Jeg råber til dig om hjælp, Herre

Af Peter V. Legarth, 16. oktober 2016
 
Illustration
Peter V. Legarth er professor ved Menighedsfakultetet i Aarhus

Troen kan i mødet med lidelsen være en stor skuffelse. Jeg troede, at troen ville give mig tryghed og sejr, en forstærket tillid til Gud. Men der skete det modsatte. En forfærdelig situation for et troens menneske.
Troen blev ikke en løsning, men snarere en vigtig del af problemet.
Vi er som mennesker meget forskellige. Nogle er urokkelige i troen, i tilliden til Gud; det er en stor gave. For andre er situationen helt anderledes.


Bekymringen
Paulus siger, at kristne ikke skal være bekymrede for noget, men de skal i alle ting lade deres ønsker komme frem for Gud i påkaldelse og bøn. Så vil Guds fred bevare vore tanker hos Jesus Kristus (Fil 4,6-7). Nogle kan hvile i tryghed, når de læser sådanne ord. Andre beder og beder, men uroen og bekymringen vil ikke forsvinde.
Ordene om Guds fred kommer til at virke som et blålys.
Eller tænk på de vidunderlige ord i Salme 23 om Herren, der er min hyrde. Jeg skal ikke mangle noget, og selvom jeg skal vandre I dødsskyggens dal, frygter jeg intet ondt, for Herren er med mig.
Kun godhed og miskundhed følger et Guds barn, hedder det. Igen: Det er skønne ord, men når man er alvorligt syg eller måske lige har fået en chokerende besked fra lægen, kan det føles helt umuligt at sige, at jeg intet ondt frygter, selvom jeg skal vandre i dødsskyggens dal. Det er let at tage sådanne ord i sin mund, når dødsskyggens dal er langt borte, men situationen kan være en helt anden, når man selv eller ens kære pludseligt havner der i denne dødsskyggens dal. Da kan jeg ikke uden videre sige, at jeg intet ondt frygter. Ordene i Salme 23 synes at høre hjemme i en anden verden end min. Hvad skal man stille op?

Skuffelsen
Jeg husker en situation, hvor jeg stod over for en afgørende øjenoperation. Min kone og jeg læste aftenen før operationen de skønne ord fra Salme 121 med ordene: Jeg løfter min øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Og svaret i salmen er, at Gud ikke blunder og sover, men han er nær med sin hjælp.
Herren bevarer dig imod alt ondt, hedder det. Det var skønne løfter, og jeg var fuld af forhåbning.
Operationen lykkedes også fint, men den var kommet for sent, og jeg mistede evnen til at bruge mit venstre øje. Synsevnen havnede på 0 %. Jeg var ærligt talt skuffet.

For andre er situationen ganske anderledes.
Lidelsen og smerten synes snarere at svække troen.

Ordene fra Salme 121 kom til at stå i et noget uvirkeligt lys. Jeg blev jo ikke bevaret imod alt ondt.
Vi mennesker er forskellige. Nogle er faste i troen og kan stå enhver smerte igennem uden at kny. Lidelsen var med til at styrke troen. For andre er situationen ganske anderledes. Lidelsen og smerten synes snarere at svække troen.

Klagesalmerne
Hvad skal man stille op, når man gør den erfaring, at Gud ikke hjælper, selvom han har lovet at hjælpe?
Jeg kan her kun svare for mig selv. Jeg kan ikke komme med en let løsning på det frygtelige problem.

For mig selv var det vigtigt at have nogle, der bad for mig. Når jeg ikke selv kunne bede, måtte jeg ty til andre, som kunne lægge mig og min situation frem for Gud. Det var godt at kunne lægge sig ned i andres forbøn.
Det er vigtigt at være ærlig i troen og sige til Gud, at jeg synes, at han har svigtet. Når jeg har den følelse, skal den ikke spærres inde, men komme frit frem i bønnen til Gud. Jeg skal ikke lade som om alt er fryd og gammen i troen, når virkeligheden er en helt anden.
For mig var det opmuntrende at opdage, at der i Bibelen er nogle, der har det på samme måde. I Davids Salmer i Gammel Testamente findes de såkaldte klagesalmer. Her fandt jeg selv hjælp. For her er nogle mennesker, der sætter ord på netop de følelser, som fyldte mig selv. I en salme hedder det, at Gud åbenbart er faldet i søvn. Andre steder siger salmisten, at Gud har glemt troens menneske. Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte? (Sl 13,3). Det er vidunderligt, at disse stemmer findes i vores Bibel. De er ikke fejet ind under gulvtæppet som upassende for troens menneske. Nej, de står der, fordi et troens menneske kan have sådanne erfaringer. Jeg troede, at Gud ville hjælpe, men det gjorde han ikke.

Den ængstede tro
Det mærkelige er, at man bagefter kan se, at dette skrig til Gud i virkeligheden er udtryk for tro.
Det kunne jeg slet ikke se, da jeg sad i saksen, men bagefter gik det op for mig, at det at lade vreden komme til udtryk over for Gud, i virkeligheden var udtryk for tro, en ængstet og desperat tro, men dog en tro.

Det er vigtigt at være ærlig i troen
og sige til Gud, at jeg synes, at han har svigtet.

Hvis et barn siger til sin mor: Gå væk, så ved dette barn jo udmærket, at mor aldrig ville gå væk. Hvis der var risiko for, at mor helt ville forsvinde, ville barnet ikke sige: Gå væk. Barnet siger det i tryg forvisning om, at mor er i nærheden. Barnet siger: Gå væk, men det ved godt, at mor ikke går væk.

Sådan kan de fortvivlede råb til Gud i smertens stund være ægte udtryk for tro. Det ser man ikke, når det brænder på. Slet ikke.
Men bagefter forstår man, at det angstfyldte skrig var tro.
Det betyder på ingen måde, at man så får en forklaring på alt det meningsløse. Slet ikke. Troens menneske kan ikke uden videre erfare, at lidelsen giver mening.

Vi får sjældent en forklaring. Vi må indse, at troen ikke lever af forklaringer. Nogle gange giver troen tryghed i lidelsen. Det er en stor gave. Andre gange kommer troen til udtryk på helt andre måder, i angstfyldte råb, men disse råb er også udtryk for tro - trods alt.


Kategori: Lidelse
Tags: Lidelse
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger