Tilgivelsesprocesser

Af Elin Andersen, privatpraktiserende psykolog i København, 23. januar 2011
 
Illustration

Tilgivelse kræver, at vi engagerer os helhjertet i projektet. At vi tør være ærlige, se tingene i øjnene og mærke efter, samt at vi tør rumme smerten.
Processen starter med en bevidst beslutning om at ville tilgive. Hertil har vi ofte brug for nogen der kan minde os om tilgivelsens mulighed, samt støtte til at komme igennem den. Men vandringen belønner sig: Angst og depression mindskes, håb og selvværd styrkes, ligesom første skridt til en mulig forsoning hermed er taget.


Ægte tilgivelse indebærer, at den der har været udsat for en forseelse, har erkendt den vrede og smerte, som forseelsen har forvoldt, og på trods af det vælger at komme den anden i møde. Selvrespekt og respekt for andre vil motivere os til at vælge tilgivelsens vej.
Oftest er det dog en længere proces, som vi vil se nærmere på i næste afsnit. Og en proces, der som regel ikke starter, før vi bevidst beslutter os for det. Instinktivt er tilgivelse ikke vores første valg af respons.

Forsoning og tilgivelse forveksles let. Men der er tale om to forskellige processer, om end de ligger i forlængelse af hinanden, idet tilgivelsen åbner muligheden for forsoning. Tilgivelse kræver blot én person: At den, der har været udsat for en forseelse, vælger af egen frie vilje at afstå fra retten til at hævne sig og forblive vred overfor den, der har forbrudt sig. At blive forligt/forsonet med modparten kræver derimod en indsats fra begge parter: En udvist anger og ændret adfærd fra den, der har forbrudt sig, og en imødekommenhed og udvist god vilje fra den forurettede.

Pseudotilgivelse

Filosoffen Friedrich Nietzsche mente, at tilgivelse var for svage sjæle. Andre er derimod af den holdning, at det kræver både styrke, mod og modenhed. Årsagen til denne forskel kan tænkes at ligge i, hvordan vi definerer tilgivelse – om der er tale om en helhjertet tilgivelse eller en pseudotilgivelse.
En pseudotilgivelse kunne beskrives som det at undskylde den andens forseelse, vælge at overse den, selv at påtage sig skylden for den, bortforklare den, glemme eller benægte den, eller at ”tilgive” den og så alligevel fortsat udvise en nedladende attitude overfor modparten i retning af selv at være en ”moralskovermand” eller fortsat blive ved med at minde ham/hende om forseelsen. Bevæggrundene til disse reaktioner er som oftest frygt, benægtelse, diverse psykiske forsvar eller et lavt selvværd, der bevirker
at erkendelsen af situationen udebliver eller bliver mangelfuld og fordrejet.

Hvordan hele sårede følelser?

Som nævnt ovenfor er tilgivelse ofte en længere proces, hvor det kan tage år at hele sårene og nå frem til at kunne tilgive oprigtigt. Og det er forudsat, at
den forurettede vel at mærke beslutter sig for det og arbejder på sagen.
Har vi været igennem tilgivelsesprocessen én gang, bliver det lettere anden gang. Efter sigende er den sydafrikanske Babema-stamme blevet rigtig gode til
det med at tilgive. Straks, når én i deres samfund har begået en overtrædelse, samles hele landsbyen, børn som voksne, i en rundkreds om overtræderen. Alle fortæller nu på skift alt det, de oprigtigt kan huske, personen har gjort af gode ting gennem sit liv. Kritik af gerningsmanden eller misgerningen er ikke tilladt på nogen måde.
Asocial eller kriminel adfærd forekommer sjældent i deres samfund. Og den udviste godhed mod overtræderen formodes at være den faktor, der fremmer en bedret adfærd hos den skyldige og genforener parterne.

En sådan indlevelse i dem, der forbryder sig mod os, kræver både selverkendelse og ærlighed. Enhver relation vil før eller siden fordre, at noget skal tilgives.
Tilgivelse er, sat på spidsen, et uomgængeligt vilkår for det sociale fællesskab. Og som psykologen Erich Fromm udtrykker det: Man må først kunne vise sig selv opmærksomhed, før man bliver i stand til at vise andre opmærksomhed; at have det godt med sig selv er en nødvendig forudsætning for at kunne træde til i forhold til andre.

Nu tilbage til tilgivelsesprocessen. For at vi kan hengive os helhjertet til den, må vi turde lade os konfrontere med en række svære følelser. En gruppe forskere er nået frem til hele tyve temaer, vi må forholde os til, hvis processen skal lykkes. Ikke nødvendigvis i en bestemt kronologisk rækkefølge. Der er tale om individuelle vandringer, unikke forløb, hvor nogen måske vil fluktuere mellem temaerne en tid, før de ”når frem”. Temaerne inddeles i fire overordnede faser:
Afdækningsfasen, beslutningsfasen, arbejdsfasen og uddybningsfasen. Her en kort guide igennem processen.
I afdækningsfasen er første skridt at identificere det psykiske forsvar, vi kan have mod vores følelser, andet skridt er konfrontation med vreden med henblik på at forløse den, - ikke at dyrke eller ophobe den. Herefter må vi erkende skammen, hvis det er relevant. Være bevidste om energien, vi har brugt på smerten og på helingsprocessen samt blive bevidste om vores mentale kredsen om det hændte. Erkende en mulig og usund identifikation med ”overgrebsmanden” og nå til en erkendelse af en mulig varig og markant skade eller et alvorligt tab forvoldt af hændelsen samt til en mulig ændret forståelse af verden som værende ”retfærdig”.

Næste fase er beslutningsfasen, der starter med en erkendelse af, at gamle løsningsmodeller ikke formår at lindre den aktuelle smerte, en villighed til at overveje tilgivelse som et alternativ, og til sidst en beslutning om at forpligtige sig til at tilgive modparten. Det leder os til arbejdsfasen, hvor vi forsøger at sætte os i modpartens sted og at forstå, hvem den person er, og hvor han/hun kommer fra. Her prøver vi at udvikle empati og medfølelse for modparten, samt at nå til en accept af smerten og at arbejde på at absorbere den.
Dette for at give modparten en moralsk gave i form af tilgivelse.

Slutteligt befinder vi os i uddybningsfasen. Her forsøger vi at finde mening for os selv og andre i smerten og i tilgivelsesprocessen. Vi erkender, at vi selv tidligere har behøvet andres tilgivelse, og vi indser, at vi ikke er alene. Vi er en del af universet og får muligvis selv støtte fra andre. Vi ser, at vi måske har fået en ny kurs i livet grundet det hændte. Vi bliver bevidste om, at de negative følelser nu er mindsket, og at positive følelser måske er styrket, og hvis dette også sker overfor modparten, vil en følelsesmæssig lettelse også ses.

Forskningen har vist, der er en statistisk signifikant øget grad af både håb og selvværd samt en tydelig mindsket grad af angst og depression, når en helhjertet tilgivelse har fundet sted. Det vil sige, der er en mærkbar forskel, når vi er igennem processen med at tilgive os selv eller andre. For øvrigt ses både tilgivelse og dets gode effekter som oftest også efter endt terapiforløb, generelt set.
Omvendt er det skadeligt for os at huse ubearbejdet vrede og mangle empati, som det forekommer ved mangel på tilgivelse og ved pseudotilgivelse. Prisen herfor er fortsat følelsesmæssig forværring, ødelagte relationer og forskellige fysiske gener.

Skal man tilgive alt?

Nogle forseelser synes med det menneskelige øje vanskeligt at tilgive, men vi ved fra historien, at det er muligt at tilgive selv svære forbrydelser – om end over tid. Man kunne omvendt spørge: Hvorfor ikke forsøge at tilgive alt? ..starte processen? Om ikke andet så for vores egen skyld. Vi får det væsentligt bedre rent følelsesmæssigt og fysisk, og første skridt er taget til en mulig forsoning. Eller i det mindste bliver det til kickstarter for en ændring til det bedre i relationen og for modparten.

Men hvorvidt vi kan og vil tilgive afhænger af flere ting, som for eksempel hvor vi er i livet, samt hvor stor skade overgrebet eller tabet har været. En ting er sikkert, vi kan ikke tvinge andres tilgivelse frem, forvente eller forlange den. Tilgivelse er til tider hårdt arbejde, der kræver tid, kræfter og vedholdende vilje.
Ofte kan vi have brug for nogen, der minder os om tilgivelsens mulighed samt nogen, der kan støtte os i processen, for at vi kan få startet tilgivelsesprocessen og nå hele vejen igennem. Terapi eller nære venner kunne være en sådan støtte.
Vælger vi ikke at tilgive, bliver vi holdt fast i vreden og bitterheden. Første reaktion af vrede kan opleves som styrkende og beskyttende, men vreden kan udvikle sig til en fastlåst og tvangspræget afhængighed. Vreden kan opretholdes, fordi vi ubevidst forbinder den med følelsen af tilfredshed og en længsel om en fantaseret sejr samt egen styrke, mod og uovervindelighed.
Vreden kan også ses som en måde ubevidst at bevare tilknytningen til ”overgrebsmanden” på. Som et alternativ til ensomhed, eller det at forholde sig sin egen blotte eksistens. Man kan sige, at hævngerrighed beskytter os mod både en indre og en ydre fjende. Men den bidrager ikke til nogen løsning. Vreden fastholder os i en offerrolle. Den, der pønser på hævn, holder sine sår åbne, som filosoffen Francis Bacon formulerede det.

Forsoning

Forsoning og genforening er en anden historie. Det kræver endnu mere, så at sige. Vi gør os igen sårbare for den anden og kan risikere at blive såret endnu engang. Sårbarhed og sårethed er uundgåelig i menneskelige relationer. Det, der er afgørende, når vi taler forsoning, er graden af sårbarhed og smerten forvoldt, samt parternes evne til indlevelse i sig selv og den anden. Det sætter rammerne for, om det er muligt, at interaktionen løbende kan ændres fra at være destruktiv til i stedet at være opbyggelig. Og kun i dét miljø, kan tilliden genopbygges og styrkes. Det er altså ikke på forhånd givet, at en forsoning kan komme på tale.

En genforening kræver, at begge tager ansvar for, at situationen ændrer sig, at de mødes i ligeværdighed og som selvstændige mennesker, der taler for ”egen regning”, og at de tør se realistisk på sig selv og hinanden. Kunsten er for den, der tilgiver og indvilliger i forsoning, at adskille gerningsmanden fra dennes adfærd. En forsoning kan tage tid og er en proces, der ikke kan forceres eller tvinges frem. Følelser og adfærd må være i overensstemmelse, for at det kan blive konstruktivt. Der er tale om en fortløbende dialog og kommunikation, der åbner muligheden for, at brudtheden i forholdet kan læges.

Filosoffen Fernando Saverter får det afsluttende ord: Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os. Men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere overfor det, der sker os.


Kategori: Skyld og tilgivelse
Tags: Tilgivelse
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger