Ensomhed i parforholdet

Af Steen Kruse, parterapeut, 1. juli 2015
 
Illustration

Ensomheden i parforholdet kan vise sig på mange måder. Det er af afgørende betydning, at man hele tiden har opmærksomheden på hinanden og på hinandens trivsel.


Når man involverer sig i et parforhold, er det med sigte på fællesskab. Dette fællesskab kan have mange niveauer.
Men fælles for de fleste parforhold er, at man starter forholdet med en tiltrækning både på det fysiske plan men også på et venskabsplan.
Man tiltrækkes således af at kunne dele noget, at kunne gøre noget fælles.

At kommunikere betyder at gøre noget fælles. Dette kan være både det talte ord, men det kan også handle om det fysiske sprog, hvor vi i parforholdet viser hinanden, at vi elsker hinanden ved at røre ved hinanden og elske med hinanden.
Fællesskabet kommer ofte også til udtryk omkring fælles værdier, fælles livsanskuelser, og mange finder rent faktisk også sammen omkring en vis fælleshedi meninger og livsform.

Tab af kontakt

Når par oplever kriser – store som små, så handler det som regel helt grundlæggende om én ting, og det er tab af kontakt.
En hverdagskonflikt, af dem vi alle kender til, kan i nogle tilfælde udvikle sig til et større skænderi, som medvirker til at vi måske ender med at have dårlig kontakt i en periode.

Når vi er i konflikt, har vi det ofte dårligt. Måske fordi jeg sagde noget, jeg har fortrudt, eller måske fordi den anden sagde noget, der sårede mig. Men fælles er, at vi sørger over tabet, af den kontakt vi holder af og længes efter. Disse hverdagskonflikter er det vigtigt at kunne komme ud af så hurtigt som muligt, idet det mindsker de følelsesmæssige eftervirkninger.

Hvis vi har mange af disse konflikter, eller hvis vi har større konflikter, der truer os i et samliv, da vil tabet af kontakten mellem parret blive mere konstant. Dette betyder, at man kan opleve, ikke at få genoprettet den livsnødvendige kontakt for forholdet.

 

Når par oplever kriser - store som små, så handler det som regel helt grundlæggende om én ting, og det er tab af kontakt.

 

I samtalen med par møder jeg dette tab af kontakt, og ensomheden i form af gentagne bebrejdelser, beskyldninger, eller tilbagetrækning og ignorering. Så snart den ene udlægger en negativ oplevelse eller beskyldning, da kan den anden tage over og bringe en tilsvarende negativ oplevelse. Det fælles for disse oplevelser er, at grundproblemet er tab af kontakt og dermed en efterfølgende ensomhed.

Ensomheden kan tage sig ud på mange måder. Man deler ikke vigtige livshistorier. Man holder op med at røre hinanden og have sex. Man taler for lidt om børnene og hverdagen. Man går i seng på forskellige tidspunkter. Man står op hver for sig. Man afkobler sig ganske enkelt, fra den man elsker allermest.

Hvad betyder det for forholdet

Hvis ikke man retter op på disse afkoblinger, så vil det i langt de fleste tilfælde enten betyde, at man bare lever et liv hver for sig sammen, uden nævneværdig følelsesmæssig kontakt, og det vil være svært at blive ved at holde sammen. Eller det vil betyde, at man har mange gentagne konflikter, som gør, at man kan tro, det handler om gentagne uenigheder og forskelligheder.

I nogle forhold sker disse processer dog ikke så tydeligt. Her kommer tabet af kontakt mere til at få den forklaring; at vi er vokset fra hinanden, eller vi er så forskellige – vi skulle aldrig have været et par. Disse par oplever ikke nødvendigvis de store konflikter, men de oplever stadig ensomhed. Denne ensomhed oplever parret formodentlig forskelligt. I nogle parforhold vil det derfor være mest den ene, der lider, mens den anden måske ikke tillægger det så stor betydning. Den, der tillægger det mindre betydning, er enten god til ikke at mærke tabet af kontakt, eller man har måske sat noget andet i stedet; en sport, et job etc. Hvis man ikke tager fat om dette langvarige tab af kontakt, vil det ofte betyde, at parforholdet og måske især den ene vil lide under det. Man vil reagere med opgivenhed og tristhed, og den dag børnene flytter hjemmefra vil man, hvis ikke parforholdet er gået i stykker inden, opleve en fremmedhed i forholdet, som kan være svær at leve i.

I det etablerede parforhold

Det er således vigtigt, at man hele tiden har en opmærksomhed på kontakten. Opmærksomheden på betydningen af at begge trives. At vi deler livet med hinanden på alle planer samtidig med, at vi giver plads til vores forskelligheder.
I nogle perioder har vi mindre tid – sådan er livet, men det er livsvigtigt for kærligheden og samhørigheden, at vi regelmæssigt samler op på vores trivsel – sammen og hver for sig.
Alt dette kommer helt af sig selv, når vi er nye i forholdet og forelskede. Men i det lange parforhold er vi nødt til at arbejde mere for at holde fast i hinanden og i kontakten til hinanden.


Kategori: Ensomhed
Tags: Ensomhed, Parrådgivning,
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger