Uhåndgribelig sorg - om barnløshed

Af Malene og Ruben Futtrup Fibiger, 5. april 2013
 
Illustration

Det begyndte så godt. Vi blev gift en forårsdag i maj 2007 – dog var det regnvejr, men det overskyggede ikke den glæde vi havde ved at blive gift. Vi havde mange forventninger til fremtiden og børn var uden tvivl noget vi glædede os til!


Da vi havde været gift i et år besluttede vi, at vi ville have et barn, og vi var i forventning til at det snart ville ske. Men tiden gik. Efter et halvt år begyndte en bekymring at snige sig ind, og efter et år var glædens forventning væk. Vi prøvede at slappe af med det, men det var svært.
Det, der skulle være så godt, var pludselig blevet en byrde for os. Det fyldte vores hverdag selv uden vi snakkede om det eller var bevidste om det. Der skulle gå yderligere et halvt år, før vi erkendte, at det var blevet så stor en byrde for os, at vi havde brug for hjælp til at blive en familie.

Beskeden

Malene ventede utålmodigt på den dag, hvor konsultationen efter de indledende undersøgelser fandt sted. Rubens tanker var rolige og han glædede sig til at få klarhed på det, der i hans hoved blot var et problem, der selvfølgelig kunne findes en løsning på. Ved første konsultation var beskeden klar; der var ikke noget at gøre. Lægerne kunne ikke hjælpe os. Det liv vi havde forestillet os brast med ét sammen. Var der mere værdi i livet, nu hvor vi aldrig ville blive en biologisk familie? Tosomheden føltes så skræmmende og absolut ikke tiltrækkende.  

Sorgen

Vi var i en sorg og kunne knap nok overskue os selv i det. Sorgen føltes ret uhåndgribelig, fordi vi sørgede over noget vi ikke havde. Det var ikke så konkret, som f.eks. det at miste et barn, en ægtefælle eller en ven. Vi havde mistet muligheden for at blive en biologisk familie, noget der i vores optik ikke er en rettighed, men en velsignelse. Den ukonkrete sorg gjorde det hårdt at være den sørgende, samtidig med at vi skulle fortælle andre, hvad vi havde brug for - og hvad vi absolut ikke behøvede.

I to år så vi nærmest kun familie og de nærmeste venner. Vi kunne ikke overskue mere, selvom vi gerne ville. Det var hårdt for os at være sociale. De år var uden tvivl gode for vores ægteskab, da vi rykkede tættere sammen og bar hinanden på skift. Set i bakspejlet blev tiden helt automatisk brugt på at komme sig, og få skabt nye forventninger til fremtiden. Nye drømme.

At acceptere barnløsheden

Vi havde svært ved at acceptere, at vi ikke kunne få børn, og derfor var det enormt svært at fortælle det til andre, fordi det er nedværdigende. I og med, at vi blev mere fortrolige med vores situation, fortalte vi det også til flere. Vi fortryder ikke, at vi ikke gjorde det offentligt med det samme, at vi ikke kunne få børn. Vi skulle simpelthen lære at leve med det og prøve at acceptere det, før alle blev indviet i det. Modsat kan vi også se fordelen ved at fortælle det tidligt, så folk kunne vise omsorg og tage os i forbøn.

Vores forhold til andre

Eftersom vi kun valgte at fortælle familie og de nærmeste venner om vores situation, kunne vi ikke forvente at alle omkring os tog hensyn. Det betød, at vi ind i mellem skulle lægge øre til pars (reelle) frustrationer over ventetiden, før det lykkedes at blive gravide. Noget der i vores optik var så fantastisk – og det vigtigste var, at det kunne lade sig gøre.

I vores (urealistiske) verden burde man glæde sig over alt, der var ved børn. Det kunne f.eks. være enormt provokerende at høre andre forældre udtale sig om, hvor hårdt det er at stå op om morgenen med små børn og hvor meget man savner sit gamle liv og sin nattesøvn. Vi synes, det kan være hårdt at stå op om morgenen, når der ikke er noget at stå op til. Der er ikke nogen, der er afhængige af os, hvilket kan være ensomt, selvom vi er to.

Vi oplevede, da det blev offentligt, at der blev taget hensyn i samtalen, hvis vi sad der. Nogle gange var det fint, andre gange blev der taget et nedværdigende hensyn, hvor vi kunne mærke, at folk ikke turde snakke om egne eller andres børn. Det føltes nedværdigende, at folk tog et misforstået hensyn. At møde det barnløse par i respekt er ikke at tage det for givet hvordan de reagerer, men at respektere, at man ikke ved hvordan de har det.

Vi bliver ikke længere spurgt til barnløshedssmerten. Vi stoppede til sidst med at sige det til andre, fordi vi synes vi fyldte for meget i samtalen. Spørgsmålene til, hvordan vi havde det forsvandt langsomt og nu oplever vi, at det er nemmere at spørge til, hvilket nummer vi står på ventelisten. Derfor bruger vi nu hinanden til at snakke med om smerten.
Det kan føles lidt ”pinligt” at blive ved med at komme med den samme sorg og sige de samme ting i samtalen med andre. Vi har dog lært, at folks reaktioner er et forsøg på at være frustreret sammen med os. Det kunne vi ikke se i starten. 

Da sørgetiden var ovre

Så ramte hverdagen efter to år. Vores sorgproces var ved at være bearbejdet og pludselig følte vi trang til at diskutere og småskændes igen over små hverdagsting. Det overraskede os meget. Før beskeden om barnløsheden, kunne vi diskutere, blive enige, og så videre. Men efter to år uden de store konflikter, kunne vi ikke ordne en konflikt, som vi plejede at gøre. Vi diskuterede og snakkede, men kunne slet ikke blive enige om en løsning. Vi var begge dårlige til at ”give” os, for vi havde så meget på den anden. Små hverdagssituationer blev pludselig kørt op til at dreje sig om verdenssituationen, der blev blandet så meget andet ind i de små konflikter. Vi havde forandret os, tilpasset hinanden, selvom det egentlig ikke var det vi ville. Fordi vi havde den andens ve og vel for øje, havde vi glemt at sætte ord på, hvad vi egentlig selv ønskede og derfor havde vi begge fået forkerte opfattelser af, hvad den anden egentlig havde af ønsker og behov. Vores velvilje mod hinanden blev vendt til misforståelser og konflikter.

Når sorgen dukker op

Det er nu 3 ½ år siden, vi en kold februar dag fik beskeden, og der er sket meget siden da. Vi troede, det var umuligt, men vi fik alligevel gang i livet igen. Det har været en hård kamp, hvor vi stadig skal slås med brudstykker af sorg og smerte, der dukker op. Derfor er det ikke lysten, der driver os til at skrive og rippe op i de ting, vi har været igennem, men nødvendigheden både for os selv og i håb om at andre vil finde opmuntring og forståelse for denne sorg. Der skal skabes nye drømme og fremtidsplaner skal ændres, det tager tid. Adoption endte med at være udvejen for os, selvom vi på hver vores tidspunkt og måde kom frem til den konklusion. Efter lang tids smerte er vi igen i forventning om at blive forældre. Det barn vi står på venteliste til, er allerede højt elsket og længe ventet, selvom vi ikke har mødt det endnu.

Vi er ikke i tvivl om, at det vi har fået, er bedre end det vi havde. Derfor er vi taknemmelige for vores liv og de velsignelser Gud har givet os.


Kategori: At stå udenfor en kernefamilie
Tags: Barnløshed, Lidelse, Sorg,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger