Skammens skjulesteder

Af Interview ved Martin Skipper, 10. september 2017
 
Illustration
Karen Margrethe Kirk er uddannet lærer. Har en professionsbachelor i psykologi og har taget en pastoralklinisk uddannelse i sjælesorg fra Modum Bad i samarbejde med Menighedsfakultetet i Norge. Hun underviser i emnet skam i forskellige sammenhænge. Har også samtaler med mennesker, hvor det også ofte kommer til at handle om skam.

Karen Margrethe Kirk har arbejdet med skam de seneste 10 år. Hun læser i øjeblikket på Københavns Universitet og er ved at afslutte en Master i sjælesorg med fokus på skam. Vi har spurgt hende om en introduktion til Skamkompasset, som giver en oversigt over de forskellige reaktioner, man kan have på skam.


- Når man føler skam, ser man sig selv ud fra andres øjne. Det man forestiller sig de andres billede af en er, det bliver ens eget selvbillede, indleder Karen Margrethe Kirk.

- Skammen kan opleves nådesløs og kaldes af psykiater Finn Skårderud for ”blikkets sygdom”.
Den norske forsker og teolog Berit Okkenhaug, som bl.a. har skrevet bogen ”Når jeg skjuler mitt ansikt”, beskriver det her med ansigtet og det gode blik. Skammen handler netop om, at man slår blikket ned, at man skjuler sit ansigt.
- For at kunne være i denne ulidelige følelse af rædsel for at dumme sig, for at blive udstødt og for at blive afvist, så udvikler vi nogle strategier – nogle skjulesteder. Det er her ”Skamkompasset” (figur 1) kommer ind i billedet. Her får vi en oversigt over forskellige reaktioner, man kan have på skammen.

Tilbagetrækning
Tilbagetrækning (se figur 1) er ofte en kortvarig, forbigående reaktion, hvor vi trækker os.
Det kan både være fysisk, vi trækker os, og vi kan også psykisk trække os tilbage, for at forsvare os. Hvis man fx er usikker i en sammenhæng, går man langs væggen, for at undgå at blive set.
Man kan også gøre det modsatte, nemlig at prøve at konversere sig ud af situationen. Begge dele kan knytte sig til en frygt, som gør, at vi trækker os. Tilbagetrækning kan sagtens være en sund reaktion. Den kan gøre, at vi beskytter os, i en situation hvor vi ellers kunne blive udstillet. Problemet er, hvis tilbagetrækning bliver en tilstand, vi lever i. Så bliver den hæmmende, fortæller Karen Margrethe.

Kroppen reagerer
- Ofte, når vi har en tilbagetrækningsreaktion, så reagerer vores krop på skamfølelsen.
Når vi kommer hjem fra en sammenhæng, hvor vi måske var lidt utrygge, kan vi være ufattelig trætte og udmattede. Den fysiske reaktion er ikke synkron med vores ydelse, men det kan skyldes, at kroppen har brugt meget energi på at skjule skamfølelsen.
- Ofte omtaler vi skammen som noget negativt, og megen skam ødelægger os indefra og medfører følelsen af værdiløshed og selvforagt. Men ikke al skam er negativ. Jeg mener, at der er noget skam, man kan kalde for sund skam.
Den sunde skam hjælper os med at regulerer vores adfærd, så vi kan beskytte os. Men hvis vi ikke er bevidste om det, kan skammen gøre noget ved os, som vi ikke har styr på, og det kan blive meget invaliderende eller slidsomt.

Vejen ud af skammens skygger er meget længere end ud af skyldens.

Undgåelse
Så er der det, man kan kalde for undgåelses-strategien. Det er en langvarig måde at forholde sig til sin skam-problematik på. Her kan man opleve, at det er mere vigtigt ikke at miste ansigt, frem for at være sandfærdig. Man kan opleve at miste sig selv i et forsøg på at skjule sig. Man tør ikke at forsøge at prøve noget nyt, fordi man er bange for at mislykkes.
Undgåelses-strategien kan virkelig skabe en distance, hvor man bygger høje mure om en selv, og bliver meget isoleret. Selvom man længes efter fællesskab og sociale sammenhænge, så trækker man sig fra det.
Hvis man skjuler ”familiehemmeligheder”, forsøger man at undgå situationer, hvor man kan risikere at blive spurgt til det. Det kender vi også fra folk med psykiske lidelser eller afhængighedsproblematikker. Man undgår skam-følelsen fx ved ikke at invitere nogle hjem.
Vejen ud af skammens skygger er meget længere end ud af skyldens.

Når man tyr til disse strategier, er der ofte lang vej til at se på, hvad denne adfærd skyldes. Man får ikke spurgt sig selv: Hvad er det egentlig, jeg beskytter mig fra, når jeg i virkeligheden længes så meget efter fællesskabet?

Selvanklagen
Den tredje del af Skamkompasset er selvanklagen.
En vis form for selvkritik kan være god nok, men når selvkritikken bliver ødelæggende, er det fordi man hele tiden retter kritikken på sig selv. Man magter ikke at se på situationen, og hvad det egentlig handler om. I stedet vender man det hele over på en selv. Man tager det som et bevis på, at jeg er et dårligt menneske, - at jeg er forkert.
Den norske professor i psykiatri Finn Skårderud siger: Skamfølelsen handler om forestillingen om, hvad andre tænker om os. Her bliver selvanklagen ofte en strategi, for at skjule sig: ”Jeg er sikker på, de andre synes, at jeg…” Og så bliver de tanker til mit billede af mig selv. Alt det gode, de andre siger om en, går ind af det ene øre og ud af det andet. Det eneste, der sætter sig i krop og sind, er det, som kunne være anderledes ved en.
- Beskrivelsen af selvanklagen fra Donald Nathansons skamkompas spiller perfekt op af perfektionisme-kravene, som vi oplever i vores kultur i dag.
Dem er der jo ingen, der kan leve op til. Her er det igen skammens stemme, der dukker op: Jeg er ikke god nok osv.

Skamfølelsen handler om forestillingen om, hvad andre tænker om os. Her bliver selvanklagen ofte en strategi, for at skjule sig.

Angreb mod andre
I stedet for at angribe sig selv, kan man også vælge den strategi at angribe andre. Så bliver man meget optaget af at være fejlfinder overfor andre. Der skal findes en syndebuk. Ens egen selvforagt vendes udad og bliver til angreb på andre.
Man prøver at finde de andres fejl, fordi man ikke kan magte at se på, hvad man selv er ansvarlig for. Det opleves altoverskyggende, når fokus er på mig. Man lukker i stedet af og kan blive meget vurderende og have en nedladende holdning overfor andre.
Når man overvældes af afmagt og tænker: ”Jeg kan ikke holde mig selv ud. Jeg hader mig selv”, så kan det give sig udslag i vold.

Er man fyldt af selvforagt indeni. Og man ikke kan holde sig selv ud og føler sig værdiløs og uelsket, så vil det opleves som om, det giver større balance, hvis det man føler på indersiden, også er det, man mærker på ydersiden. I det tilfælde bliver selvforagten og selvdestruktionen virkelig udtalt, og volden overfor andre bliver den ekstreme variant.

Se skammen i øjnene
Budskabet fra Skamkompasset er for mig at se, at vi først og fremmest bliver nødt til at erkende skammen og se den i øjnene, før vi har mulighed for at gøre noget ved den.
Når man så har erkendt skammen, må man se på de strategier, man bruger, og derefter må man finde sin vej videre.
Vi har brug for hjælp til at opgive usunde forsvarsstrategier og til gengæld blive fortrolige med egne grænser og sårbarhed.


Til videre læsning

Berit Okkenhaug: ”Når jeg skjuler mitt ansikt”, Verbum, 2008 (norsk)
Artikel af Claus Holm, DPU, 2014: ”Der rødmes skam meget i skandinavernes enerum” – interview med Finn Skårderud
Finn Skårderud: Skam. Perspektiver på skam, ære og skamløshed i det moderne. Bergen, 2001
Donald Nathanson: ”Shame and Pride”, New York, 1992
Robert Albers: Shame. A Faith Perspective. The Haworth Pastoral Press, 1995


Kategori: Skam
Tags: Forskning, Skam, Tilgivelse,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger