Inspiration til at få sexlivet til at blomstre

Af Lise og Frederik Berggren Smidt, krops- og psykoterapeut og præst, 12. juni 2014
 
Illustration

Nogle ægtefæller kan gå og glæde sig til sex, mens andre har det sådan, at det er noget, der skal overstås som løbeturen eller fitnesscentret. Nogen er helt holdt op med at dyrke sex, fordi de ikke orker efter en travl dag. Sex er en gave fra Gud og ikke noget, vi bare skal gøre som en sur pligt, fordi den anden gerne vil have det. Udfordringen er at få vendt tanker og følelser omkring sex, hvis du først er kommet dertil, hvor det er blevet en sur pligt, eller I helt er holdt med at dyrke sex. Her følger nogle "værktøjer", som du/I måske kan bruge til at få sexlivet til at blomstre.


  • Gå nøgne i seng sammen selvom I eller en af jer ikke umiddelbart mærker lyst til sex. Kæl for hinanden, snak om noget rart, giv jer god tid. Det er vigtigt, at I ikke forventer, at der skal komme sex ud af det. Måske falder I nøgne i søvn i hinandens arme og måske vågner I senere på natten ved, at I har fået lyst til hinanden.
  • Kys hinanden længe med tungen. Gør det f.eks. midt på stuegulvet eller i sengen. Mærk lysten i kroppen vokse af kyssene.
  • Tænk på og skriv om sex til hinanden. Brug sms til at sende søde og flirtende beskeder, der kan starte en forventningens glæde.
  • Gør jer klar til sex (uanset om I skal have det eller ej). Gå f.eks. i bad, klæd dig smukt på (spørg din ægtefælle hvad han/hun godt kan lide, du har på af tøj), klæd dig bevidst af mens din ægtefælle ser på dig i soveværelset, når I skal I seng. Lad være med at tage nattøj på.
  • Flirt med hinanden i løbet af dagen. Kys din ægtefælle i nakken, bliv siddende efter aftensmaden og se hinanden i øjende for en stund, hold i hånden mens i lufter hund/går tur/ser tv. Vis at du vil din mand/kvinde på alle planer.
  • Dans og rør ved hinanden til dejlig musik.
  • Væk din mand/kvinde med hans/hendes kærlighedssprog. Vi har alle et eller to kærlighedssprog, som vi føler os mere elsket af at modtage. Det kan være du har brug for anerkendende ord, eller meget tid sammen med din ægtefælle, gaver, at din ægtefælle gør tjenester for dig f.eks. praktiske ting eller måske er dit kærlighedssprog fysisk berøring. Du kan læse mere om kærlighedssprogene i Gary Chapmans bog "Kærlighedens 5 sprog". Det vigtige er, at I får talt om hvad hinandens kærlighedssprog er og så give den anden det, hun/han længes efter. Det er ofte en god vej til at mærke kærlighed og lyst til sex.
  • Hvis du som kvinde oplever, at du ikke kan få orgasme, så er det vigtigt, at I arbejder på den sag. Manglende lyst fra kvindens side kan skyldes, at kvinden ikke får orgasme. Som mand kan du efter et langt forspil røre ved hendes klitoris, først forsigtigt og blødt og siden hen hurtigere og lidt hårdere. Lad hende guide dig. Hvis han ikke rammer klitoris rigtigt eller for hårdt eller for blødt osv. skal du som kvinde sige det og vejlede. Du kan også som kvinde røre ved din egen klitoris, mens din mand kysser dig og rører dig andre steder på kroppen. 
  • Lav en middag kun for jer to og tal om sex: "Når vi elsker, kunne jeg godt tænke mig at., synes jeg godt om., synes jeg ikke om., kan jeg godt lide.". Sig hvad du gerne vil have men accepter også et "nej", hvis du får det.

Vi er skabt som mand og kvinde for at kunne forenes i den seksuelle akt. I foreningen spejler vi som mand og kvinde foreningen mellem Kristus og kirken. Bruden og gommen. Sex er en gave fra Gud. Som modpoler der tiltrækkes og søger hinanden, må vi i hverdagen huske at pakke denne gave ud. Det er måske ikke altid, at vi i den seksuelle akt når de største højder, men når vi forsøger at give os hen til hinanden, er vi undervejs med at ære gavens giver og tjene hinanden. At give sig selv hen er en form for næstekærlighed. I forhold til det seksuelle liv er ægtefællen vores næste.

Seksualiteten er en af menneskelivets skrøbeligste og stærkeste gaver og skal behandles med både nysgerrighed og nænsomhed. Gør vi det, kan vi som kristne blive verdens bedste elskere. Hvorfor? Jo, fordi vi i spejlingen af foreningen med Kristus kan bringe den største forløsning ind i ægteskabet.  Vi håber, at nogle af de ovenstående "værktøjer" kan blive til hjælp og velsignelse - også for jer.


Kategori: Seksualitet
Tags: Familieliv, Seksualitet, Selvhjælp,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger