Faderkærlighed

Af Helge Pahus, sognepræst, 27. november 2011
 
Illustration

Du skal ære dine forældre

Det er frygtelig svært for mennesker, der har haft en far eller mor, som langt fra levede op til deres ansvar og opgaver som forældre. Men i princippet, ved Guds nåde, er dette at ære vore forældre ikke afhængigt af, om vi har haft verdens bedste eller verdens værste far. Vi prøver at ære dem, fordi vores egentlige far satte os ind i livet gennem dem. Af grunde hverken de eller vi kender til. Og så ønsker vi at give dem ære, så godt vi kan, fordi det er en indre sammenhæng i tilværelsen.
Det var det i endnu højere grad for to tusind år siden; om ikke børnene kunne tage sig af deres forældre, hvem kunne da? Og om ikke vi viser vore forældre ære, hvordan skal vi da kunne forvente, at vore børn vil tage sig af os?

Bibelsk begrundelse

Det bibelske grundlag for relationen mellem børn og forældre kommer til udtryk i to grundsandheder. For det første er der spørgsmålet om baggrunden for min eksistens.
Hvem har bestemt, at jeg lever nu? Når jeg diskuterer det med folk, så får jeg altid det svar, at "det har din far og din mor jo!" Men just det er ikke sandt. Far og mor har ikke bestemt, at det er min bevidsthed, der sidder inde bag disse koøjne og kigger ud.
Jeg har ikke valgt min far og mor, og vi forældre har ikke valgt vore børn. Vi har ikke engang lavet deres fysiske krop, og langt mindre har vi haft en fløjtende kanin at gøre med, at det er den-og-den person, der bor inde bag disse øjne. Der er kun to muligheder: en gigantisk tilfældighed eller en guddommelig magt. Det sidste er
lettere at tro på end det første.
Men har en guddommelig magt sat mig ind i den her krop, så kender han mig fuldt ud. Så er han min egentlige far. Og det ændrer totalt min opfattelse af mig selv og af de mennesker, jeg siger hej til. Alt dette er for mig ren logik. Jeg tror på Gud Skaber med min hjerne.

Gud er min egentlige far

Helge Pahus fortæller: For et års tid siden kom jeg på Rostock-færgen til at sidde ved siden af en utilnærmelig ung tysker. Jeg fik lyst til at snakke med ham. Han åbnede i samtalen op for, at han havde haft verdens mest afskyelige far. Så afskyelig, at han selv aldrig ville have børn, for aldrig skulle børn risikere noget lignende.
Jeg prøvede at give den alt, hvad den kunne trække om, at vores jordiske far ikke er vores egentlige far, og at vores virkelige far er helt anderledes.

For det andet er der Treenighedens liv som grundvold for mit liv. De gamle kirkefædre havde den opfattelse, at hele vores liv udspringer af Treenighedens indbyrdes kærlighed. Bibelen ånder af Treenighedens indre liv og fortæller om den inderlige kærlighed mellem dem. To gange siger Faderen højt "du er min søn, jeg blir så glad, når jeg ser på dig!" (Matt 3,17; 17,5).

Jeg har set voksne mænd græde, fordi de aldrig havde hørt deres far sige, at han elskede dem. Men Gud Fader siger det højt til sin søn, han fylder hans  kærlighedstank op, og han forlader aldrig sin søn.

Når prædikanter siger, at Sønnen på sit kors blev forladt af sin Far, beror det på, at man kun læser det første vers af salme 22. Men Jesus citerede hele salmen. Aldrig nogensinde blev Treenigheden skilt fra hinanden, aldrig.

Når den guddommelige Far har en så stor kærlighed til sin Søn, hvor attraktivt er det da ikke at komme ind i den familie? At blive en søn hos en sådan far. "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" skriver Johannes i sit første brev kap. 3,1.

Du skal velsigne dine børn

I Bibelen har de gamle forældre én stor og afgørende rolle: de velsigner de unge. Både deres egne unge og andres. Du kan se det i beretningen om Isak eller om gamle Simeon og Jesusbarnet (Lukas 2) I min familie havde vi en kær gammel slægtning, hvis ord altid var fulde af velsignelse overfor os børn.


Kategori: Voksne børn og deres forældre
Tags: Børn, Forældre,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger