Skam og skyld

Af Anna Bruun, 1. marts 2011
 
Illustration

Skyld og skam er to komplekse følelser, og oftest er de flettet uløseligt ind i hinanden. I den samme situation vil nogle måske føle skyld, mens andre vil plages af en voldsom skamfølelse.
Forskellen er, hvordan vi ud fra vores personlige psykiske bagage tolker det, som sker. I det følgende vil jeg forsøge at afdække forholdet mellem de to følelser og undersøge, hvilke psykologiske mekanismer, der kan være på spil.


Skam er en følelse af flovhed forårsaget af en uformåenhed eller en fortrudt handling. Skam er vanære. Vi kender alle til situationer, hvor vi rødmer af skam, slår øjnene ned, og hvor vi mest har lyst til at synke i jorden.
Det kunne for eksempel være Philip, som synes, at han har været til en rigtig god jobsamtale. Han svarede fint på spørgsmålene, og der var en rigtig god stemning, da han gik."Det job er mit", tænker han, og det siger han videre til familie og venner. Målløs bliver han, da han får tilbagemeldingen: "Du fik ikke jobbet. Du har ikke de kvalifikationer, vi søger". Philip er flov. Han ville ønske, at han aldrig havde pralet overfor familie og venner. Hans selvtillid har fået et hak i tuden, men efter nogle uger har han glemt den pinlige oplevelse. Hans skamfølelse var blot midlertidig.

Om skyld siger Politikens Ordbog: "Skyld er det ansvar, en person må påtage sig for en fejlagtig eller en kriminel handling". Vi kan føle os skyldige over noget, vi har sagt eller gjort. Vi kan have dårlig samvittighed samtidig med, at vi prøver at finde på undskyldninger for vores adfærd:
Sofie, som til en fest flirtede kraftigt med sin bordherre, selvom hun godt kunne se, at hendes mand blev mere og mere tavs og trist. "Jeg var jo bare i godt humør" tænker hun. "Det var jo bare en uskyldig flirt".
Men hun plages af dårlig samvittighed, og hun overvejer at bede sin mand om tilgivelse og ændre på sin
adfærd.

Værdiløs eller skyldig
Skam kan spænde fra en følelse af forlegenhed over en nedgørende bemærkning og til en intens oplevelse af at være dybt ydmyget. Vi skammer os over den, vi er. Jeg slog ikke til, og jeg indfriede ikke de forventede krav. Skammen reducerer vores selvfølelse. Jeg kan skamme mig over hvad som helst ved min person, mit udseende, min etniske baggrund eller min manglende kompetence. Oplevelse af skam har både at gøre med min selvvurdering og med, hvad andre mener om mig.
Skammen har konkrete fysiske udtryk. Vi rødmer af skam, ser ned, mister evnen til at tale og lignende. Den skamfulde har modstand mod at tale om og erkende sin skamfølelse, man frygter jo at blive afsløret og forventer kun at møde foragt.
Den skamfuldes tanker kredser omkring, hvad de andre mener om ham. Han føler sig værdiløs og har lyst til at forsvinde og glemme det hele eller i nogle tilfælde at slå tilbage.
Skyld har at gøre med en konkret handling. Jeg reflekterer over, hvad der er rigtigt at gøre. Jeg føler skyld over noget, jeg har gjort eller noget, jeg har undladt at gøre, som jeg burde have gjort.
Den skyldige har dårlig samvittighed: Han tænker: "Bare jeg ikke havde gjort det."
Han overvejer at tilstå og bede om tilgivelse.

Medfødt og kulturbestemt
Ifølge psykologiske iagttagelser er anlægget til skam medfødt. Barnet betragter forældrenes ansigt. Det ser efter deres respons på barnets adfærd, og hvis de ser misbilligende på det, kan man allerede hos det etårige barn se, at det vender hovedet ned.
I forskellige kulturer kan skam udløses af meget forskellige ting. For en del år siden var det her i landet skamfuldt at være født uden for ægteskab. I dag kan det være skamfuldt, hvis naboen ser, at man slår sit
barn.
Skammens positive funktion er at få os til at opføre os, så vi beholder vores tilknytning til andre mennesker.
Vi lærer at respektere andres grænser, og vi lærer at sætte grænser for utilbørlig nysgerrighed og for vores egeninteresse. Vi lærer at opføre os ordentligt. Skam er vores følelsesmæssige kompas i det sociale samspil.
Barnet udvikler følelsen af skyld, når det begynder at forstå begrebet ansvar. Ved fire-fem års alderen begynder barnet at udvikle en forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert, og barnet udvikler samvittigheden.

To slags skam og to slags skyld
Vi må skelne mellem midlertidig/sand skam og falsk skam.
Og vedrørende skyld må vi skelne mellem reel skyld og falsk skyldfølelse.
Mennesker vægrer sig imod at føle skyld, fordi det ødelægger idealbilledet af os selv. Men den sunde skyldfølelse opstår på baggrund af reel skyld, som man må gøre op med og søge tilgivelse for. Ved at overtage ansvaret for min skyld giver jeg afkald på at ville retfærdiggøre mig selv eller skyde skylden på andre. Det er en betingelse for, at man kan komme videre som
menneske.
Problemet med skyldfølelsen er, at den kan melde sig med fuld styrke, hvor den ikke har noget at gøre, og at den kan være fraværende, hvor den absolut burde være. Den kan også påføres andre, uden at der er grundlag for det.

Nogle skyldfølelser er ikke tegn på virkelig skyld, men snarere et udtryk for uklarhed og en manglende tillid til os selv. Mange har haft en for streng opdragelse og føler sig skyldige, fordi deres "overjeg" anklager dem.
De har overtaget forældrenes bud på værdier i så høj grad, at de ikke kan befri sig for dem, men plages af skyldfølelse. For eksempel en ung kvinde, der som barn blev tvunget til at arbejde. Hun føler skyld, når hun tager sig et hvil eller under sig selv noget.
Andre føler skyld, når de ikke opfylder andres forventninger.
Det kan være ægtefællens, venners eller kollegers. Eller man fordømmer sig selv for følelser som had og nag, som man mærker hos sig selv, men som man ikke selv kan acceptere. Man kan sidde fast i skyldfølelsen, som i et fængsel. Man kan straffe sig selv med den og lade sig beherske af den, men man er offer for falsk skyldfølelse. Som ikke har rod i reel skyld.
Den kan kaste et røgslør og være en hindring for ærlig kritik og ansvarlighed overfor os selv og andre.
Ifølge sjælesørgeren, Anselm Grün, tysk benediktinermunk og forfatter, skal man tage skyldfølelser alvorligt, selvom de ikke henviser til reel skyld. Hvis jeg bagatelliserer den andens skyldfølelse, tager jeg ham ikke alvorligt i hans nød. Skyldfølelsen er altid berettiget; problemet ved den falske skyldfølelse er, at den, som oplever følelsen, ikke kender sin skyldfølelses udspring.
Det er terapeutens opgave at søge efter skyldfølelsens kerne og at hjælpe personen med at blive forsonet med sig selv, sin skyld og sin livshistorie.

Over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt. 1. Joh. 3,20
At tro på Guds tilgivelse er også at lade ham få vores ubarmhjertige overjegs plads og have tillid til, at Gud vil tage sig af alt i os, og at han for længst har borttaget alt det, vi selv bebrejder os for.

Sand og falsk skam
Den sande skam lærer os som nævnt at overholde fælles værdier. Tilgivelse sætter vi som regel i forbindelse med skyld. Men vi kan have brug for tilgivelse fra skammen. I eksemplet hvor Philip pralede overfor familie og venner, kunne han måske overveje, om han har brug for tilgivelse for sin trang til at hævde sig selv.
Nogle mennesker bærer på falsk skam. De har problemer med at respektere sig selv. Når man respekterer sig selv, har man tidligt i livet opbygget en god selvopfattelse, man føler sig værdifuld. Man har lært at takle smertefulde følelser og skam, der vækkes i livet, uden at man bryder sammen.
Mennesker med falsk skam er personer, som tidligt i livet har fået opbygget en negativ selvopfattelse, og som på et dybt plan tror, at de er uduelige og ikke værd at elske. Det lille barn søger moderens blik og en positiv respons. Får man ikke det varme kærlige møde med de nære personer, opstår der en indre tomhed og en følelse af, at man ikke er god nok. I barnets møde med den kolde voksne eller i værste fald den misbrugende voksne vokser falsk skam.

Man kan være præget af falsk skam uden at vide det.
Ifølge den svenske psykolog og forfatter, Marta Cullberg Weston, kan man bære på falsk skam, hvis man:

  • Går helt i gulvet over negativ kritik
  • Skal være perfekt
  • Føler sig som en bedrager
  • Præsterer tvangspræget for at få værdi
  • Sammenligner hele tiden sig selv med andre
  • Er fyldt med mindreværd
  • Er rædselsslagen for at være sårbar og foragter andre, der udviser sårbarhed

Hvis man er præget af falsk skam, kan man ikke umiddelbart tage positive udtalelser til sig fra omgivelserne, idet man ikke stoler på dem: Man er som en ske med hul i.
Den bedste behandling for skamfølelse er at anerkende den og fortælle den til en person, man har tillid til. Det kan synes paradoksalt, for det er jo afsløringer, man frygter. Men effekten af at vise skammen frem er oftest positiv. Den bliver lettere at bære. Det er fordi, den anden kan korrigere den skamfuldes selvopfattelse.
Både på et kognitivt/intellektuelt plan, men også med følelsesmæssig respons og empati. Selvaccept og værdighed kan frigøre fra den falske skam, som tilgivelse kan fra skylden. Men det er vigtig at have en forståelse af, at dyb falsk skam er en så gennemgribende erfaring, at den som regel ikke er noget, man ved få samtaler kan snakke sig ud af.

Kilder: Weston, M.C. (2010): Fra skam til selvrespekt,
Dansk psykologisk forlag A/S
Grûn, A. (2003): Tilgiv dig selv, Steno Forlag.

Kategori: Skyld og tilgivelse
Tags: Skam, Tilgivelse,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger