Godt naboskab hjælper mønsterbrydere

Af Niels Sørensen, journalist og medlem af Agapes bladudvalg, 16. oktober 2013
 
Illustration
Foto: Hermann Krøis // Lisbeth Zornig Andersen er cand. polit, tidl. formand for Børnerådet, forfatter og stifter af 'Huset Zornig'. Hun er kendt fra DR-dokumentaren "En barndom i helvede" og bogen "Zornig - Vrede er mit mellemnavn".

Lisbeth Zornig Andersen voksede op i en dysfunktionel familie, men brød mønsteret ved hjælp af voksne, der bekymrede sig for hende. Nu opfordrer hun til mere nabohjælp - og husbesøg fra præsten.


Lisbeth Zornig Andersen er kendt som mønsterbryderen. Hun voksede op i en dysfunktionel familie, der var præget af afstumpethed, vold og misbrug, men hun brød ud, tog en uddannelse og skabte sig en karriere.
- Men uden hjælp fra venlige voksne var det ikke lykkedes, siger hun og understreger vigtigheden af voksne, der har et åbent øje for, hvordan andres børn trives.
- Man behøver ikke at være professionel i forhold til omsorgssvigt for at hjælpe. De vigtige voksne er dem, der er tæt på børnene som for eksempel lærere, pædagoger, fodboldtrænere og naboer, understreger hun.

Venlige voksne

Som 10-årig var Lisbeth alene med sin mor og måtte klare sig selv. Hun havde lært udadtil at sætte en smilende facade op, kunne lide at gå i skole og klarede sig fagligt godt. Måske netop derfor var der ingen myndigheder, der greb ind, selv om de blev gjort opmærksom på symptomerne på misrøgt.
- Heldigvis var der i tidens løb forskellige voksne med hjertet på rette sted, der hjalp mig. Ellers havde jeg nok befundet mig i Nakskov på en barstol uden uddannelse eller job ligesom mine brødre, siger hun og nævner nogle af de voksne, der hjalp hende med at bryde mønsteret.
- Som niårig kom jeg en dag stortudende ud fra værtshuset med min mor og mødte min gymnastiklærerinde, Grethe. Jeg bad hende om at tage mig med, og da hun tøvede, sagde min mor, at hun 'godt måtte tage møgungen med hjem'. Der boede jeg så et halvt år, og Grethe har gjort en kæmpe forskel, fordi jeg oplevede, hvordan en normal familie fungerer, fortæller Lisbeth.
Opholdet sluttede med, at hun blev tvangshentet tilbage til moren, der havde brug for sit børnetilskud.
Også Lisbeths geografilærer og hans kone tog hånd om hende.
- De var vores naboer, og jeg kom næsten dagligt hos dem i et års tid. Jeg fik kakao og franskbrød efter skoletid og overnattede indimellem, når jeg ikke vidste, hvor min mor var. Her var rent, faste spisetider, og man så tv-avis og læste bøger, siger Lisbeth Zornig om de erfaringer af et normalt familieliv, som efterfølgende blev en model for hende.
Senere kom hun til Hylleholt Husholdningsskole, og også her var der voksne, der gjorde en forskel ved at se hende og snakke med hende.

Nabohjælp

Ud fra sine erfaringer opfordrer Lisbeth Zornig i dag til, at vi finder tilbage til den naboomsorg, som var mere almindelig for nogle generationer siden.
- En god nabo kan gøre utrolig meget og rykke et barns skæbne, så vi skal tilbage til at være lidt nysgerrige og blande os i, hvad der foregår inde hos naboen, siger hun med et smil.
Og den daglige interesse skal være der, før der opstår en bekymring.
- Har man lært naboen at kende i gode perioder, så er der større chance for, at de kommer ind og beder om hjælp, hvis det ramler. Og opmærksomheden over for udsatte gælder ikke bare i barndommen, for det er aldrig for sent at vise omsorg for dem, der er præget af opvækst i en dysfunktionel familie, lyder hendes erfaring.
Også præster og kirkelige fællesskaber har efter Lisbeth Zornigs mening en rolle at spille.
- Jeg tror stadig, man lytter lidt mere efter og bliver lidt mere ydmyg, når man taler med en præst, og det kan kirken benytte sig af ved at besøge ensomme og udsatte. De, som ellers ikke tør tale med systemet, tør måske i fortrolighed tale med præsten, vurderer hun.


Gør noget - lidt eller meget

Lisbeth Zornig Andersen vurderer, at børn i dag ofte er i klemme på grund af økonomiske nedskæringer i kommunerne, og fordi samfundet har ændret sig, så man ikke har samme opmærksomhed over for sine naboer som tidligere. Hun understreger, at man som almindelig borger reelt kan gøre en stor forskel i ensomme og udsatte børns liv:

Vær opmærksom
- Læg f.eks. mærke til, om et barn sidder alene på gyngen eller færdes ude på mærkelige tidspunkter. Dybest set handler det om at give opmærksomhed og omsorg, det er det første skridt mod tillid.

Lidt har også ret
- Nogle voksne er tilbageholdende, fordi de tænker: Hvad nu hvis jeg ikke orker det på længere sigt? Men selv om man måske kun hjælper et barn i en kort periode, kommer det ikke dårligt tilbage. Og hjælp kan være alt fra en kop kakao til at tage et barn i pleje.

Alle kan bruges
- Som barn fik jeg hjælp af ganske almindelige, men også ganske forskellige typer mennesker. At hjælpe et barn handler mest om at vise almindelig omsorg, sympati og venlighed. En lille ting kan betyde utroligt meget og sprede glæde.

Tal med naboen - eller kommunen
- Er man bekymret på børnenes vegne, så tal med naboen om, hvad der foregår. Og spørg, om der er noget, du kan hjælpe med. Vi er stadig ikke gode til at handle på det, vi fornemmer. Det kan også være nødvendigt at underrette kommunen - for børnenes skyld.


Kategori: Mønsterbryder
Tags: Familieliv, Mønsterbryder,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger