hele?”.
- Noget jeg ikke kunne fremsige som en dogmatisk sætning, det gjorde deres erfaring gennem meditationen, afslutter Ole Skjerbæk Madsen.

--

Christfulness

  • er opmærksomt og ikke-dømmende nærvær.
  • beskrives som at være fyldt
  • eller mættet af Kristus, omgivet og helt gennemtrængt af Ham.
  • begynder som en erfaring af Guds kærlighed i Kristus som et beskyttende og ledsagende nærvær.
  • er en erfaring af ‘Kristus i mig, herlighedens håb’
  • hjælper dig til at se Kristus eller Guds billede i medmennesket
  • fører til en vision af den forløste menneskehed som Kristi Legeme.

Læs mere på Christfulness.dk


Kategori: Spiritualitet
Tags: Fællesskab, Spiritualitet,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger