Børn og sorg

Af Solvej Sangild, psykolog. Interview af Alice Aagaard Pedersen, 14. oktober 2007
 
Illustration


Artiklen blev bragt første gang i Agapes blad TEMA nr. 2, 2007

Hvad er forskellen på at føle sorg og så "bare" være ked af det?

Sorg forudsætter en tilknytning. Man har mistet noget. Et familiemedlem eller en ven er død, ens forældre er blevet skilt, eller man er måske flyttet fra et sted, man holdt af. Det handler om et bånd, man har; den betydning, der ligger i det, man har mistet. At være ked af det, er én af sorgens følelser.

Hvilke andre følelser er der i sorg?

Det kan være angst, vrede, fortvivlelse, skyldfølelse eller savn. Men krop og følelser hænger sammen, så der kan også være fysiske symptomer som hovedpine, uro eller mavesmerter.

Hvordan med små børn; hvordan oplever de sorg?

Små børn føler sorg over de samme ting som større børn og voksne, men for dem er det hele mere konkret; det handler om hverdagslivet. Det lille barn kan ikke tænke abstrakt. Det kan f.eks. ikke begribe døden som noget endeligt; for dem er det adskillelsen, der vækker angst. Evnen til at tænke abstrakt kommer gradvist fra skolealderen og op gennem ungdommen. De store børn forstår, at døden er noget endeligt, de forstår nuancerne og et udtryk som "på længere sigt".

Ved små børn gør der sig også det gældende, at de endnu ikke har ord for det, de føler. Derfor kan fysiske symptomer som hovedpine, mavepine og tics være deres måde at sige på, at der er noget, de savner eller noget, der vækker utryghed.

Børnene kan også blive fysiske urolige, støjende eller krævende. De kan reagere med afvisning; de holder sig tilbage. Eller de kan regrediere, det vil sige gå tilbage til en mere småbarnlig adfærd som at sutte på fingrene eller tisse i bukserne. Det er alt sammen naturlige reaktioner på sorg.

Men i forhold til sorg har børn en anden omskiftelighed, en anden fleksibilitet end voksne. De kan gå ud og ind ad sorgen. De kan gå fra sorg til leg. De lider dog ikke mindre af den grund.

Hvordan med de store børn/de unge i puberteten - hvad gør sig gældende her?

For de store børn/unge rammer sorgen særlig hårdt, hvis den falder sammen med en følelsesmæssig udviklingsperiode, hvor adskillelse er et følelsesmæssigt udviklingstema. Det vil sige, at finde sig selv; hvem er jeg? Det gør de unge f.eks. ved i meninger og holdinger at adskille sig fra forældrene.
Så er det ekstra vigtigt, at forældrene ikke forsvinder. De skal være den base, som de unge kan spille deres udvikling op ad. Forældre skal ikke gå fra deres børn. Det er de unge, som skal gå fra deres forældre!

Det er vigtigt at være opmærksom på, at ét tab i familien ikke medfører flere tab. Hvis en forældre dør, kan den anden forældre blive deprimeret og dermed forsvinde fra barnet og familien. Relationerne er ikke længere, som de var. Barnet kan blive bekymret for forælderen. Det bliver måske bange for, at der skal ske noget med den anden forældre også. Sikkerheden er væk. Der kan opstå angst for mørke, for at være alene eller for at gå i skole. Barnet kan få mareridt, få skolevanskeligheder, måske have svært ved at koncentrere sig. Det kan også blive vredt, være på tværs, måske med forskudt vrede på f.eks. en lærer.

Det er vigtigt, at omgivelserne er opmærksomme på, om familien forandrer sig efter tabet. Hvis familien ændrer sig efter tabet, f.eks. ved at den tilbageværende forældre bliver deprimeret eller måske drukner sig i arbejde, så kan der opstå tab oven i tab.

Det vigtigste for barnet er kontakten. At barnet mærker, at kontakten til den tilbageværende forældre ikke brydes. Dén må ikke være vedvarende væk. Barnet har brug for kontakten og nærværet i sin udvikling.

Hvordan kan vi som voksne hjælpe børnene?

Vi skal hjælpe dem med at sætte ord på det, de tænker og føler. Hos små børn er der en glidende grænse mellem fantasi og virkelighed. Vi skal ind og høre, hvad de tænker dér - i deres fantasi. Et barn kan f.eks. tænke eller sige: "Du er åndssvag, mor". Og hvis mor så dør, kan det føre til skyldfølelse. Vi skal som voksne fortælle dem, at deres tanker og følelser er naturlige. Og fortælle dem, hvad der er normalt.

Stimuler børnenes tanker ved at tegne, se billeder og snakke. Når der puttes ved sengetid er ofte et vigtigt tidspunkt, hvor børn udtrykker deres tanker; et godt tidspunkt at give sig tid til at være sammen.

Det er også vigtigt, at vise børn i sorg omsorg. Varme og forståelse er vigtig. Et mindre barn kan man tage på skødet. Til et større barn kan man sige; "Hvor er det dog svært for dig og din familie". Man kan også mobilisere et netværk af venner, søskende og skole til at hjælpe barnet og familien i sorg.

Ellers gælder det om, at skabe tryghed og forudsigelighed for barnet. Man skal give opmærksomhed, ikke overbeskytte barnet, det kan føre til angst for livet.

Skal man fortælle barnet alt?

Åbenhed og direktehed er godt. Men det skal selvfølgelig være tilpasset barnets alder og udvikling.
Generelt kan man sige, at viden reducerer angst. Børn skal have information om, hvad der sker. Det er en misforståelse, at ville "skåne" barnet. Nogle siger:
"Jeg har jo aldrig fortalt dem det" eller "Små børn kan jo alligevel ikke huske". Men det er ikke sandt. De ved det. Og deres krop husker. Børns sanser og intuition er langt stærkere end voksnes. De husker indtryk, også detaljer, med deres sanser. Hvis de ikke får noget af vide, lægger de i stedet deres fantasi til, og det kan være angstfyldt.

Der er forskel på den forberedte og den uforberedte sorg. Det uventede tab er et chok. Det kan være traumatisk og voldsomt. Et barn kan f.eks. reagere med apati/lammelse ved at fortsætte med at lege, som om intet er hændt. Det hører, hvad der bliver sagt, men erkender det kun langsomt rent følelsesmæssigt. Barnet lukker det skete ind lidt efter lidt. fordi det er vigtigt, at det gradvist går op for barnet, hvad der er sket. Det er en måde at passe på sig selv på.

Når det drejer sig om den sorg, der kan forberedes, skal man forberede barnet på de forandringer, der kan ske. Handler det om sygdom, så tag barnet med på hospitalet, så det oplever, at det er med i det, der sker, og ikke bliver koblet af. Et barn har brug for at være til nytte. Svar på barnets spørgsmål. Et barn samarbejder, og ønsker at passe på de voksne.

Kan det ske, at børn ligefrem skal til psykolog med deres sorg?

Det er ikke en naturlov, at børn skal til psykolog, når der er sorg i familien. Start med de voksne! De har ansvaret for det følelsesmæssige klima i familien. Men er børnene selv ramt af sorg og mangler de støtte i miljøet, så kan det være nødvendigt. Vi undgår ikke at tale om det smertefulde. Det kræver en overvindelse, men hvis kroppen mærkes lettere bagefter, har det været godt at tale om det. Børn viser det tydeligt ved at springe af sted og være gladere bagefter!

Sorgen er nødvendig for at hele. Det gælder ikke om at komme videre efter tabet, men om at kunne leve. Der er forskel. Sorg er en iboende helende kraft, der gør, at vi kan leve - også efter tabet. Sorg hører livet til, men vi behøver ikke at blive knækket af den.

--
Litteratur
God bog til børn om sorg - til f.eks. oplæsning og samtale:
"Marvi myrebjørn fatter håb" af Donna O' Toole

 

Folder: Børn, unge og sorg
Kristent Pædagogisk Institut (KPI) har i 2013 udgivet en lille folder: "Børn, unge og sorg", som er skrevet af Aida Hougaard Andersen, aut. psykolog i Agape. Du kan bestille folderen ved at skrive til Agapes sekretariat eller downloade folderen gratis her.

 

 


Kategori: Sorg
Tags: Børn, Sorg,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger