OIKOS - om genopdagelsen af den udvidede familie

Af Keld Dahlmann, præst i Aarhus Valgmenighed, 28. april 2013
 
Illustration

Fortæl mig hvem du er. Hvad arbejder du med? Har du familie? Sådan spørger vi ofte sidemanden ved et selskab. Disse spørgsmål er ikke neutrale. Baggrunden for at vi spørger sådan, er vores vestlige kultur, hvor uddannelse og job er væsentlige for identitet, altså noget af det første, vi identificerer hinanden med. Derfor kan der opstå pinlig tavshed, når sidemanden fortæller, at vedkommende er ledig.
Det er næsten som at sige, at man ikke er til – fordi man ikke kan identificeres. Spørgsmålet ”har du familie?” er også interessant, idet vi næsten alle er vokset op med mindst en forælder og måske også søskende, som jo fortsat er familie for os, selvom vi ikke har stiftet vores egen kernefamilie. Vi ”er” familie fra fødslen og påvirkes dybt af den familie, vi vokser op i. På denne måde giver det sagligt set ikke mening at spørge: Har du familie? Når vi alligevel spørger, er det fordi det – sammen med vores arbejde - er den måde, vi identificerer hinanden på og måler hinandens succes på. Vi spørger i virkeligheden: Er det lykkedes dig at stifte familie? Det er altså interessant at overveje, hvad vi i det hele taget mener med ordet ”familie”.
De fleste af os tænker med begrebet familie formentlig på far, mor og et par børn. Altså ”kernefamilien”.

Min udvidede familie

Når vi rejser i andre ikke-vestlige kulturer, vil vi opleve at spørgsmålene stilles anderledes. I Afrika kan man blive spurgt: Hvem er din far? Hvilken slægt kommer du fra? Hvilken stamme? Her oplever vi det, som vi finder i Bibelens lange slægtstavler. Du er ikke et isoleret individ, men en del af en større slægt af fædre og mødre og deres efterkommere, og dét er din familie! Familiebegrebet er grundlæggende anderledes: Det er ikke kun kernefamilien men en større gruppe af mennesker, der er min familie. Der er en helt oplagt grund til, at det fungerer sådan. De fleste steder på kloden er der ikke socioøkonomiske muligheder for at overleve uden den udvidede familie.
Der er ikke et velfærdssamfund, som gør det muligt at leve som single eller satse kun på kernefamilien. Det betyder at det som det naturligste i verden er godt af få mange børn. Så er der flere til at bære med den dag, forældrene bliver gamle og er afhængige af omsorg fra børn og børnebørn.

Det er min fætter

Vi skal ikke så langt tilbage i tiden for at finde en tilsvarende virkelighed på vore breddegrader. Mit bud er, at de fleste danskere indtil 2. verdenskrig dagligt indgik i en udvidet familie. Kernefamilien indgik naturligt i en større sammenhæng på grund af en række forhold: - Danmark var til dels stadig et klassesamfund, hvor den enkelte identificerede sig med f.eks. en arbejderkultur eller en borgerskabskultur.
Ofte arbejdede man i samme fag og miljø på tværs af generationer.
- Man flyttede sjældnere og boede derfor i højere grad på samme egn som forældre og søskende.
- Landbruget var et hovederhverv, og en gård rummede ofte medhjælpere, som naturligt indgik i det større hushold.
- Velstanden var generelt langt lavere, og man havde brug for hinanden for at klare sig.

Under min egen opvækst deltog jeg i ”slægtsfester”, hvor mine forældre mødtes med fætre og kusiner, onkler, tanter etc. Jeg husker en oplevelse af familiemæssig forbundethed ved de fester, som havde rod i en anden tid end vores. Den udvidede familie og kernefamilien supplerede hinanden i et samspil, som er forsvundet for mange af os, der lever i en senmoderne forandringskultur. Det er ikke min hensigt at romantisere fortiden eller begræde nutiden. Mange, der er vokset op i en dårligt fungerende familie, har haft fordel af at kunne flytte væk, bryde den sociale arv og etablere sin egen tilværelse. Dette er muligt i et individualiseret velfærdssamfund. Men samtidig tror jeg, at mange af os også er i kontakt med den nedbrydende effekt, som vores livsstil har på fællesskabet mellem os.

Kernefamilie i opbrud

Den tydeligste forandring, vi ser, er, at ca. hvert andet indgået ægteskab opløses igen. Før i tiden var det tabuiseret at blive skilt. Senere blev det tabuiseret at problematisere skilsmisse. I dag er mit indtryk, at det nu i højere grad bredt i samfundet opfattes som problematisk, at vi er så dårlige til at leve i livslange forpligtende forhold. Der er ikke tegn på, at drømmen om kernefamilien er blevet mindre. Det er blot spændet mellem den faktiske virkelighed og drømmen, der er blevet større. Hos boghandleren bugner hylden med bøger om parforhold og familieliv. Der tilbydes parterapi og forskellige præventive kursustilbud for par, som ønsker at udvikle og bevare deres parforhold. I Danmark har en del kirker og kirkelige organisationer sat ægteskabet på dagsordenen, også internationalt har organisationer med kristent udgangspunkt arbejdet for at redde og styrke familien. På tværs af disse mange tiltag er der ét overraskende fællestræk: Alle tager tilsyneladende udgangspunkt i at familie er lig med kernefamilien. Ingen stiller spørgsmål til den store bagvedliggende forandring, som falder sammen med kernefamiliens sammenbrud; nemlig tabet af den udvidede familie som social klangbund for kernefamilien.

Fællesskab som kirkeligt imperativ

Fællesskab er en af kirkens livsytringer.
Vi tror på ”de helliges samfund”, dvs. vi tror, at vi er skabt til fællesskab, og at individet må forstå sig selv i relation til næsten. Jesus fremhæver kærligheden til næsten som integreret i kærligheden til Gud. (Mark 12,28)
Dette bliver især tydeligt i tre forhold:
1. Guds intention med at skabe mand og kvinde således at de sammen kunne mangfoldiggøre sig, danne familie og derigennem skabe kultur (1. Mos. 1,27). I den forstand bliver ethvert menneske til ved sine forældres fællesskab og indgår fra undfangelsen i et fællesskab.
2. At jeg står i næstefællesskab med den, som jeg spontant møder på min vej. Hvor det står i min magt at tjene ham eller hende, er jeg forbundet med ham gennem næstekærlighedsbuddet. Det er det, Jesus tager sigte på i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
3. Det intentionelle discipelfællesskab i menigheden hvor vi forstår os selv som Kristi legeme. Det er dette fællesskab Jesus modellerer, når han danner en kreds af disciple og konstant nedbryder barrierer, der afholder mennesker fra at indgå i dette fællesskab.

Mellem templet og hjemmet

De første kristne mødtes både i templet og i hjemmet. Denne dobbelthed svarer til, hvad evangelisten Lukas fortæller om apostlenes forkyndelse: Den foregik både offentligt og privat. (Apg. 2,46; 5,42; 20,20) Denne dobbelthed er fortsat igennem kirkens historie, således at man til forskellige tider har betonet og genopdaget forskellige sider af det kristne fællesskab.
Gennem de sidste 50 år har evangeliske kristne verden over genopdaget betydningen af de mindre grupper i forhold til større offentlige møder. Det er især sket med inspiration fra smågruppeog husmenighedsbevægelser i Latinamerika og Asien. Det har resulteret i nye typer menigheder - ”organiske” menigheder - med det fællestræk; at man betoner en måde at høre til og være sammen på, som ikke fungerer til store møder og gudstjenester i kirkerum.  Man ønsker at betone menigheden som en ”familie”, hvor man vandrer sammen og deler liv. På grund af vore vestlige kulturelle linser har vi ikke forstået, at når man taler om husmenigheder og mindre grupper i Asien eller Sydamerika, er referencen ikke kernefamilien, men den udvidede familie. Disse fællesskaber var ikke primært 5-10 mand, men nærmere 20-30 personer. Af den simple grund at de blev til i kulturer hvor ”familie” betyder ”udvidet familie”. Vi genopdagede - gennem disse strømninger - betydningen af den mindre gruppe.
Men vi filtrede inspirationen gennem vores kernefamilieperspektiv. (Breen:2013 p122)

Det personlige og sociale rum

I 1960erne udviklede sociologen Edward T. Hall (Hall:1982) sin teori om forholdet mellem sted/rum og kultur. Han hævdede, at vi udvikler vores personligheder i 4 forskellige rum:

  1. Det offentlige rum. Det kan være en forelæsning, koncert, møde, gudstjeneste, hvor en ekstern indflydelse forbinder os. (f.eks. at vi deltager i den samme gudstjeneste)
  2. Det sociale rum. Det kan være en klasse, afdeling, fritidsinteresse mellem 20-50 personer. Her sker der en begyndende tilknytning mellem deltagerne, som ikke afhænger af en ekstern indflydelse. Jeg får et vis kendskab til andre i gruppen, og i denne type gruppe kan venskaber og holdningsdannelser opstå.
  3. Det personlige rum. 5-10 personer. F.eks. et team, en familie eller en smågruppe. I dette sociale rum deler vi mere personlige erfaringer og tanker.
  4. Det private rum. 2-3 personer. Her kan jeg vise mig ”nøgen” og afsløre mine følelser uden at føle skam. I en sund familie er det sådan, børn har det med forældre.

Det afgørende i denne sammenhæng er betoningen af det ”sociale” rum som bindeleddet mellem den lille intime verden og den større verden. I et stort universitetsmiljø eller en stor arbejdsplads kan man som studerende eller medarbejder føle sig ensom uden det ”sociale rum”. Den ensomhedsfølelse man kan opleve, er ens psyke der fortæller, at ens personlighed ikke kan blive tryg og dermed udvikle sig, uden at man hører til i en mindre gruppe. Adgangen til dette personlige rum sker via ”det sociale rum”, hvor jeg får et indtryk
af andre personer, uden at jeg skal overskride mine grænser for hurtigt til det personlige rum.

Den udvidede familie og menigheden

Hvis det ”sociale rum” er så væsentligt for vores mulighed for at udvikle vores personlighed og evne til relationer, så får det ret omfattende betydning for kirkens måde at være fællesskab på. I mange kirkelige miljøer er der en klar anerkendelse af behovet for smågrupper og bibelkredse. Ligeledes er man fortrolig med møder og gudstjenester i det offentlige rum. Svagheden ved disse fællesskaber er, at de små grupper bliver for lukkede, og de store møders præmis gør det vanskeligt at opnå relationel tilknytning i disse sammenhænge.
Aarhus Valgmenighed og andre menigheder i vores netværk har derfor i længere tid haft fokus på det vi kalder ”klyngefællesskaber” eller ”missionale fællesskaber” ud fra genopdagelsen af det sociale rum som familiebegreb. (Breen:2010) Kirken har noget af det bedste at tilbyde senmoderne mennesker: et fællesskab der ikke afhænger af køn, status, civilstand etc. men dette tilbud bliver ikke reelt uden ”sociale rum” hvor overgangen naturligt etableres fra at være en ”gæst” til et blive en del af familien. I denne overgang har løst strukturerede fællesskaber af 20-50 personer deres særlige opgave.

Det nye testamente rummer en række breve, der primært er skrevet til menigheder af den størrelse. Ordet der anvendes om disse menigheder er ”oikos”, på dansk ”hushold”, som var den bærende samfundsenhed i romerriget. De mange steder i det ny testamente, hvor der refereres til fællesskabet i menighederne, er det sandsynligt at det forfatteren konkret har i tanke ikke primært er kernefamilien, men netop et ”hushold” bestående af 20-30 personer. Jeg vil således hævde, at det primære nytestamentlige familiebegreb er større og langt mere omfattende end kernefamilien.(Stark:1996, Fee:2000p56)

Den udvidede familie i praksis

Det har været min hensigt at argumentere for et mere fleksibelt og omfattende familiebegreb end kernefamilien. Det har jeg gjort med teologisk såvel som sociologisk begrundelse. Det er min opfattelse, at hvis vi arbejder med ”den udvidede familie” som udgangspunkt for kirkens måde at opfatte fællesskab på, vil både kernefamilier (børnefamilier) og singler have lettere ved at trives, og nye ressourcer vil blive forløst til fælles gavn.

Til sidst vil jeg dele lidt om min egen kernefamilies erfaringer med den udvidede familie. Siden vi blev gift, har Sara og jeg delt bolig med andre. På nær i nogle få år med pladsproblemer, har vi haft een eller flere personer boende hos os til leje. De seneste tre år har vi - og vores fire børn - delt hus med en anden børnefamilie, således at vi har hver vores lejlighed, men bevidst lever og forstår os selv som en del af en udvidet familie.
Det betyder at vi bor 10 personer i huset og vores kat. Hertil kommer den kreds af mennesker i lokalmiljøet, som jævnligt kommer forbi og i større eller mindre grad er med i vores udvidede familie. Vi har gennem årene identificeret 6 kendetegn ved at observere vores eget ”oikos”, og andre der lever på lignede måde:

  1. STØRRELSE. Et ”oikos” udgøres af mere end een kernefamilie. Det er vanskeligt at danne et miljø der har kendetegn fra det sociale rum, hvis man ikke i udgangspunktet er mere end een kernefamilie. Det behøver ikke betyde, at man deler hus. Man kan også bevidst bosætte sig flere singler og/eller børnefamilier i samme nabolag. Det afgørende er, at man har gåafstand til hinanden, for at det reelt præger hverdagen.
  2. VISION. Et oikos er til for mere end sig selv. Hvis fællesskabet ikke skal lukke sig om sig selv, må vi bevidst beslutte hvilke værdier og mål vi sætter. I vores ”oikos” har vi 2 mål: at være en velsignelse for lokalområdet samt at os, der bor i huset, oplever at vores personlige kald og tjeneste understøttes af vores boform. Eksempelvis har jeg nogle rejsedage hver måned. Her er det en hjælp for min kernefamilie, at en anden familie kan bidrage med ekstra ressourcer.
  3. LEDELSE. Et oikos ”ledes” uformelt af en ”mor” og/eller ”far”. Det kan være et ægtepar eller singler, der varetager den funktion at ”sætte rytmen” i huset og dermed danne rammer for den udvidede familie.
  4. RESSOURCER. I et oikos prøver at vi at tænke således, at flest mulige ressourcer er fælles. Man kan dele bil, dele børnepasning, hente/bringe, praktiske opgaver etc. Denne dimension bestemmes af, hvad der pragmatisk set er bedst, og ændrer sig med beboernes behov.
  5. MÅLTIDER. Intet binder os sammen som måltider. Vi spiser sammen i huset en-to gange ugentligt. Hver uge inviterer vi gæster til spisning af hel almindelig hverdagsmad. Ofte bidrager gæsterne til middagen eller griber en støvsuger eller leger med ungerne, mens der laves mad, og dermed opfører de sig mere som en del af den udvidede familie end som gæster. Og det er jo netop pointen.
  6. BØN. I et kristent oikos beder vi sammen. Det kan være spontant eller planlagt. Bordbøn, liturgisk bøn, højtid eller hverdag. Det afgørende er, at kaldet til at leve tæt med den udvidede familie kræver, at der hentes kraft et større sted.
    Hos Ham, efter hvem enhver familie har navn (Efes 3,15).

--------------------------------
Litteratur:
Mike Breen: Leading Kingdom movements, 3DM, 2013
Edward T. Hall: The Hidden Dimension, Doubleday, 1982
Gordon D. Fee: Listening to the spirit in the text, Eerdmans, 2000
Rodney Stark: The rise of christianity, HarperCollins, 1996
Mike Breen & Alex Absalom: Launching Missional Communities, 3DM, 2010


Kategori: At stå udenfor en kernefamilie
Tags: Familieliv, Fællesskab, Inklusion, Kernefamilie,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger