Fra kollektiv til kernefamilie

Af Niels Sørensen, journalist - interview, 5. april 2013
 
Illustration
Anne-Mette og Thomas Roswall bor nu i eget hus. Den høje bygning, som kan skimtes i baggrunden, er bofællesskabet Åhaven, hvor de boede i 10 år.

Anne-Mette og Thomas Roswall er flyttet i eget hus efter 10 år i kollektiv. Her fortæller de om de to måder at være kernefamilie på.


- Hvorfor skal alle nødvendigvis have hver sin græsslåmaskine, hækklipper eller gæsteværelse i stedet for at deles om ressourcerne? spørger Thomas Roswall og nævner, at det var noget af det, der tændte ham, da tanken om kollektiv første gang kom på banen.

Sammen med sin kone Anne-Mette og deres fire børn boede parret dengang i Nordsjælland, mens de afventede at rykke vestpå. Enten helt tilbage til Peru, hvor deres missionærtjeneste var blevet afbrudt på grund af sygdom, - eller også bare vestpå til Jylland, hvor det var billigere at bo.

- Vi prioriterede, at vi ikke begge behøvede at arbejde fuldtids, fortæller Anne-Mette, der tog til Gjern for at se på lejlighed i et nedlagt plejehjem, som nogle familier ville omdanne til kristent kollektiv.

- Der var ikke noget charmerende over det institutionsprægede hus. Det var ribbet for alt, med kalkede vægge og vinyl på alle gulve. Men potentialet i at bo på den måde var så stort, at det skulle prøves af, fortæller Anne-Mette og Thomas.

Sammen med to andre familier købte de hver i 2001 en andel i huset, hvor der desuden flyttede både andre familier og enlige ind på lejebasis.

Børnemiljø

- Vores børn var i alderen 4 til 11 år, og det har haft stor betydning for dem at have deres barndom i et kollektiv. Der udviklede sig hurtigt et 'autonomt børnemiljø', hvor de store børn tog sig af de mindre, og hvor børnene var sammen uden konstant voksenovervågning. I deres socialisering kom de nok mere i kontakt med de store børns grænser end med de voksnes, og det tror jeg er godt, fordi forældre nogle gange kan være lidt overemsige, siger Thomas.

- Samtidig lærte børnene også at tage hensyn og relatere til andre voksne end deres forældre. Og de blev en del af de demokratiske processer. F.eks. kunne de skrive deres egne punkter på dagsordenen, der  til husmøderne, og de deltog, når der var noget, de ville have drøftet, siger Anne-Mette.

Thomas tilføjer, at der selvfølgelig var perioder, hvor børnene ikke syntes, at det var særlig spændende altid at skulle tage hensyn til andre.

- Men i dag, når de tænker tilbage i perspektiv, kan de se alle de muligheder, de havde, og tænker: Hold fast, hvor var det fedt!

Fællesskabet

Især var det muligheden for fællesskab, der fik familien Roswall til at vælge kollektiv frem for traditionel kernefamilie.

- Efter at have oplevet i Peru, hvordan folk relaterer til hinanden, så føltes det rent menneskeligt som en istid at komme til Danmark, hvor enhver har nok i sit eget. På det punkt åbnede kollektivet en dør for os til at leve i Danmark uden bare at skulle have nok i sig selv, fordi man ønskede at skabe noget sammen. Vi startede helt fra bunden, skulle lave vedtægter og diskutere alt muligt. Det eneste, vi alle var enige om på forhånd, var at arbejde for at skabe et positivt fællesskab.

Også det åndelige fællesskab blev der arbejdet på. Det kom til udtryk gennem bordbøn, andagter ved husmøder og i en lang periode også en kort Taizé-andagt hver aften. Desuden besluttede man, at der skulle være ro om søndagen.

- Der var en fælles forståelse af, at gudslivet skulle udleves aktivt, men det var svært at definere konkret i vedtægterne, for fællesskabet var sammensat af mennesker fra mange forskellige kirker. Til gengæld var det mere inspirerende og ikke så forudsigeligt, fordi folk kom med forskellige traditioner og bidrog på forskellig måde.

Udbytte

- Som familie fik vi i kollektivet meget tid sammen med vores børn - netop fordi økonomien gjorde, at vi ikke begge skulle arbejde fuldtids. Vi havde rigtig meget plads, og der var en masse udendørs- og fællesarealer, som vi kunne bruge. Og så var det ikke mindst rart, at man ikke selv behøvede at lave mad, men kunne gå ned ad trappen til fællesspisning tre gange om ugen, siger Anne-Mette.

Thomas fremhæver de demokratiske processer.

- Jeg får klaustrofobi, hvis alt er lagt i for faste rammer. Selv om jeg også kan blive træt af processer, så er det det, jeg trives med. Og i et bofællesskab er man i den grad hele tiden i proces, siger han.

- Noget af det fedeste var også arbejdsfællesskabet, når vi havde vores arbejdslørdage. For når man endelig fik noget besluttet i fællesskab, så rykkede det også, når 10-12 voksne plus alle børnene gik i gang med de mange opgaver efter den fælles morgenkaffe. Det var festligt, mindes Anne-Mette.

Til sammenligning

I 2011 flyttede familien Roswall fra bofællesskabet. De købte eget hus i nærheden og kan i tilbageblik sammenligne de to forskellige måder at leve på.

- At bo i bofællesskab er ikke nødvendigvis noget, der styrker et ægteskab. Man har jo ikke fokus på kernefamilien som sådan, men på et større fællesskab, hvor man relaterer til flere voksne. Har man en interesse, som den anden ikke deler, kan man altid finde en anden voksen at snakke med. Hvis man skal dyrke sit parforhold, tænker jeg derfor, at det er nemmere i en kernefamilie, hvor man kun skal relatere til du, jeg og vores børn. I et bofællesskab tænker man lidt anderledes, siger Anne-Mette.

Hun og Thomas oplevede på et tidspunkt, at en krise kradsede i deres parforhold.

- Vi har det 100 gange bedre i dag, men det har ikke noget at gøre med bosituationen. Vi fik det godt igen, mens vi var i bofællesskabet. Så det handler nok mere om vores livssituation og vores relation til børnene og hinanden, siger Thomas.

Anne-Mette vurderer imidlertid, at flyttet også har styrket forholdet, og Thomas giver hende delvis ret.

- Det har været vildt romantisk at have ombygningen af huset som et fælles kreativt projekt. Men det kunne vi nok også have oplevet i bofællesskabet, hvis vi var indstillet på det, vurderer han.

Begge er enige om, at de nok relaterer mere til hinanden nu, end de gjorde før.

- Men det er ikke til at sige, om det skyldes måden at bo på, eller om det er, fordi børnene nu er store og selvstændige, siger Anne-Mette.

Flest ulemper

Tilværelsen som kernefamilie i eget hus har på en del områder givet mere fleksibilitet.

- Før følte jeg mig meget forpligtet på fællesspisningen og ville afbryde andet arbejde for at være med. I dag sender jeg bare en sms til Anne-Mette om at spise senere, hvis jeg bliver optaget af andet, fortæller Thomas.

Parret ser dog flere ulemper end fordele ved at flytte fra kollektiv til kernefamilie.

- Man bliver så nemt en del af et livsstilsprojekt, som mangler mening. For til hvis glæde er det, at vi går og pudser op og lægger fliser - andre end os selv? I bofællesskabet havde det mere mening, for der gjorde man det for hinanden og i fællesskab. På trods af de konflikter og frustrationer, der kan opstå, så er det enormt meningsfuldt, når man bevidst vælger at leve tæt på andre mennesker, siger Anne-Mette og Thomas, som absolut ikke afviser tanken om, at de på et senere tidspunkt igen skifter fra kernefamilie til kollektiv.


Kategori: At stå udenfor en kernefamilie
Tags: Fællesskab, Kernefamilie,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger