Om at give og modtage - i relationen mellem voksne børn og deres forældre

Af Susanne Boel, cand. psych., 27. januar 2011
 
Illustration

Noget af det mest fundamentale i nære relationer er at kunne give og modtage. I mit arbejde som psykolog for både voksne børn og forældre er der et tema, som går igen. Nemlig at mange ikke har lært at modtage omsorg og dermed heller ikke er gode til at give omsorg på et dybere plan.
Når forældre ikke har lært, at deres egne følelser og behov er ok, og således heller ikke har lært at bede om hjælp og omsorg fra ægtefælle og venner, kan de ikke rumme og håndtere selvsamme følelser og behov hos deres børn, selv om de anstrenger sig. Dermed lærer børnene det heller ikke.
Her kan forældre og voksne børn have brug for professionel hjælp til hver for sig at lære at mærke egne behov og få støtte til at lære at skabe nære relationer baseret på indlevelse og evnen til at give og modtage.

For at være reelt givende må den andens behov være i centrum, og det man giver må have karakter af et tilbud, som den anden er fri til at takke ja eller nej til. Ellers har den anden ikke reelt fået noget af værdi. For at modtage skal man være i stand til at opleve, at man har et ønske eller et behov. Nogle mennesker har under opvæksten lært, at man er et dårligt menneske, hvis man har brug for noget, og derfor lader man som om, man ingen behov har, eller man kommunikerer dem på indirekte måder. Man kan se familier, hvor man frem for at bede hinanden om hjælp, bliver vrede over at den anden ikke kan gætte ens ønsker og behov, eller man kommanderer rundt med hinanden. Alt sammen for at undgå den sårbarhed, der ligger i at bede en anden om noget og samtidig sætte denne anden fri til at svare enten ja eller nej. Når man på den måde kræver i stedet for at bede om noget, tilskriver man ikke hinanden værdi som én, man respekterer som et selvstændigt individ og én, man værdsætter og tror på kan hjælpe én. I stedet tager man hinanden for givet, og i visse tilfælde udarter det sig til følelsesmæssig tyranni og "tyveri". Sidstnævnte kan forekomme, hvor man giver sig ud for at give noget, men i virkeligheden tager noget - det er for eksempel ikke en rar oplevelse, når en person lader som om, vedkommende giver et knus, men i virkeligheden tager et. Da er det mere rent at bede om et knus.

Voksne børn lever alle deres erfaringer med afhængigheden af mor og far og med den gradvise selvstændighed tavst med i deres kommunikation med forældrene. Oplevelser, som voksne børn ikke husker fra deres barndom, kan sætte sig igennem og give anledning til en oplevelse af et dybt tilhørsforhold til forældrene eller oplevelser af savn, afmagt, irritation og lede. I sidste tilfælde vil det voksne barn kunne tage sig selv i at vrisse af forældrene og slet ikke kunne slappe af i deres nærvær uden nødvendigvis at forstå hvorfor. Det kan give anledning til mange konflikter, hvor begge parter står uforstående over for, hvad der foregår. I nogle familier bliver man ved med at ende i de samme diskussioner, som på overfladen kan synes ligegyldige, men som lever af at den ene eller begge parter ikke oplever sig mødt på et dybere behov. Når man er
fastlåst på den måde, er det tid til at søge hjælp uden for familien, gerne hos professionelle.

 

Afklaring

Hvad angår kommunikationen mellem forældre og voksne børn, gælder det, at den enkelte først og fremmest har ansvar for sig selv. Forældrene må komme overens med, hvordan de er lykkedes som forældre - glæde sig over det, der er gået godt, og tage det på sig, hvor de ikke slog til. Når forældre kan anerkende voksne børns oplevelse af afsavn i form af en dybfølt tilkendegivelse af, at de ville ønske, de kunne have gjort det anderledes, sættes det voksne barn fri til at have sin oplevelse og til at arbejde på at komme videre.
De voksne børn kan med tiden være taknemlige over det gode, de fik lov at få med, og må tage ansvar for at komme videre trods eventuelle afsavn.

En pointe i denne sammenhæng er, at man på samme tid kan være for indviklede i hinanden og for langt fra hinanden i familien. Det er i familier, hvor der er for meget "vi" uden egentlig indlevelse og for lidt "du" og "jeg". Forudsætningen for at kunne give hinanden noget er, at man er følelsesmæssigt adskilte med fornemmelse for den anden. At være følelsesmæssigt adskilt betyder, at jeg er klar over,  at der er forskel på dine og mine behov, og at vi kan have lyst til forskellige ting. At have fornemmelse for den anden betyder, at jeg til en vis grad kan aflæse den andens signaler i form af ansigtsudtryk, kropsholdning, tonefald og verbale tilkendegivelser og sætte mig ind i, hvordan det lige nu er at være ham, uden at jeg selv får det på den samme måde som ham. Hvis ikke disse følelsesmæssige ting er på plads, går der kludder i relationen, og det at give og modtage bliver ofte blandet sammen.

Blindgyder

I disse tilfælde af blindgyder fra forældres side står de voksne børn tilbage med fornemmelsen af, at forældrene ikke for alvor er interesserede i, hvordan de har det, og
hvad de gerne vil.
- En far begynder at planlægge en ombygning af badeværelse for sin deprimerede datter i en situation, hvor hun slet ikke tænker i ombygning af huset og meget hellere
vil have lidt følelsesmæssig indlevelse.
Hun oplever sig kørt over af fars dagsorden og oplever ikke at have fået et tilbud af relevans. Hun oplever snarere en slags utidig indblanding i, hvad livet lige nu handler om for hende. Datteren sidder tilbage med en oplevelse af, at hun burde tage sig sammen, og at hendes følelsesmæssige problemer ikke er virkelige problemer.
Det er en typisk blindgyde, at forældrene giver praktisk hjælp, der hvor følelsesmæssig indlevelse er på sin plads.
- En mor arrangerer tur i dyreparken for hele familien og bliver voldsomt skuffet over, at ikke alle har lyst til at være med og skriver derpå, hvad det voksne barn oplever som "skyldmails" rundt, hvor mor påpeger, at hun forventer, alle kommer. På overfladen tilbyder hun noget, men i virkeligheden vil hun have egne behov opfyldt og manipulerer gerne lidt, for at det sker. Blindgyden består i at få noget til sig selv under dække af at være den glade giver. I dette hjem har de voksne børn lært, at man har pligt til at modtage, hvad andre mennesker tilbyder, uanset om man har lyst eller ej.
- En mor henviser til sit eget behov for at vide, hvad der foregår i den voksne søns liv, selv om han beder hende holde op med at ringe og spørge til, hvordan det går med helbredet. Det voksne barn oplever ikke opringningerne som omsorg, men snarere at han bliver kvalt i bekymringer på en måde, der fastlåser ham i en ubehagelig situation.
Det voksne barn oplever, at mor "maler fanden på væggen" i stedet for at tilbyde en livfuld kontakt, som kunne bringe ham lidt opmuntring og tro på fremtiden.
Hun kommer til at fange sit voksne barn ind i bekymringer.

Blindgyder fra de voksne børns side.
- Et voksent barn vender sig mod sine forældre og forventer, at forældrene står klar hvert øjeblik til at løse de problemer, hun nu måtte stå i. Alligevel bliver hun hver gang skuffet over, at der måske nok er praktisk hjælp at hente, men ikke den indlevelse, hun længes efter. Her hænger det voksne barn fast i barndommens afhængighed af forældrene for ikke at mærke smerten ved at stå alene.
Det voksne barn bliver ved med at prøve at få den omsorg, hun ikke fik som barn uden at ville erkende, at det løb er kørt, og at hun selv må tage ansvar for at komme
videre nu.
- En mor spørger sin voksne datter, hvordan hun har det. Datteren svarer altid, at det "går fint", eller fortæller om en ligegyldig episode for at undgå at vise følelser eller behov, som hun forestiller sig, kan skabe konflikt i familien. Her er risikoen for at udvikle en depressiv tilstand stor, og ofte kommer irritationen over forældrene blot ud gennem sidebenene som vrissen og tavshed. Blindgyden består i, at det voksne barn passer så meget på forældrenes følelser, at hun ikke tør vise, hvordan hun selv har det, og hvad hun har lyst til og derfor hele tiden spiller en rolle.

- En tredje blindgyde kan være at trække sig mere eller mindre fra forældrene, som sidder frustrerede tilbage. Den løsning kan være nødvendig i yderste konsekvens - men som hovedregel bliver man selv mest hel, hvis man kan begynde at være tydelig i nære relationer. At udtrykke hvad man gerne vil have, og hvordan man oplever den anden og samtidig være åben over for at høre, hvordan den anden oplever mig, og hvad den anden gerne vil have.

Tydelig og fri kommunikation

God kommunikation mellem voksne handler om at kende sine egne motiver og om at kommunikere tydeligt med respekt for, at den anden kan have andre behov, ønsker, forventninger og oplevelser af virkeligheden. God kommunikation forudsætter, at begge parter har lov at sige både ja og nej til tilbud og ønsker. Der hvor voksne børn og forældre kender sig selv og hinanden godt og har fået følelsesmæssige behov mødt i tilstrækkeligt omfang, kan der opstå et særlig livfuldt samspil, hvor man beriger hinanden til stor gensidig glæde.


Kategori: Voksne børn og deres forældre
Tags: Forældre, Relationer, Voksne børn,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger