Frihed kontra inklusion

Af Ullrich Zeitler, uddannelsesleder på Diakonhøjskolen/VIA University College, 5. april 2012
 
Illustration

INKLUSION er udtryk for, at fokus flyttes fra den enkelte til relationen eller fællesskabet. Måske kan inklusionstanken få os til at få øje på fællesskabets betydning i en tidsalder, hvor individuelle valg og rettigheder synes at være det naturlige udgangspunkt


Liberalismen, som har frisat individet og nulstillet vore forpligtelser, har sat så tydelige spor i vores samfund, at et opgør med den synes håbløst. Det ville da også være et opgør med demokratiet – og det er der ikke mange, der tør. Siden liberalismens indtog for snart 400 år siden er der tænkt mange tanker om frihed og fællesskab. Ud fra en liberalistisk tankegang er det ikke alle slags fællesskaber, der kan anses for legitime, men kun sådanne, som vi hver især selv har valgt til. Vi er ikke på forhånd forpligtet på hinanden, men vi ønsker frit at tilvælge vore forpligtelser. Det kan godt være en udfordring for inklusionstanken, hvor en af grundideerne er, at vi skal kunne rumme og forpligte os på at være sammen med mennesker, som vi ikke nødvendigvis har lyst til at være sammen med. Se nærmere om inklusionstanken neden for. Tanken om denne forpligtethed i inklusionen afføder ofte en forståelig skepsis blandt moderne mennesker, der føler sig begrænset af deres til- og fravælg. Hvordan kan vi fastholde menneskets selvbestemmelsesret og frie udfoldelse og på samme tid fordre solidaritet? Det er værd at undersøge, om der kan argumenteres for en stærkere fællesskabsfølelse og –forpligtelse, end den, der udspringer af ens egne valg.

Utopisk rummelighed

Udfordringen er at skabe fællesskaber, som er rummelige nok til, at alle oplever sig hørt, set og respekteret.Rummelighed er ikke den blot tolererende rummelighed; det er ikke nok, at den enkelte tåles. Den inkluderende rummelighed er en rummelighed, hvor alle kan udfolde sig, realisere sig og hvor alle er aktive deltagere, også den, der skal inkluderes.

Det virker som noget af en utopi. Og måske bliver utopien aldrig realiseret. Det vigtige i inklusionspædagogikken er heller ikke at nå målet, men at arbejde på sagen. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i ressourcer fremfor problemer, og at de økonomiske ressourcer ikke skal gives til særbehandling af den enkelte, men til det fællesskab, der skal rumme den enkelte.

Inklusion på den politiske dagsorden

Inklusion handler om menneskers adgang til de fællesskaber der betyder noget for dem.Det var handicapområdet, der først insisterede på inklusion som politisk og pædagogisk princip. Tanken var, at mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse også skal have adgang til de faciliteter og fællesskaber, som en normaltfungerende samfundsborger naturligt har adgang til. Det handlede om lighed og lige muligheder og om at kunne udøve sine demokratiske rettigheder.

Sidenhen har inklusionsprincippet, som lovfæstet bestemmelse, banet sig vej til hele det pædagogiske område. Der er imidlertid ved at ske den væsentlige ændring, at inklusion ikke længere tager udgangspunkt i afvigeren, den udsatte, men i stedet arbejder på at flytte fokus fra ”problemet” og over på rammerne for den pædagogiske indsats. Grundideen i inklusion er at flytte fokus fra den enkelte, fra det problematiske og over på relationen. Inklusion er et opgør med en tænkning, hvor den unormale stilles overfor den normale. Det er ikke afvigeren, der er udgangspunktet, men relationen mellem menneskene og de rammer, som det menneskelige fællesskab bygger på.

Ret eller nødvendighed

Betyder det nu, at vi er på vej til en fællesskabsideologi og fjerner os fra individualismen? Det afhænger ganske af, hvordan inklusionskravet skal forstås. I den gængse udlægning taler man om inklusion som en ret, som den enkelte kan gøre krav på. Retten til inklusion betyder i denne sammenhæng, at der stilles krav til fællesskaberne om at inkludere den enkelte. Når inklusion bliver et retskrav er vi imidlertid langt fra en styrkelse af den enkeltes ansvar for fællesskabet. Enhver form for rettighedstænkning er individualistisk.
I inklusionstermer tales der ofte om, at den enkelte har ret til at blive inkluderet. Men rettigheden udløser også en pligt til at bidrage til fællesskabet. Inklusion er ikke passiv inklusion, men insisterer på, at den enkelte selv er aktiv i inklusionen som deltager i fællesskabets aktiviteter og udvikling.

I stedet for at tale om inklusion som ret kunne man se inklusion som en nødvendighed, et faktum. Hvordan skal det forstås? Det er et faktum, for at bruge et af K.E. Løgstrups kendteste udsagn, at vore liv er mere eller mindre flettet ind i hinanden. Vi har aldrig med et menneske at gøre, uden vi holder mere eller mindre af den andens liv i vore hænder. Løgstrup kalder dette for interdependens. Denne gensidige afhængighed er ikke kun begrænset til menneskelige forhold, men karakteriserer også vores forhold til den ikke-menneskelige natur. Når vores afhængighed af hinanden er uomgængelig, ja så giver det heller ikke mening at fastholde den enkeltes suveræne frihed og autonomi. Godt nok træffer vi en række valg, men hvert valg, vi træffer, har konsekvenser for vores omverden, de er ikke ligegyldige. Dermed opstår vores ansvar overfor hinanden.

Ansvaret er der

Ansvar er et alternativ til rettigheder, et alternativ, der ikke er bundet op på individualismen. Ansvar er ikke noget, vi vælger til og fra. Ansvar er noget, der altid er der. Det er indiskutabelt. Vi indgår altid i relationer og fællesskaber, også der hvor vi vælger dem fra, og hvor vi selv vælges fra (eksklusion). Derfor må vores altid nærværende ansvar og vores altid nærværende relationer danne udgangspunkt, når vi beskæftiger os med mennesker.Det er ikke min påståede ret og min påståede frihed, det er vigtigt at forsvare. Det er derimod vigtigt at fastholde indsigten i, at når noget ”går galt”, ja så er det ikke min eller din skyld, men vores; så er det ikke mit eller dit ansvar, men vores fælles ansvar.

Praksis viser vejen

Hvordan kan kravet om inklusion forenes med en verdensforståelse, hvor sandhed og moral er relative størrelser?Med andre ord, hvorfor er inklusion det endelige svar, hvis ikke der findes endelige svar? Hvis ikke inklusion anerkendes af alle, giver det ingen mening.

Når ord og argumenter kommer til kort, er der reelt kun én vej: pragmatismens; så må praksis være vejledende, det gode eksempel. Den tyske filosof Peter Sloterdijk peger på en vigtig ændring i vores fremtidige måde at vælge på, nemlig at der fremover vil være mindre vægt på eftertanken end på selve handlingen. Når refleksionen ikke længere giver os tilstrækkelig afklaring, da må handling tage over. Det er i handling, vi skal vise, hvad der er bæredygtigt. Og måske tager vi fejl mange gange, men ved at øve os og prøve igen kan vi måske nærme os et samfund, hvor ansvarligheden kommer i højsædet.

Det gode eksempel er stadig den bedste læremester og pædagog. Vellykket inkluderende praksis er mulig og kan være en vejviser fremad.


Kategori: Frihed kontra fællesskab
Tags: Frihed, Fællesskab, Inklusion,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger