Børns frihed

Af Merete Reimer Jensen, privatpraktiserende børne- og ungepsykolog, Herning, 5. april 2012
 
Illustration

Opdragelsen af vores børn har igennem de sidste årtier været præget af forældres problemer med at regulere børns følelser og adfærd. Den formulering, der bruges meget i denne sammenhæng, er at der skal sættes grænser for børn.


Der er med jævne mellemrum forskellige tv-programmer, der handler om, hvordan forældre skal være bestemte over for deres børn. Der er også forskellige pædagogiske programmer, der fokuserer på, hvordan forældre skal gribe ind over for deres børn og med et tydeligt fokus på børnenes adfærd. Det er tydeligt, at den adfærd hos børn, der især bekymrer voksne, herunder forældre, er den adfærd, der generer de voksne. I mange af disse programmer er der ikke den fornødne opmærksomhed på børnenes følelser og på en forståelse af, hvilke følelser og intentioner, der kan ligge bag børnenes problematiske adfærd.

Livsnødvendig relation

Et kernetema i børns udvikling er, hvordan barnet på samme tid kan opleve sig som sig selv og samtidig være holdt af, det vil sige mærke sig accepteret og anerkendt i fællesskabet, dette være sig både i familiens og i vennernes fællesskab. Ingen tvivl om, at betydningen af tilhørsforholdet til venner har fået en stigende betydning for børn og unge. Disse fællesskaber har vidt forskellig karakter, nogle med subkulturelle elementer, som forældre står fremmede over for, mens andre minder om fællesskaber, forældrene kender fra egne erfaringer.

Forældres vanskeligheder med at regulere børns frihed er i høj grad betinget af det faktum, at børn og unge er under udvikling. Fra fødslen, ja fra før fødslen, opbygges en relation, et fællesskab med moderen og faderen, uden hvilket barnet ikke kan eksistere. Vi fødes ind i en sammenhæng, hvor den følelsesmæssige og fysiske omsorg er nødvendig for barnets overlevelse. Et barn kan ikke finde ud af, hvem det selv er uden at være i en følelsesmæssig tæt relation til sine forældre. Er forældrene anerkendende over for barnet og hinanden, lærer barnet sin egen betydning og betydningen af, at forældrene også har betydning.

Fordi børn er under udvikling er det påkrævet, at forældre nærmest fra fødslen hele tiden tilpasser krav og forventninger til, at barnet i stigende grad mestrer mere og mere selv. En stor udfordring for mange forældre er, at de aldrig på noget tidspunkt i deres forældrerolle har kontrol over barnet, selv om de har 100% ansvar! Børns evne til at mestre den frihed, som vi i vores kultur forbinder med at blive 18 år, er under udvikling fra barnet er helt lille og er betinget af forældrenes evne til at se og følge barnets signaler og regulere det inden for den kontekst, som familien og de øvrige fællesskaber danner rammen om.

Børn ikke altiv i centrum

Der er livet igennem et spændingsfelt mellem hensynet til sig selv set ud fra barnets perspektiv og hensynet til fællesskabet. Det første fællesskab, barnet stifter bekendtskab med, er familien. Barnet er selv en del af fællesskabet, men der er også et liv uden om barnet inden for fællesskabet, som barnet skal finde ud af at forholde sig til. Forældre til små børn kan have svært ved at finde ud af, at det ikke bare er acceptabelt, men faktisk nødvendigt for børn, at der kan være middagssamtale, som ikke kun er til for børnenes skyld. Der er nok ikke så meget tvivl om, at forældre for 100 år siden ved middagsbordet ikke ønskede så megen aktiv snakken og samtale med børnene. I det sidste halve århundrede er børn i stigende grad blevet inddraget i samtalen omkring middagsbordet, også så meget, at nogle forældre helt har mistet fornemmelsen for, at børn også har brug for at finde ud af, at de ikke er i centrum for det hele. Børn har brug for både at mærke sig i centrum og for at mærke, at der er noget uden for dem, som de ikke er en del af. Hvis børn konstant mærker sig set og hørt i alle sammenhænge, får de svært ved at indarbejde fornemmelsen for andres positive betydning, uden at deres eget selvværd mærkes problematiseret.

I alt, hvad vi gør alene eller sammen med andre, lærer vi noget om os selv og andre, og vi lærer noget om andres og vores egne forventninger til os selv. Når forældre ikke er tilstrækkeligt anerkendende over for deres børn, bliver børnenes medindlæring, at de ikke er særligt meget værd, fordi det ligger implicit i forholdet mellem forældre og børn, at børn har en næsten utrolig accept af, at det forældrene gør, er rigtigt. Hvis forældrene ikke viser børnene betydningen af, at andre også har betydning, kan børnene risikere at få den medindlæring, at "solen udelukkende skinner på dem". Børn og unge (og voksne og gamle) lærer mere af de holdninger, de og vi mærker, frem for af de ord og kloge budskaber, vi udtrykker. Det betyder, at børn udvikler sansen for andre og for fællesskaber, når forældre og andre voksne reelt viser betydningen af både hensynet til barnet og den unge og til fællesskabet.

Regulering af tillid

Betydningen af frihed for barnet er forbundet med udforskning af den verden, barnet og den unge lever i. Ligesom børnene har brug for at erkende, at hele universet ikke kan tilpasse sig dem, har forældre brug for at acceptere og anerkende, at børnene og de unge selv kan vurdere i mange situationer, også selv om de vurderer anderledes end svarende til forældrenes normsæt. Forældres regulering er ikke et fænomen, der først sætter ind, når børnene er blevet teenagere, hvor børnene på fornyet måde har brug for at finde ud af, hvem de er, og hvad de repræsenterer som selvstændige mennesker. Når børn og unge udvikler sig almindeligt og fungerer i deres hverdag i skole og netværk, bør forældre også have tillid til, at de børnene kan finde ud af deres liv uden for meget indblanding og have tillid til, at den opdragelse, som forældrene har praktiseret, også har ført det med sig, at deres børn i store træk kan finde ud at være til, selv om de praktiserer deres liv anderledes, end forældrene har valgt. Børn mærker en stor tillid fra forældrene, når de mærker accepten af deres valg, specielt, når de er anderledes, end forældrene havde tænkt det.

Når børn igennem barndommen har oplevet forældrenes evne til at tilgodese egne og andres behov i en vekselvirkning uden angst for andres fordømmelse, lettes deres mulighed for at afveje individuelle behov i forhold til hensynet til fællesskabet. Hvis forældre er åbne, accepterende og nysgerrige over for den dynamik, som hensynet til såvel det individuelle som det kollektive indebærer, hjælper de deres børn og unge til også at kunne håndtere de forskellige hensyn i en afvejning.

Samfund og tænkning ændrer sig

Vi lever i familier, hvor der generelt er færre børn per familie end tidligere, og hvor børnene spiller en anden rolle, end de før gjorde. Børn er på en anden måde nu end tidligere en slags "projekter" for forældrene. Forældrene er tilbøjelige at måle egen succes i børnenes succes. Velfungerende børn vil af forældre opleves som en bekræftelse på, at forældrene er lykkedes i deres forældrerolle.

Synet på børn, unge, frihed og fællesskaber er som de fleste begreber noget, der ændres, afhængigt af, hvordan vores samfund og tænkning om mennesker flytter sig. I vores tidsalder har den individuelle frihed et særligt fokus. Frihed og fællesskab er begge begreber med en positiv værdiladning, men de skal - ligesom andre begreber - forstås inden for den kontekst, som de givne vilkår er udtryk for.


Kategori: Frihed kontra fællesskab
Tags: Børn, Frihed, Fællesskab,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger