Selvtilgivelse

Af Aida Hougaard Andersen, aut. psykolog, 1. marts 2011
 
Illustration

Vi kender det - desværre. Vi har gjort noget, som i egne og andres øjne er forkert. Såret et andet menneske.
Ødelagt noget for én, vi holder af. Vi rammes af skyld, skam, skuffelse over os selv, måske følelsen af ikke at slå til og af mismod. I den proces må vi gå i dialog med den, vi har gjort ondt. Vi har taget noget fra den anden og skylder nu. Vi har en gæld. Vi kan ikke gøre det gjorte ugjort, vi kan ikke betale tilbage. Derfor må vi i stedet med ydmyghed sige "undskyld".

Tilgivelse

I hverdagen siger vore nærmeste ofte "Jeg tilgiver dig, det er i orden". Det betyder, at den anden tager ansvaret for de reaktioner og følelser, det forkerte medførte. Den skyld, som var imellem os, bliver slettet.
Den anden kan stadig være følelsesmæssigt påvirket, men tager selv ansvar for følelsen og eftergiver gælden.
Det, vi skyldte, det, der var imellem os, er slettet. Ikke fordi det er glemt, men fordi vi aktivt har handlet og taget ansvar, det vil sige sagt undskyld og tilgivet.
Ved de sårende ord eller den forkerte handling kom der et brud i relationen. I tilgivelsen søges dette brud helet.
Den anden ønsker at genoprette relationen til os uden, at det sårende skal have betydning imellem os længere.
Det kan være svært. Ikke desto mindre kan vi ikke leve uden. Ellers risikerer vi, at bitterhed og nag æder os og vore relationer op.

Lettelsen udebliver

Når tilgivelsen er givet og relationen søgt genoprettet, vil vi ofte mærke lettelse, glæde, taknemmelighed og nyt mod. Men nogle gange sker dette ikke. Nogle gange ser vi, at den, der bad om tilgivelse, fik det og alligevel ikke kunne rette hovedet og se fremad. En af grundene hertil kan være, at vedkommende ikke har tilgivet sig selv. Det betyder, at man fastholder sig selv i at være den skyldige.

Gæld til sig selv

Hvis jeg har gjort noget, der strider imod min overbevisning om, hvad der er sundt og godt, så har jeg forbrudt mig mod noget i mig selv. Jeg har overskredet min egen grænse. Jeg har ikke været tro mod mig selv og mod de aftaler, jeg har med mig selv.
Jeg har ikke kunnet regne med mig selv. Det kan medføre skuffelse, fortvivlelse, mismod, skyld og skam.
Derfor er der ikke blot behov for, at den anden tilgiver mig, men i lige så høj grad brug for, at jeg tilgiver mig selv. At jeg eftergiver den gæld, jeg har i forhold til mine egne normer og værdier. Hvis jeg ikke tilgiver mig selv, står jeg i gæld og skal betale af, det vil sige, jeg kommer til at gå og straffe mig selv.
I jantelovens Danmark kan vi godt have en fornemmelse af, at det er passende, at man opfører sig med en vis ydmyghed i en rum tid, hvis man har "klokket i det". Og det kan der være meget rigtigt i. Når man er skyldig, må man bære ansvaret og konsekvenserne heraf.
Der er en gruppe mennesker, som ikke mærker deres egen skyld og ansvar, og hvor deres tilsyneladende "frie liv" efter en forkert handling ikke handler om, at de har tilgivet sig selv, men om, at de i første omgang ikke kan erkende deres egen skyld. Det er en hel anden og vigtig historie - men ikke ærindet her. I den anden ende ligger de, for hvem erkendelsen af skyld bliver til en livslang selvafstraffelse. Det er en usund måde at leve på og kan medføre yderligere skade både på sig selv og andre.

Selvanklager

Hvis ikke vi er opmærksomme, kan vi altså komme til at holde os selv fast i, at når jeg har gjort det eller det, har jeg ikke fortjent at leve et frit liv. Derfor må jeg som straf nu leve ufrit, være skyldig, ikke anerkende mig selv eller give mig selv lov til nye gode oplevelser.
Og det er på sin vis rigtigt! Skal jeg have som fortjent, må jeg afstraffe mig selv, måske resten af livet. Det vil betyde, at jeg bliver bundet i skyld og skam. Det vil blive til en ond cirkel, hvor jeg bekræfter mig selv i, at jeg er et dårligt menneske, hvilket stjæler modet til at tage imod gode oplevelser og anerkendelse og dermed fastholder mig i en negativ spiral. Hvis jeg ikke tør løfte hovedet og se andre i øjnene, ser jeg heller ikke deres anerkendelse. Hvis jeg ikke må åbne mig for glæden, fastholdes jeg i det depressive. Dette leder ind i ensomhed, lukkethed og for nogle en problemadfærd som misbrug af alkohol eller stoffer.

Selvtilgivelse

Så hvis ikke vi vil ødelægge mere, end vi har gjort i forvejen, skal vi ikke have som fortjent, men som ufortjent: nemlig tilgivelsen. Det er et valg, at gå ind i tilgivelsens proces. For nogle er det en kortere proces - for andre en længere, og hvor der kan være brug støtte til at fastholde sig selv i et sundt mønster.
Det er afgørende, at vi er opmærksomme på, at vi også må tilgive os selv, når vi har gjort noget forkert. For at kunne leve, for ikke at komme ind i et usundt mønster, der hverken gavner os selv eller nogen andre, har vi brug for "tilgivelse". Vi har brug for at eftergive skyld. Vi har brug for at eftergive det, vi skylder os selv. Vi har brug for at kunne se på os selv med barmhjertige, tilgivende øjne. Ikke fordi vi har
glemt det, men fordi vi aktivt har handlet og taget ansvar: sagt undskyld og tilgivet.


Kategori: Skyld og tilgivelse
Tags: Tilgivelse
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger