Frihed til kapitalisme

Af Jan Nilsson, cand. theol, Hillerød, 5. april 2012
 
Illustration

- ET FORSVAR FOR DEN MORALSKE KAPITALISME

Begrebet 'kapitalisme' har i manges ører fået en negativ klang. Det kan for så vidt ikke undre - særligt i tider med finanskrise, hvor kapitalisme nærmest er blevet identisk med grådighed og hensynsløs udnyttelse af andre. Selvom visse dele af det kapitaliske system har bevæget sig væk det oprindelige moralske udgangspunkt, vil jeg hævde, at vi stadig kan lære noget af kapitalismens principper - også når vi skal finde vej ud af finanskrisen og dens perverterede kapitalisme.


Nogle gange diskuteres det, om pengene har det bedst i borgernes lommer eller i statens varetægt. Hvis målet er en ansvarlig forvaltning af samfundets kapital til gavn for alle inklusive de svageste, kan begge alternativer dog vise sig at være halvdårlige løsninger: Hvis alle pengene deponeres i borgernes lommer, kan det i værste fald betyde død kapital, der hverken bruges eller investeres fornuftigt. I bedste fald kan det betyde en motivering til et overdrevent privatforbrug for dem, som i forvejen har mest og til skade for jordens ressourcer (uagtet at et vist niveau i privatforbruget i længden er det eneste, der kan opretholde samfundets produktivitet). Hvis pengene omvendt alene forvaltes af det offentlige, vil det hurtigt gå ud over motivationen til at yde sit ypperste og til at skabe nyt. 

Men måske findes der en vej, som går ud over alternativet mellem den enkelte borger på den ene siden og staten på den anden side. En model, hvor kapitalen forvaltes og gøres virksom midt imellem de to yderpoler, det vil blandt andet sige gennem en yderligere begunstigelse af virksomheders nyinvesteringer i erkendelse af, at virksomheder mere end enkeltpersoner skaber arbejdspladser. Vejen midt imellem den enkelte borger og staten kan også fremmes ved en fastholdelse og styrkelse af den særlige danske fonds-model, hvor overskuddet i fondsejede virksomheder i sagens natur ikke tilfalder aktionærer, men bliver i fonden, som enten financierer nyinvesteringer i virksomheden eller støtter tiltag af almen samfundsinteresse. Endelig vil et øget samarbejde mellem private virksomheder, frie forskningsinstitutioner og det offentlige være med til at fremme en innovativ økonomi, hvis sigte ikke først og fremmest er at forgylde enkeltpersoner (selvom det gerne må være et middel på vej mod målet), men derimod 'kapitalforøgelse' til gavn for hele samfundet.

Det er for mig at se, hvad der ligger i begrebet moralsk kapitalisme.

Moralsk kapitalisme

Skal man kort sige, hvad kapitalisme er - og i denne sammenhæng se bort fra den opfattelse, at kapitalisme bare handler om grådighed - kunne et bud være, at kapitalismen består i en stræben efter kapitalforøgelse. Med andre ord indeholder kapitalismen et krav om, at jeg forvalter min kapital (penge og andre materielle og immaterielle værdier) på en måde, så den samlede kapital forøges. Kapitalforøgelse ved denne moralske forståelse af kapitalisme er et formål i sig selv, fordi det skaber mere værdi til samfundet.

Nogle gange hører man dén etiske fordring, at man ikke må tage mere, end man giver: man må ikke med sin adfærd forbruge eller konsumere mere, end man selv giver tilbage. Man kan tænke på den gode regel, at man skal efterlade naturen i samme stand, som da man kom, eller man kan tænke på omkvædet "never take more than you give" i sangen "Circle Of Life" i Disneys udgave af Løvernes Konge. Kapitalismen er dog mere ambitiøs end det. Kapitalismen indeholder nemlig en fordring om at efterlade mere, end man har modtaget: Ved årets afslutning skal virksomhedens værdi gerne være større end ved årets start, og hver generation skal gerne kunne efterlade mere til kommende genarationer, end de selv har modtaget. Dét er kapitalismens grundlæggende idé. Og det er grundlæggende en moralsk idé, fordi den ikke handler om, at den enkelte skal have mere og mere til luksus, men den handler om at skabe mere og mere og forøge samfundets samlede kapital-værdi.

Kapitalismen - stadig forstået som en moralsk idé - har traditionelt søgt sine mål opnået gennem tre principper. For det første har kapitalismen tilskyndet til arbejdsomhed. Det er klart, at der ikke er megen plads til dovenskab, hvis det er en moralsk forpligtelse at bidrage til kapitalforøgelse. Pointen i det kapitalistiske system er, at der ofte vil være en sammenfaldende interesse mellem den enkelte og samfundet, så vidt som den fortjeneste, jeg har opnået ved mit arbejde, ikke blot kommer mig selv til gode, men den spredes i samfundet, med mindre jeg bare gemmer pengene under hovedpuden.

For det andet har kapitalismen tilskyndet til mådehold eller sparsommelighed. Det er klart, at hvis målet er kapital-forøgelse og skabelse af mer-værdi til samfundet og kommende generationer, så hjælper det ikke noget at solde og spilde hele ens formue op til eget forbrug og luksus. Arbejdsomhed og mådehold vil ideelt set føre til kapitalforøgelse. Spørgsmålet melder sig derfor, hvad denne opsparede formue skal anvendes til, hvilket fører til det tredje princip, nemlig ideen om investering: Den oparbejdede kapital bør være virksom og investeres, så den igen skaber mulighed for yderligere kapitalforøgelse. Penge, der bare graves ned uden at gøre nytte, er død kapital, mens investerede penge kommer hele samfundet til gode. Det er også derfor, at man fra samfundets side begunstiger virksomheders nyinvestereringer med skattefradrag, mens man omvendt beskatter de penge, som udbetales til privatforbrug. Det giver rigtig god mening i en kapitalistisk optik. På samme tid skal man selvfølgelig være opmærksom på, at privatforbruget kan have samme positive effekt på samfundsøkonomien som virksomheders investeringer - det er en lektie, vi har lært under finanskrisen, hvis eftervirkninger til dels skyldes et stagnerende privatforbrug.

Kapitalismens motivering

Den oprindelige og historisk ældste motivering af kapitalismen har været en religiøs motivering. Det er sociologen Max Webers opdagelse i starten af det 20. århundrede, at protestantiske områder i Europa har været de hurtigste til at udvikle kapitalistiske systemer med høj grad af velstand, fordi den særlige protestantiske kaldsetik har været stærk i disse områder. Kaldsetikken, som findes i lutherdommen og endnu stærkere i calvinismen, betoner den enkeltes ansvar over for Gud i alle livets forhold, ”i kald og stand”, og dermed også, hvad angår arbejde og penge. Weber opdagede det historiske paradoks, at religiøse mennesker, som selv forsagede materiel rigdom, meget ofte var dem, som hurtigst blev rige på grund af deres arbejdsomhed og nøjsomhed. Pengene blev selvsagt ikke brugt på overflødig luksus, men var med til at skabe en velstandsstigning generelt i samfundet.

Kapitalismen som økonomisk system tilskrives gerne Adam Smith i det 18. århundrede. Adam Smith motiverer ikke kapitalismen religiøst, men derimod moralsk. Smith var moralfilosof, og han mener, at kapitalisme med effektiv arbejdsdeling og frihandel udgør de bedste betingelser for kapitalforøgelse, som vil komme de fattige til gode. I længden gavner det nemlig også de fattige at have en åben økonomi, hvor alle kan handle frit, argumenterer Smith. Han er dog også helt opmærksom på, at staten har en rolle at spille, nemlig ved at modvirke monopoler og karteller, skabe respekt om den private ejendomsret samt sikre de fattigste understøttelse, så de selv bliver i stand til at engagere sig i samfundet også økonomisk.

Selvom Adam Smith selv argumenterer moralsk for kapitalismen, har han dog den tanke, at kapitalismen virker, uanset om man er opmærksom på den moralske motivering eller ej. Han mener altså, at den enkeltes stræben efter egen vinding skaber de moralske fordele, selvom den enkelte selv kun handler rent egoistisk og grådigt. Det er her Adams Smiths berømte 'usynlige hånd' kommer ind i billedet, altså ideen om en usynlig mekanisme, som sørger for, at grådigheden - med eller uden moralsk baggrund - uundgåeligt fører til alles velstand.

I dag er både den religiøse og den moralske motivering af kapitalismen stort set forsvundet, og kun egeninteresse og grådighed er tilbage. Kapitalismen er ikke længere et moralsk projekt, og Adam Smiths usynlige hånd virker ikke altid efter hensigten, det vil sige til gavn for alle borgere inklusive de fattige. Ærindet i dag må derfor være igen at tænke moral ind i det økonomiske system uden - vil jeg plædere for - at skrotte principperne bag kapitalismen.


Kategori: Frihed kontra fællesskab
Tags: Frihed, Fællesskab,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger