Hvad vil det sige at være pårørende

Af Egon Madsen, 8. marts 2009
 
Illustration

Hvem er dine pårørende? Jeg husker dette spørgsmål fra dengang, jeg var barn, når andre voksne lige skulle have mig på plads i samfundet. Det mere præcise spørgsmål gik jo på, hvem mine forældre var. Og udtrykket ”pårørende” er meget sig-ende. Hvem andre end mine forældre kunne blive berørt over mine aktivi-teter af mere eller mindre heldig karakter? Hvem ellers kunne blive rørt, når der skete mig noget godt? Og hvem ellers rørte det, når jeg var syg, ked af det eller på anden måde ramt?


Jo, der var jo nok flere, der kærede sig om mig, mine søskende og nogle gode naboer, men ikke med samme dybde. Og efterhånden, som jeg voksede til, blev dette ”pårørende” fænomen gensidigt. Jeg blev rørt og berørt af det, der hændte for mine forældre og mine søskende og andre gode relationer.
Mine nærmeste relationer var og er mine pårørende. Dem, der var i ”nabolaget”, kan man sige. Og den tryghed, der er forbundet med dette, burde alle mennesker opleve. Det er så befriende ”at høre til”.

Mennesker uden pårørende

Jamen oplever alle det dog ikke sådan? Mit svar og min påstand, uden empirisk dokumentation, er: ”Nej, det er ikke en selvfølgelighed at have en pårørende”.
   Et naturligt spørgsmål på hospitalet kan være: ”Har du eventuelt nogen pårørende, som du ønsker, vi skal kontakte?” Alt for mange må sige nej; “Jeg kender ikke nogen, og har ikke kontakt med min familie”.
   Med jævne mellemrum ser vi en annonce i avisen: “Vi efterlyser nogle pårørende til NN, der er afgået ved døden”. Det er skræmmende. Materielt står alt måske vel til, men mange er fattige på relationer!

Når vi vender ryggen til

Det kan efter min opfattelse ikke lade sig gøre at ”ikke-handle”. Vender du ryggen til, går du over på den anden side af fortovet, bliver ramt af bekvem blindhed etc., er du ude i en aktiv handling – et fravalg af at være pårørende. Vælger du at signalere styrke og ”jeg kan selv klare den” attituden, er du ligeledes ude i en aktiv handling. Med dit ”røgslør” fravælger du de pårørende, som du egentlig har meget brug for. Også ydmyghed kan stå i vejen for at få spurgt efter hjælp. Og de pårørende kan ikke gætte, at du har hjælp behov! Du har valgt.
   Kan vi hjælpe hinanden til at skabe et miljø, hvor det bliver lettere, måske endda helt naturligt, at være hinandens pårørende? Det kunne vi måske godt lige tænke lidt over i vores stille sind!

Det offentlige som pårørende

Tidligere var der rigtig mange omsorgsopgaver og velfærdsopgaver, som naturligt lå hos familien, de nærmeste, de pårørende. Ikke alle havde de samme muligheder for at hjælpe, men det danske samfund har via lovgivning udlignet mange af disse forskelle med stort held. Vi lever i Danmark – vi kan måske tage hele Skandinavien med – i et samfund, som jo er helt unik i forhold til socialt sikkerhedsnet.
   Dette velfærdssamfund, som vi må glæde os meget over, har efter min vurdering flyttet grænserne for, hvad de pårørende tager sig af, og hvad samfundet tager sig af. Rollen som pårørende har ændret karakter, og i nogle tilfælde bliver opgaven helt overdraget til det offentlige. Og det er ikke til stort held. Vi har brug for nogle, der kærer sig om os.

Når definitioner er nødvendige

At være pårørende er et værdiladet ord, der kan defineres vidt forskelligt afhængig af den kontekst, ordet bruges ind i. Der er stor forskel på, hvorledes man anskuer begrebet ”pårørende”.
   Når vi bevæger os ind på det mere objektive plan, bliver det hele mere bekvemt. Der skal defineres, hvorledes man bør og skal reagere og handle som pårørende, både når man har brug for hjælp og omsorg, og når man bør yde hjælp og omsorg. Beskrivelser af den karakter findes på mange plejehjem, sygehuse, fængsler og andre institutioner.
Jeg vil ikke reflektere over dette tema, men meget gerne understrege, at det er en vigtig disciplin at få beskrevet nogle rammer, dels for at gøre det lettere for den, der har brug for hjælp og dels for at beskytte den, der gerne vil hjælpe som de nærmeste. Som pårørende.

Et spørgsmål til os

I den sunde relation behøver vi ikke spørgsmålene: Hvem er pårørende, hvornår er man pårørende, og hvad skal man gøre som pårørende? Svaret ligger implicit i den varme og nære relation, der er etableret over tid.
 Jeg får lyst til at stille et par spørgsmål, både til mig selv og til dig, der læser denne artikel: ”Gad vide, hvem og hvor mange, der ser på mig som pårørende?” ”Er jeg ”kun” en eventuel pårørende, som mine nærmeste kan være usikker på i nødens stund?

Medmenneske eller næste

Hvis disse overvejelser holder, kan jeg få lyst til afslutningsvis at fable lidt over begreberne pårørende, næsten og medmenneskelighed. For måske er der større forskel på almen medmenneskelighed og kristelig næstekærlighed end vi umiddelbar forestiller os:
   Jeg har ladet mig inspirere af Viggo Lissner, og citerer fra hans bog ”Tag jer af hverandre”: “Den humane omsorg bruger ordet medmenneske, og det er et godt ord, der siger, at vi alle sammen er mennesker og kommer hinanden ved; men vi som kristne bruger også og hellere ordet næste, der kommer af nærmeste, et gammelt ord, der betyder at bo nær. Nu kan man jo udmærket være næste uden at bo nær. Den barmhjertige samaritan boede ikke nær ved den, han hjalp. Det er altså ikke en meternærhed, men en bevidsthedsnærhed, der betyder noget.”
   Lissners definition på at være næste er meget tæt på det at være pårørende.

Samaritaneren som pårørende

I beretningen om den barmhjertige samaritan kan jeg godt forstille mig, at alle tre forbipasserende havde en stor grad af medmenneskelighed, men de oplevede ikke alle, at det var dem, der have den opgave, den rolle, at hjælpe i den aktuelle situation. Kender du den overvejelse?
   Jeg tror, at drivkraften for samaritaneren var, at han så på manden som en af sine nærmeste. Han blev rørt og måtte handle. Han blev en slags pårørende i situa-
tionen. Han fik medynk. Han så det ikke kun som en opgave, som en rolle, men som en nødvendig handling, præcis som han ville have handlet over for en af sine nærmeste – en hjertesag.

Jesu sindelag

Dette sindelag kan ikke professiona-liseres, men det kan erhverves ganske gratis ved at tage farve fra Jesus, og kan også bruges professionelt – naturligvis!
   Jesu bliver rørt og berørt, når han ser dig og mig. Han har et sindelag, der tager sig af enhver, der kommer i nød. Jesus ser på dig og på mig som sine pårørende. Alt mit er dit, siger han. Og din smerte er også min smerte. Vi får det for intet og kan give det videre for intet.
   Dette sindelag er gode træk for en pårørende. Beting-elsesløs kærlighed oplever vi kun fra Gud til os. Men den kærlighed, vi modtager ubetinget, befaler Jesus os at give videre til vor næste, den næste, den nærmeste – og dermed også vores pårørende.
   At  være en pårørende er en hjertesag, et sindelag og et bevidstheds-nærvær, hvor en hændelse ikke blot rejser behovet for, at noget skal gøres, men at noget må gøres på en nær og kærlig måde.

Vigtigheden af egenomsorg

Historierne er mange omkring, at den pårørende ikke får sat værn op omkring sin egen formåen og slides op på grund af manglende egenomsorg. Det sker specielt blandt ægtefæller, hvor den raske part ofte har uendelig meget brug for ”at klare sig, både for ægtefællen og for ægteskabets skyld”.
   Det er fattigt, ikke at have noget at miste. Men af hensyn til vores egen omsorg er det vigtigt at skelne mellem medmenneskelighed og at være pårørende. Der er grænser for, hvad vi kan holde til at miste.


Kategori: Pårørende
Tags: Pårørende
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger