Reaktioner på sorg

Af Ole Rabjerg, aut. psykolog i Agape, 14. november 2007
 
Illustration
"Poul Ørum sammenligner sorgens følelser med et skib, som mister roret i rum sø, men der mistes udover roret også kompasset, søkortet og kursorienteringen. Destinationen kendes ikke mere."

Livet er spændt ud mellem det at få og det at miste. Så når vi mister nogen, vi holder af, er det en naturlig del af livet. Alligevel skaber det sorg i os. Forud for tabet af en nærtstående er der nemlig en samhørighed, en forbundethed, en kærlighedsrelation med den anden. Når jeg mister, bliver denne kærlighedsrelation revet over. Det kan sammenlignes med to stykker papir, som er limet sammen - hvis de skilles ad, bliver noget revet over. Sorg er med andre ord kærlighedens bagside. Og sorg er derfor ikke udtryk for svaghed, men udtryk for, at vi har elsket.


Artiklen blev bragt første gang i Agapes blad TEMA nr. 2, 2007

 

Sorgens følelser

 

Når noget bliver revet over, vil der fremkomme en reaktion uanset, hvem vi er. Da forbundetheden med den anden er af følelsesmæssig art, så vil der også komme følelsesmæssige reaktioner. Det er ikke bare naturligt - det er en psykologisk lovmæssighed. Men hvordan følelserne kommer til udtryk er vidt forskelligt.

For nogle vil følelserne komme meget stærkt til udtryk. Det kan give kaos, oplevelsen af at miste fodfæste og miste orientering. Poul Ørum sammenligner det med et skib, som mister roret i rum sø, men der mistes udover roret også kompasset, søkortet og kursorienteringen. Destinationen kendes ikke mere.
Uden styring er skibet prisgivet naturkræfterne, storm, strøm og sø. Ikke så sært, at det kan være stærkt ubehageligt at være i. For nogle vil sorgen aktivere sådanne stærke følelser. For andre vil følelserne ikke komme særligt meget til udtryk, hvilket ikke er ensbetydende med, at sorgen ikke er der.

Kernefølelsen i sorg er naturligvis bedrøvelse. Vi græder, fordi vi har mistet - noget betydningsfuldt er taget fra os. Gråden har mange positive funktioner.
Dels påkalder den min egen opmærksomhed, så jeg tvinges til at give plads til følelsen. Dels udløser gråden nogle smertelindrende stoffer i kroppen. Og dels påkalder gråden andres opmærksomhed og trøst. Og det har vi i sandhed brug for, når vi mister.

En anden kernefølelse i sorg er vrede. Vreden kan være rettet mod årsagen til tabet, f.eks. en spritbillist.
Den kan også være rettet mere irrationelle steder hen, f.eks. kan forældre, som har mistet et barn, blive vrede mod deres egne forældre.
Sorg indeholder også andre naturlige følelser, f.eks. håbløshed, idet jeg oplever, at fremtiden mister betydning uden den elskede. Der kan være angst, angsten for at miste mig selv, angst for, at der sker noget med de andre, jeg har kær, osv. Der kan også være fortvivlelse og meningsløshed, idet vi bliver fyldt af mange hvorfor'er. Der kan være skyldfølelser, også selvom vi ikke har været årsag til døden, f.eks. skyld over ting, vi gjorde eller ikke gjorde i forhold til den afdøde. Og der kan også opstå stærke jalouxifølelser. Hvis jeg har mistet et barn, kan jeg blive jaloux på gravide eller andre, der har børn. Hvis jeg har mistet en partner, kan jeg blive jaloux på andre, der har en partner.

Sorgens arbejde

Sorg handler om et arbejde. Et arbejde med følelserne. At lade dem få den plads og få de udtryk, som følelserne har behov for. Men ud over følelsesarbejdet er der ifølge John Schneider også tre vigtige opgaver, nemlig:

  1. Hvad jeg har mistet
    Det handler om, at jeg gør det tydeligt, hvad jeg har mistet, f.eks. en kær ven, en elsket ægtefælle, barn eller forældre. Hvad denne person betød i min hverdag, hvad jeg havde sammen med personen, osv. Dette sorgarbejde kan f.eks. foregå ved mindesamvær, ved samtaler efterfølgende, ved skrivearbejde, ved tanker på personen, osv.
  2. Hvad jeg har mistet af mig selv
    Det handler om, at når vi mister en nærtstående, så mister vi dermed også altid noget af os selv. En mor beskrev det som at miste en arm og et ben, da hendes barn døde. Da vi er forbundet med hinanden, vil vi også altid miste noget af os selv, når vi mister. Sorgarbejdet er en afklaring af, hvad jeg har mistet af mig selv.
  3. Hvad der er tilbage
    Når vi mister noget af os selv, kan det give trussel om, at vi mister hele os selv. Nogle kan opleve tabet så stærkt, at de føler sig selv sænket ned i graven med den afdøde. Derfor er en vigtig del af sorgarbejdet også at få tydeliggjort, hvad der er tilbage, dels i mig selv og dels af muligheder i livet. Det er ikke hele mig og ikke alle muligheder i livet, som jeg har mistet.

Forskelle mellem kvinder og mænd

I sorgarbejdet må vi være opmærksom på den forskellighed, der kan være i, hvordan vi arbejder med sorgen. Både mænd og kvinder kommer let til at fremhæve kvinders typiske sorgarbejde som det ideelle, særligt at kvinder har lettere til tårer og lettere ved at sætte ord på følelser. Men vi kan ikke sige, at det ene slags sorgarbejde er bedre end det andet.

De nedenfor beskrevne forskelle mellem mænd og kvinder er generaliseringer, og slet ikke alle vil kunne genkende sig selv i disse billeder.

Mænd er handlingsorienterede. Mænds vigtigste måde at sørge på er ikke ved at tale alle følelserne igennem igen og igen. Mænd har brug for at være aktive.
Tidligere har mænd været aktive ved f.eks. at lave en kiste, grave et hul, lave gravsten, udføre det arbejde, den døde havde stået for, osv. Alt sammen noget, der bragte ham i kontakt med tabet, og denne kontakt var en del af hans sorgarbejde. I dag er mange af disse praktiske aktiviteter institutionaliserede (overtaget af andre). Nogle mænd finder dog aktiviteter, som har kunnet hjælpe med sorgarbejdet, f.eks. en mand som efter sin kones død i en trafikulykke var foregangsmand for at ændre udformningen af det vejkryds, hvor uheldet skete.

Mænd har også brug for at trække sig tilbage til sin "hule" for at finde ud af sine følelser. Kvinder finder ud af, hvad de føler ved at tale sammen. Mænd finder ud af, hvad de føler ved at være alene på værkstedet, på fisketuren eller ved computeren. Han kan så senere dele det med andre. Men vi kommer let til at forveksle dette sorgarbejde hos manden med flugt fra sorgen.
Mænd kan sørge på en sund måde uden at sige ret mange ord og uden at græde ret mange tårer.

Der er dog en risiko for, at mandens tilbagetrækning til sin "hule" eller hans mange aktiviteter bliver en flugt snarere end noget, der hjælper ham i kontakt med sorgen, hvilket så forhindrer sorgarbejdet.

Kvinder er følelses- og relationsorienterede. Derfor hænger sorg for kvinder også uløseligt sammen med det at udtrykke følelser og det at være i nære relationer.
Det "sår", som tabet har skabt, læges ved "at lade det bløde og derigennem renses", dvs. lukke op for smerterne og følelserne. "Såret" læges også ved, at der er andre, som viser omsorg og hjælper med at rumme det kaos, som følelserne har skabt i det indre univers.
At udtrykke følelser handler ikke om at overføre information men om at dele. Derfor er der også brug for at fortælle det samme igen og igen. Fordi følelserne fylder så meget, kan det være svært for kvinder at acceptere, at mænd ikke er i sorgens følelser hele tiden.
Kvinder skal dog være opmærksomme på, at det at udtrykke følelser og det at være i relationer ikke nødvendigvis er sund sorgarbejde. Der kan være risiko for, at følelserne snarere er en slags klynken eller en mere generel kalden på opmærksomhed. Og kontakten i relationer kan komme til at handle om en usund afhængighedstilstand snarere end hjælp og støtte til at arbejde med sorgen.

Accepten af mænds og kvinders forskelligheder i sorgarbejdet kan hjælpe til bedre at forstå og anerkende sig selv og det modsatte køn. Men vi kan også bruge forskelligheden til at lade os inspirere af hinanden.
Nogle kvinder vil have hjælp af at lade sig inspirere af mandens evne til at handle og til at gå ind og ud af sorgens rum, fordi denne egenskab kan hjælpe til, at der hentes ny energi i ting i hverdagen, som ikke er ramt af sorgen. Modsat kan mænd hente inspiration i kvinders evne til at give følelserne plads og sætte ord på dem og gøre brug af nærrelationer. For dybt nede i langt de fleste mænd er der en lille dreng, som (i hvert fald i spædbarnealderen) har kendt til at give tårerne los og blive trøstet af en anden.

Håb

Livet er spændt ud mellem at få og at miste. At miste kan rive så meget i os, at det fortsatte liv kan virke meningsløst. Derfor har vi brug for håb. Et jordisk håb om, at det alligevel giver mening at leve videre, og at jeg vil komme til at opleve glæde i mit liv igen.
Men der er et andet håb, som for mange kan være helt central i sorgprocessen, nemlig det himmelske håb - at jeg en dag skal møde min kære igen. For nogle giver dette håb styrke til at være i følelserne og smerterne, fordi jeg ved, at det er afgrænset - en dag vil det stoppe, og en dag vil jeg igen blive forenet med den, jeg har mistet.


Kategori: Sorg
Tags: Selvhjælp, Sorg,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger