At vælge at blive i lidelsen

Af Ole Rabjerg, 15. oktober 2016
 
Illustration
Foto: Gitte Vollsmann Ole Rabjerg er psykolog i Agape

ADVARSEL: Denne artikel kan for nogle være giftig at læse. Den indeholder en vis udfordring, som forhåbentlig bliver positiv for en del mennesker gennem refleksion over emnet. Men for nogle lidende mennesker kan det blive til selvbebrejdelse og oplevelsen af endnu mere magtesløshed. Hvis du læser artiklen og sidder tilbage med selvbebrejdelser og magtesløshed, så smid artiklen ud, brænd den, glem den. Artiklen er nemlig ikke skrevet til dig.


CASE:
Line er gift med Christian. Deres ægteskab er meget problematisk og Line lider ofte i det. Gennem samtaler med fagkyndige folk er Line blevet klar over, at Christian har en række problematikker, som kendetegner personer med en aspergerdiagnose. Christian vil ikke til læge, for som han siger: ”Det er jo alle andre, der opfatter ham forkert”. Så Line forsøger at leve med, at Christian ikke kan forstå det, når han sårer hende, at hun igen og igen må forsøge at redde svære sociale situationer, fordi Christian har opført sig på en upassende måde, og at hun oplever at børnene bliver frustrerede over, at far ikke har forståelse for deres bedrøvelse. Langt om længe opsøger Line en rigtig god veninde og fortæller om alle de svære ting, som hun forsøger at leve med i ægteskabet. Veninden udbryder: ”Jamen, hvorfor bliver du da i det. Ingen kan overleve dette, og ingen forventer, at du bliver. Der er da ingen, som vil blive i sådan et lidelsesfuldt forhold”.

Giver det mening at blive i en lidelse, hvis der bare er en potentiel flugtvej? Hvorfor lide, hvis det kan undgås?
Begrebet lidelse anvendes i denne artikel om det, som opleves smertefuldt i livet, enten det er fysiske, psykiske, følelsesmæssige eller andre typer af smerte.

Lad mig give et eksempel: (se case) Veninden havde dyb og ægte medfølelse med Line. Hun prøvede at støtte Line. Men hvad er det egentlig veninden kommer til at signalere? Jo, dybest set signalerer veninden: Du kan ikke holde til at leve i det ægteskab. Det er ikke rimeligt. Du bliver syg af det!
Og med dette repræsenterer veninden en kultur, som vi er på vej til at forsøge at skabe, nemlig en lidelsesfri tilværelse (Dette uddybes i artiklen af Maja Schurmann her). Men skyder vi os selv i foden med denne kultur? Medfører forsøget på at skabe en lidelsesfri tilværelse, at vi tildrager os en ny lidelse, nemlig angsten for at blive ramt af en lidelse. I sidste ende er det måske min egen skyld?
Jamen skal vi så bare blive jubeloptimister, der elsker lidelse? Skal vi forsøge at blive masochister? Er lidelse da ikke dybest set meningsløs?

Holdning til lidelsen
Viktor Frankl, psykiater og fange i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig, er en mand, der om nogen har prøvet lidelse på egen krop. Han siger: ”Hver gang man konfronteres med en uundvigelig, uundgåelig situation; hver gang man står overfor en skæbne, der ikke kan ændres fx en uhelbredelig sygdom, får man en sidste chance til at realisere den højeste værdi, opfylde den dybeste mening – lidelsens mening. For det, der betyder mere end noget andet, er den holdning, vi indtager, når vi står overfor lidelsen, den holdning hvormed vi påtager os vor lidelse”.

Jeg tror, vi har brug for at lære noget af Viktor Frankl, hvis ikke vi skal risikere at ende som ofre i vor egen kultur. Lidelse kan tage rigtigt meget fra os, men ifølge Frankl er der een ting, som lidelse dybest set ikke kan tage fra os, nemlig friheden til at vælge hvilken holdning vi har til lidelsen.

Lidelse kan tage rigtigt meget fra os, men ifølge Frankl er der een ting, som lidelse dybest set ikke kan tage fra os, nemlig friheden til at vælge hvilken holdning vi har til lidelsen.

Jeg tror, der er behov for, at vi fremmer denne frihed og dette valg. Vi skal ikke nødvendigvis knokle for at finde en mening med lidelsen, men vi skal knokle for at finde en mening med, at vi bevidst vælger at påtage os lidelsen. Så er vi ikke længere ofre.
Lidelsen i ægteskabet gav ikke mening for Line, men det gav mening at blive i lidelsen. For Line kom den mening en aften på sengekanten, da hendes syvårige datter grædende fortalte om veninden, hvis forældre skulle skilles, og hvor barnet med skræmte øjne sagde: ”Mor I skal vel ikke skilles?” Pludselig kunne Line se en mening med at blive i lidelsen og det gav hende kraft til at blive i det lidelsesfulde ægteskab. Ikke som offer, men som et klart valg.

Offer
Hvis du lige nu er i en lidelse fx kroniske smerter, kronisk sygdom, handicappet eller sygt familiemedlem, en dårligt fungerende menighed, fravær af en ønsket partner osv., så kan der for dig opstå en lidelse i lidelsen, nemlig at falde ind i offerrollen.
Offerrollen handler om at være i en passiv rolle i forhold til det, som gør ondt, og det handler om at give skylden for lidelsen til alle andre. Offerrollepersonen bliver dermed ofte appellerende, opmærksomhedssøgende på en skjult måde, fremstår som skrøbelig og kraftløs og virker i det hele taget lammet. Når lidende mennesker havner i offerrollen, så skyldes det ikke svaghed, manglende ressourcer, uvilje osv. Det skyldes derimod nogle helt andre mekanismer. Når vi udsættes for noget, der gør ondt fx brænde fingrene på kogepladen, så vil vi automatisk forsøge at undvige smerten fx trække hånden væk. Men hvis vi oplever en smerte, og gentagne forsøg på t undvige smerten ikke skaber en ændring i smerten, så kan vi miste modet på at få ændring i smerten, herunder også miste troen på, at vi kan ændre vores oplevelse af smerten. Det medfører, at vi kommer i en opgivenhedstilstand i forhold til smerten. Vi oplever os lammede i smerten, og det kan være så belastende, at vi let kommer til at give andre skylden for vor smerte og lidelse eller appellerer til, at andre løser den.

Personer i offerrolle lider dybest set dobbelt, dvs. de har både smerten/lidelsen og smerten over at opleve sig fanget og lammet i smerten. Personen i offerrollen kan blive fanget i, at løsningen på lidelsen enten er, at lidelsen forsvinder eller, at andre fjerner den for dem.

Når lidende mennesker havner i offerrollen, så skyldes det ikke svaghed, manglende ressourcer, uvilje osv.

Men med inspiration fra Frankl er der en tredje vej, nemlig at opdage friheden til at vælge holdningen til lidelsen. Det er friheden til at vælge at finde meningen i at blive i lidelsen. Eller sagt med andre ord, friheden til at vælge ikke at være offer midt i lidelsen. Sådan var det også for Line på trods af, at venindens kommentar gjorde det sværere for hende at vælge at blive i lidelsen.

En bedre vej
Jeg tror på, at vi bør kæmpe for at reducere lidelse. Men som pårørende til et lidende menneske skal vi være opmærksomme på ikke at falde i den grøft at forsøge at få den lidende til at få reduceret lidelsen fx ved at forlade ægteskabet, holde sig væk fra familiefester osv. Modsat kan vi også falde i den grøft at forsøge at pådutte den lidende en mening med lidelsen. En bedre vej er i stedet at tilbyde god og varm omsorg midt i lidelsen, at være med-lidende eller sam-lidende.
Det kan være; at skabe rum til at den lidende kan fortælle om de smertefulde følelser, som knytter sig til lidelsen. Derfor ville det også have været en bedre hjælp, hvis Lines veninde havde sagt: ”Jeg beundrer dig Line for at være i dette ægteskab. Jeg vil være ved din side og støtte dig i det”. Den lidende har brug for ikke at opleve sig alene i lidelsen.
Dette understøttes også af undersøgelser, som viser, at det kan gøre en kæmpe forskel for et menneske, der udsættes for fysisk smerte, at der er trygge personer omkring det.


Kategori: Lidelse
Tags: Lidelse
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger