Gud som pårørende

Af Aida Hougaard Andersen, 17. marts 2009
 
Illustration

Kan man egentlig sige, at Gud er vores pårørende? Måske står det ikke lige med det ordvalg i Bibelen, men at være pårørende er ifølge nudansk ordbog at være en del af den nærmeste familie, og som sådan definerer Gud sig i høj grad. Fx kalder han alle døbte sine børn, og Jesus bliver flere steder omtalt som vores bror. Så lad os se lidt nærmere på, hvordan Gud er, kan og gerne vil være vores pårørende.


Generelt i menneskelivet er det sådan, at det vi oplever, ikke altid stemmer 100?% overens med virkeligheden. Fx kan jeg opleve, tiden går hurtigere nogle gange end andre. Nogle gange kan vi opleve, Gud er fjern, eller at han ikke hører os (se fx i Salmernes bog i Bibelen). Virkeligheden er, at Gud altid ser os og vil os. At udfolde "Gud ser dig midt i din lidelse" kan virke direkte provokerende, hvis man står midt i det svære og ikke mærker Guds nærvær. Heldigvis er virkeligheden også, at Gud ikke er afhængig af, hvad vi oplever og mærker. Derfor må vi stadig have lov at bede om at få lov at mærke det, vi kan læse i Bibelen: at Gud er os nær.
   Gud skabte os til at leve i relation til ham (og hinanden), og som døbte står vi i en meget nær relation til Gud. Så nær, at vores forhold sammenlignes både med relationen mellem forældre og barn og mellem brud og brudgom.
   Relationen til Gud er ikke betinget af, hvordan det går, det er en relation "i medgang og modgang", og hvor døden ikke skiller os ad!

Relationen til Gud inden smerten

Generelt ved relationer vil den karakter relationen har, inden man møder smerten eller sorgen, ofte have betydning for, hvilken rolle personen kommer til at spille for en. Ikke altid. Vi ser også, at mennesker finder nye fællesskaber netop på baggrund af lidelsen. Mennesker, man ikke havde så meget at gøre med, viser sig pludselig som dem, der kan bære og være til stede.
   Set fra den menneskelige side kan vi sige lidt det samme om relationen til Gud. Min påstand er, at vores relation til Gud, inden vi møder lidelsen, kan have betydning for, hvordan relationen til Gud kan opleves i lidelsen. Er jeg vant til at søge Gud, vil han også på en eller anden måde blive en, jeg forholder mig til i lidelsen. Er jeg ikke vant til at søge Gud, kan jeg også i denne relation opleve det, jeg oplever mellem mennesker, at jeg, grundet min egen vrede over situationen, kan tage endnu større afstand også fra perifere bekendtskaber. Eller modsat, at bekendte pludselig i lidelsen får lov at komme tæt på, og relationen udvikler sig midt i det svære. Vi kender altså fra det menneskelige liv, hvordan relationer bliver påvirket af lidelsesoplevelser og modsat, at oplevelsen af lidelsen påvirkes af, hvordan vore omgivelser reagerer på vores smerte.

Gud er ikke begrænset!

Meget af dette kan vi også opleve i vores relation til Gud. Men det, der er fundamentalt anderledes her, er, at Gud er Gud og ikke menneske! Som mennesker er vi begrænsede og må tage hensyn til det. Gud er ikke begrænset. Det betyder bl.a.: Han bliver ikke træt. Han bliver ikke fyldt eller har svært ved at rumme vores mange og til tider blandede følelser. Han har altid tid. Gud kan rumme både den pårørende og den, der står i det svære. Han er vågen og tilgængelig - også om natten!

Han kender vore behov, følelser og tanker, bedre end vi selv gør, og derfor misforstår han os ikke, når vi taler sammen! Han er hos os - altid! Gud kender selv i den grad til lidelsen. Da Jesus gik her på jorden, mærkede han angsten, så hans sved blev som blod. Han græd af sorg, oplevede fysisk smerte og værst af alt: Han blev gjort til den største synder og forladt af Gud! Gud kender til de smerter, vi på forskellig vis oplever i menneskelivet.

En dag slutter smerten

Som pårørende er der nok mange, der kan genkende lysten til i det mindste at fjerne noget af lidelsen fra den, der kæmper. Gud kan som den eneste pårørende række den lidende en trøst, der holder og som dybest set, kan være det eneste, der virkelig trøster: Han har set din smerte, han ved, hvor frygteligt det er, og han har satset livet på at kunne ændre det for dig. Og han vandt! Han vandt over døden, smerten og lidelsen. Det betyder, at i stedet for evig smerte, kulde, angst og død, så har vi mulighed for en evighed i lykke, varme, glæde og liv. Når du tror på Jesus, kan han få lov at slutte din lidelse en dag. Måske kommer du ud af den lidelse, du lige nu står i, men livet her på jorden vil altid være præget af en eller anden form for smerte eller afsavn. En dag er lidelsen slut. Det er fantastisk. En dag bliver glæden og festen vores hverdag. En pårørende, der ser mig og min situation i så høj grad, at han rækker mig noget så gennemgribende helende, er enestående!
   Gud er ikke kun den pårørende, der står ved siden af os, han er Gud Helligånd. Derfor kan han bo i os. Det er en unik måde at dele smerten på, at han selv er til stede i os! Og samtidig en unik mulighed for Gud til at lede os til ham.

Gud er ikke et middel

Når vi taler lidelse og pårørende, bliver det ofte med et vist fokus på, hvordan den pårørende kan hjælpe den lidende, underforstået hvordan den pårørende lader sig bruge og bliver brugt som et middel mod smerten. Og det er der meget naturligt i. MEN hvis den pårørende kun bliver brugt som et middel, og ikke er en person, der i sig selv har værdi og betydning for den lidende, så bliver der noget afstumpet over det, relationen bliver instrumentel og uden kærlighed!
   Sådan også med relationen til Gud. Fordi Gud er den almægtige, fordi vi ved, han kan gøre undere, kan vi ofte komme til at søge Gud som et middel til at få det lidt bedre her og nu. Fordi Gud har skabt os og altså ved, hvordan et menneske hænger sammen og trives bedst, ved han også, at det ikke er det, der gør os lykkelige ("salige"). Det, der gør os lykkelige, er kærligheden - ikke raskheden! Kærligheden er Gud selv. Gud selv er kærlighedens inderste væsen og ophav. Gud ved, at det, vi dybest set har allermest brug for, er at stå i relation til kærligheden selv. At se ham, blive fyldt af ham, leve for ham, elske ham. Gud ønsker, at vi skal se ham og vores relation som målet - ikke som middel. Han er den fuldkomne pårørende, der kan række os trøsten - både når vi selv lider, og når vi står ved siden af som pårørende.


Kategori: Pårørende
Tags: Pårørende
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger