Som mand og kvinde skabte han dem

Af Nikolaj Hartung Kjærby, 15. februar 2017
 
Illustration
Nikolaj Hartung Kjærby er sognepræst ved Husum Kirke.

Teologisk refleksion over kønsidentitet og kønsforskelle.


I skabelsesberetningen læser vi, at ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27). Det første, der siges om mennesket, er altså, at det er skabt i Guds billede, og at det er skabt med to køn. Alt hvad der ellers kendetegner mennesket, så som kultur, teknologi og erhverv, må altså være sekundært i forhold til gudbilledligheden og kønspolariteten. Ydermere er det nærliggende at antage, at der er en sammenhæng mellem menneskets køn og gudbilledligheden.

Køn er ikke ligegyldigt
Nogle vil indvende, at der med Kristus er indtrådt en ny situation, hvor køn ikke længere har betydning, jf. Gal 3,28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” Imidlertid er det tydeligt, når man læser Paulus’ breve i deres helhed, at han ikke betragter køn som noget ligegyldigt – tværtimod gør han flere steder meget ud af, at mænd og kvinder bør agere forskelligt (se fx 1 Kor 11,1-16 og 1 Tim 2,11-15).

...der er ikke tale om en form for ”rangordning”, hvor mænd er fornemmere eller mere begavede end kvinder.

Det er imidlertid vigtigt at fastslå, at der ikke er tale om en form for ”rangordning”, hvor mænd er fornemmere eller mere begavede end kvinder – sådan som det desværre ofte er blevet udlagt.
Ej heller kan maskulinitet og femininitet ses som modsatte poler på en éndimensionel akse.
Nej, hvis både maskulinitet og femininitet er aspekter af  menneskets gudbilledlighed, må de begge være positive værdier, der åbenbarer Guds væsen, og som et menneske kan besidde i større eller mindre grad, eftersom gudbilledligheden er blevet beskadiget af syndefaldet.

Det maskuline og feminine som åndelige kvaliteter
I dag er der mange, der mener, at der ikke er anden forskel på de to køn, end den der kan ses på kroppen. Gud Fader har imidlertid ingen krop, så den gudbilledlighed, der åbenbares i de to køn, kan ikke have at gøre med de fysiske forskelle, men må handle om maskulinitet og femininitet som åndelige kvaliteter.
Desuden må gudbilledligheden omhandle noget, der adskiller mennesket fra dyrene, hvad de fysiske forskelle på mand og kvinde jo ikke gør.

Vigtig sproglig detalje
Hvad er så åndelig maskulinitet og femininitet? Jeg tror, at nøglen ligger i de hebraiske ord, der bruges i skabelsesberetningen. Det er nemlig værd at bemærke, at 1 Mos 1,27 ikke bruger de gængse ord for ”mand” og ”kvinde” (nemlig ish og ishah), men derimod ordene zakar og neqebah(1).

Ordet neqebah (”hunkøn”) betyder egentlig ”gennemboret”, eller i bredere forstand: noget der er blevet åbnet, så man kan komme ind i. Og ordet zakar (”hankøn”) betyder ”at huske” eller ”at påminde om”, men mange forskere mener at dets grundbetydning er noget med at ”gennembore” eller at ”efterlade et mærke”. Disse ord giver associationer til de to kønsroller i seksualakten – men det er vel også kun naturligt, hvis det mest intime fysiske udtryk for foreningen af det mandlige og det kvindelige rummer et billede på, hvad de to køn åndeligt set er udtryk for? I hvert fald er det nærliggende at antage, at den side af Guds væsen, som i særlig grad kommer til udtryk i det feminine, er hans inviterende kærlighed som med længsel venter på, at vi mennesker skal komme til ham og få liv, mens det maskuline åbenbarer Guds handlende kærlighed, som griber ind for at frelse og genoprette.

Jesus: Den mest maskuline og den mest feminine mand
Maskulinitet og femininitet er altså ikke modsætninger, men kan supplere hinanden, også hos det enkelte menneske. Det ser vi tydeligt i Det Nye Testamente, hvor Jesus på én gang viste sig som den mest maskuline mand nogensinde (idet han gik helt ind i Dødsriget for at redde os mennesker fra døden) og den mest feminine mand nogensinde (idet han bogstaveligt talt lod sig gennembore og tog imod sine lidelser). Omvendt var farisæerne både umaskuline (fordi de fejt undlod at gøre Guds vilje) og ufeminine (fordi de ikke tog imod Jesus).

Maskulinitet og femininitet er altså ikke modsætninger, men kan supplere hinanden, også hos det enkelte menneske.

Frie til at leve som dem, vi er
Når det giver mening at kalde de to slags positive kvaliteter for henholdsvis ”maskuline” og ”feminine”, selvom begge findes hos både mænd og kvinder, hænger det sammen med, at en mand som regel har sin kerneidentitet i det maskuline og rummer det feminine, mens det er omvendt hos en kvinde, som psykologen og filosoffen C.G. Jung har påpeget det i sin teori om arketyper(2). Som kristne kan vi tilføje, at hvis vores køn er en skabelsesgave fra Gud, så er vi frie til at leve som dem, vi er, uden at behøve at ”leve op til” samfundets stereotyper om hvordan vores køn bør udfolde sig.

--

1) ”Fully Alive” af Dr. Larry Crabb
2) ”The Invisible Partners” af John Sanford


Kategori: Køn
Tags: Kønsidentitet
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger