Bagagen fra barndommen

Af Bente Hansen, familieterapeut, 27. oktober 2011
 
Illustration
Tilknytningsadfærd er enhver form for adfærd, der bevirker, at en person opnår eller opretholder tæt kontakt med en ganske bestemt person, som opfattes som værende bedre i stand til at klare sig i verden. Det er en karakteristisk adfærd for mennesket hele livet igennem - fra vugge til grav. John Bowlby (1907- 90)

Vi bærer alle noget med os her i livet, dels vores helt egen unikke personlighed, dels vores oplevelser og minder. Men den personlige sandhed om, hvad der er foregået, kan være i stadig udvikling.
Erindringer om, hvordan noget er foregået i barndommen, kan ét sted i voksenlivet synes sandt, og ti år senere kan samme oplevelse huskes på en anden måde. Som mennesker bliver vi aldrig færdige med at udvikle os. Vores oplevelser har været med til at forme os og det billede, vi har af os selv, og de påvirker også den tilgang, vi møder andre med.

Når sikker base mangler

Børne- og familiepsykiateren John Bowlby (1907- 90) er ophavsperson til tilknytningsteorien og begrebet ”En sikker base”. Med dette menes, at forældrene tilvejebringer en sikker base, hvorfra barnet kan gå ud i verden, og hvortil det kan vende tilbage i sikker forvisning om, at det vil blive budt velkomment, når det kommer, og blive trøstet, hvis det er ked af det, beroliget, hvis det er bange samt i det hele taget få følelsesmæssig og fysisk støtte. Hvor der er tillid til, at basen er sikker, er der også mod til at trænge frem og tage chancer.
Det væsentlige i denne forældrerolle består i at være til rådighed, parat til at reagere, når der er brug for opmuntring, og hjælpe, hvis det er nødvendigt.
Ikke alle forældre formår dette. Hvis man som spæd ikke bliver forstået i sin gråd, hvis der bliver reageret trægt og uvilligt på barnets tilknytningsadfærd (se boks), og dets søgen efter nærhed bliver betragtet som en plage, bliver barnet sandsynligvis ængsteligt tilknyttet, det vil sige bange for, at dets omsorgsperson ikke er til stede eller vil hjælpe, når der er brug for det.
Dette kan give sig udslag i en adfærd, hvor barnet er ængsteligt, klæbende, lystrer uvilligt og ikke bekymrer sig om andres problemer. Har barnets omsorgspersoner desuden aktivt afvist det, vil det sandsynligvis udvikle et adfærdsmønster, hvori undvigelse af dem konkurrerer med trangen til nærhed og omsorg. Der kan være tale om både udadrettet og indadrettet vred adfærd.

Det, der sker

Mange familier oplever en meget presset hverdag. Når vi føler os pressede og stressede, sker det nemmere, at vores forstand bliver kørt mere eller mindre ud på et sidespor, og vore grundfølelser i stedet kommer i spil. Er den ene forældre på aftenarbejde og den anden alene om putningen af børnene, kan der hurtigt opstå situationer, hvor man som forælder kan komme til at opføre sig uhensigtsmæssigt og sårende overfor et af børnene. Barnet, der føler sig trådt på, kan så reagere tilbage med adfærd, som beskrevet ovenfor.
Når vore grundfølelser tager over, består kunsten i hurtigst muligt at få dem under kontrol, så vi kan bruge vores forstand til at planlægge, hvordan vi vil reagere på barnets adfærd, og hvordan vi bliver forsonet og roen genoprettet.
Hvis der ikke bliver samlet op på det, vil barnet sandsynligvis ikke sove så godt om natten. Gentager denne situation sig, vil barnet efterhånden tage skylden på sig, for at relationen med forælderen ikke er så god. Videre kan barnet føle sig forkert og dermed trække sig fra pågældende omsorgsperson.

Det ulykkelige er, hvis forælderen aldrig opdager dette og påtager sig ansvaret for at nå ind til sit barn. Måske er forælderen ikke i stand til at påtage sig dette ansvar, fordi han eller hun slæber rundt på sin egen bagage, fyldt af falsk overført skyld fra hans eller hendes egne forældre. Dette kan nemlig betyde, at forælderen ikke er i stand til at påtage sig mere, men derimod føler sig aflastet ved at lægge skyld på sine børn. Alt dette er ikke noget, der sker bevidst, men nærmere noget, som er automatiseret i os gennem barndommen. Det kan ændres i terapi, hvis man har mod til at se det i øjnene.

Konsekvenser i det voksne liv

Hvis man i sin barndom var udsat for, at tilknytningen til en eller flere af de nære primære omsorgspersoner ikke var god, er der risiko for, at bagagen fra barndommen fylder meget i voksenlivet. Forvirring angående værdi som menneske, meninger om forskellige ting (er det min egen mening, eller mine forældres?), evne til at kunne beslutte sig og evne til nærhed med andre mennesker. Alt dette kan også sammenfattes i følelsen af ensomhed og af at være forkert.
Relationen til egne forældre dukker ofte op i forbindelse med selv at få børn. Der kan opstå et ønske om mindre indblanding fra forældrenes side og behov for at vise selvstændighed.
At gå fra at være par til at blive en familie med børn er en stor omvæltning.
Den nye lille familieenhed kan have brug for i ro og mag at finde sin egen rytme i hverdagen og måde og gøre tingene på. Her kan nybagte ivrige bedsteforældre ofte have svært ved ikke at komme til at styre for meget. De har jo erfaringen og tror måske ofte de ved, hvad der er bedst for den lille og de nybagte forældre. Her tror jeg, det er vigtigt, at bedsteforældre lader de unge drage deres egne erfaringer; at de øver sig i den ydmyghed, der ligger i at være til rådighed, at de med ord giver udtryk for al den kærlighed, de har, holder sig lidt i baggrunden og spørger om lov, inden de udfører nogle praktiske tiltag. Der, hvor det kan gå galt er, hvor en usikker nybagt mor får besøg af en forælder, der ikke forstår, hvor utrolig vigtig tilknytningsfølelsen mellem nybagt mor og spædbarn er, og på en måde overtager den lille fra moderen, fordi den besøgende måske selv har et behov for at føle sig betydningsfuld som forælder. Selvfølgelig kan det være rigtig svært at stå og se på, hvis man virkelig ikke synes, éns voksne barn magter det at være forælder godt nok. Men også her består kunsten i at være ydmyg og spørge om lov. Det er jo fantastisk at blive aflastet på de praktiske områder, så der bliver mere energi til den første tilknytning mellem nybagte forældre og børn, som er så utrolig vigtig.

Hvad parterne i sagen kan gøre

Der kan også hos voksne børn være behov for at rydde op i bagagen for at kunne flytte hjemmefra psykologisk set. Sådan en oprydning kan finde sted i trygge rammer med en god ven/veninde, en sjælesørger eller eventuelt hos en terapeut. Der er behov for ro og tid til at huske tilbage og sætte ord på forskellige ting; til grundig overvejelse af holdninger, måder at gøre ting på og af billeder af sig selv. Man må blive i stand til at træde ind på scenen som aktør i sit eget liv og selv tage ansvaret på alle områder for dette forunderlige liv, der netop blev én tildelt. For at blive i stand til dette må man kunne lide sig selv.
Der kan undervejs opstå et behov for at lægge afstand til omsorgspersonerne i en periode. Jeg tror, et teenageoprør i form af at finde sit eget personlige ståsted i verden er sundt. Har man en følsom personlighed og har haft dominerende forældre, er det ikke sikkert, dette oprør fandt sted i teenageårene, som det burde. Måske er det et arbejde, jeg først skal i gang med i en moden alder.

Nogle kan have brug for, at forældrene forstår deres behov for at holde afstand. Andre har måske ikke tilliden til, at forældrene forstår det, og gør det så bare af sig selv uden at sætte ord på. Hvis man som midaldrende forældre er i stand til det, vil det her være en stor hjælp for det voksne barn, der er i gang med en psykologisk løsrivning, at der bliver givet udtryk for en undskyldning, og man vedkender sig sin del af ansvaret for, at det voksne barn har det svært, samt forståelse for, at der må holdes afstand i en periode.
Desværre er der nok mange midaldrende forældre, der ikke er i stand til dette. I stedet går de i forsvar og gør det derved endnu sværere for ”barnet”.

Når man arbejder med svære personlige ting, kommer man forhåbentlig med tiden styrket videre i livet. Her kan der eventuelt opstå et behov hos barnet for at sige undskyld og tilgive samt forstå, at forældre gjorde deres bedste i de fleste tilfælde.
For den, der på forskellige måder har haft en ulykkelig barndom, kan det være smertefuldt og vanskeligt og måske ligefrem umuligt at få det bedre uden hjælp. Men når det lykkes for eksempel en kvinde, uanset hvordan hun bærer sig ad med det, at fastholde - eller på ny få adgang til og forarbejde - sådanne ulykkelige erindringer, således at hun kan affinde sig med dem, viser det sig, at hun kan reagere ligeså godt på sit barns tilknytningsadfærd, som den
kvinde, der har haft en lykkelig barndom. Barnet kan således udvikle en sikker tilknytning til kvinden, selv om hun har en tung bagage fra sin egen barndom.
Står man som forælder og kan fornemme, at ens børn ikke har en tryg tilknytning til én samt bevæger sig ud ad en usund sti, kan forandringer i den måde barnet behandles på, alligevel ændre den sti, det bevæger sig ad.

Udviklingsændring mulig hele livet igennem

Selvom evnen til udviklingsændring aftager med alderen, er der hele livet igennem mulighed for forandringer til det bedre eller til det værre. Nogle hævder, det aldrig er for sent at få en god barndom.
Det er aldrig for sent at arbejde med personlige svære ting og derigennem blive i stand til at kunne lide sig selv og mestre relationer på en bedre måde.


Kategori: Voksne børn og deres forældre
Tags: Forældre, Personlig udvikling, Voksne børn,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger