Usikkerheden har altid været der

Af Interview af Martin Skipper, 15. februar 2017
 
Illustration

AdamogEva.dk rådgiver børn og unge om følelser, krop og seksualitet.
Vi har spurgt Vibeke Sode Hjorth, som er redaktør på AdamogEva.dk, hvad hun oplever de unge er udfordret af i dag, og hvordan man som voksen bedst kan støtte dem i en sund udvikling.


Usikkerhed omkring kønsidentiteten i puberteten har altid været der i en eller anden grad. Det er simpelthen en del af puberteten, at man er usikker på sin kønsidentitet. Alting er i spil i den periode. Følelserne flyver og farer rundt, og man kan godt få et ”crush” på en pige, selvom man selv er en pige, og blive forvirret over det.

På AdamogEva.dk har vi nogle gode svar på spørgsmål, som handler om præcis det. Psykologer og terapeuter svarer, at det er helt almindeligt. Så mit råd vil være: Ta´ det roligt. Og det skal forældrene også gøre. Som forældre kan det være godt at tage en snak med den unge om, at det er en almindelig del af puberteten, at blive forvirret omkring sin kønsidentitet.

Elsk dem betingelsesløst og lad dem mærke, at de er elsket.

Hvis den unge er forvirret omkring sit køn, vil jeg opfordre til at prøve at flytte fokus væk fra, om man er det ene eller det andet. Fokusér i stedet på at lære nogle andre mennesker godt at kende og gerne af begge køn. Lav hyggelige, sjove og rare ting sammen, som ikke handler om seksualitet. Fokusér på gode venskaber og gode fællesskaber.

Lad være med at se porno
En anden ting, jeg tænker er vigtig at sige, er: Lad være med at se porno. Det er så nemt at sige, men det er noget af det, vi møder i brevkassen, hvor mange unge er blevet helt enormt forvirret af at se på det der ”fake” noget. Et eller andet sted, ved de unge godt, at porno ikke er virkelighed. Men de bliver let påvirket af det alligevel. Også når de ser tv-serier som “Paradise Hotel”.

Som voksne skal vi turde snakke med vores teenagere om, at de skal lade være med at se porno – af alle mulige grunde, også fordi det forvirrer i forhold til både ens egen kønsidentitet og synet på andre.

Skabt i Guds billede
Vi skal hjælpe de unge til bedre selvværd. Her tror jeg, at nøgleordet er kærlighed.
Elsk dem betingelsesløst og lad dem mærke, at de er elsket. Jeg kommer til at tænke på en sætning fra Bibelen: ”Kærlighed skjuler mange synder” (1 Pet 4 8). Det er kærligheden i det kristne fællesskab, der tales om, men vi forældre er kaldet til at elske vores børn på samme måde. – Også når de er de mest irriterende og forvirrede teenagere.
Vi skal huske at fortælle vores børn og unge, at de er skabt i Guds billede. Det betyder, at de er uendeligt værdifulde – for Gud og for mig, som forælder/leder/lærer, eller hvad man nu er.

Gud elsker os ud over alle grænser, og derfor har han givet råd og vejledning til at leve det gode liv. Det er grunden til, at det er synd, når vi ikke følger den vejledning, han har givet. Det er synd for os, fordi Guds vejledning er den bedste brugsanvisning. Men det er også synd mod Gud, fordi vi på den måde gør os selv til vores egen gud og dermed gør oprør mod Gud.

Til sidst vil jeg opfordre alle til at bruge AdamogEva.dk. Alle voksne kan have glæde af at søge på hjemmesiden og finde nogle af de gode spørgsmål, som de unge har stillet, og som der er givet kloge svar på.


Kategori: Køn
Tags: Børn, Forældre, Seksualitet, Vejledning,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger