Tavshedspligt

Af Elmo Due, lektor ved Pastoralseminariet i Kbh., 17. december 2015
 

Tavshedspligten er en afgørende forudsætning for sjælesorg, uanset hvem der udøver den. Præstens tavshedspligt er imidlertid særlig, fordi den er pålagt fra juridisk side. Her filosoferer Elmo Due over betydningen af præstens tavshedspligt.


Det sakramentale segl

Der findes mange former for tavshedspligt, men den tavshedspligt, som knytter sig til sjælesorgen, har sin særlige begrundelse og historie.
Tavshedspligten er nemlig knyttet til skriftemålet, som i den romersk katolske kirke stadig bliver betragte som et sakramente – altså en særlig vej til frelse. Om tavshedspligten hedder det derfor smukt, at den er ”det sakramentale segl”.
Tavshedspligten skulle altså værne om en særlig vej til frelse, nemlig den oprigtige samtale om synd og nåde.
Selv om sakramenternes antal af reformatorerne efterhånden blev indskrænket til dåb og nadver, så har de protestantiske kirker fastholdt tavshedspligten i forbindelse med skriftemål og sjælesorg, og lovgivningen har i et eller andet omfang støttet dette. Det sidste angiver tillige, at tavshedspligten har en betydning for både samfund og kirke.

Et beskyttet rum i samfundet

Hvad samfundet angår, findes der en smuk og væsentlig indsigt i en formulering, som man kunne læse i en svensk rapport fra 2010, ”Ett skyddat rum”. Det var et arbejde, som var bestilt af Svenska Kyrkan, og der blev i den forbindelse indkaldt til høringssvar fra en række kirkesamfund. Fra Metodistkirken kom der en redegørelse, der blev indledt med en samfundsmæssig betragtning: ”Præsten har tavshedspligt for at kunne lægge et dække over andres synd, problemer og smerte, eftersom et samfund ikke kan eksistere, hvis alle ved alt om alle. Det er kun Gud, som magter at kende alt.”

I Guds billede

Dermed er der peget på, at tavshedspligter forbinder sig med et bestemt syn på menneske og samfund. Når det drejer sig om samfundet, betyder det, at det ikke ubegrænset kan trænge sig ind på den enkelte borger og dennes gudsforhold, og når det gælder synet på mennesket, så svarer det til dets gudbilledlighed.
Ligesom Gud er et helligt mysterium i sin åbenbaring, således er mennesket helliget som et mysterium med en urørlighedszone, selv om det lever i et samfund. Mennesket bør ikke gennemlyses uden i gudsforholdet. Derfor er det jo også, som angivet i f.eks. Den lille Katekismus, at det ikke er for præsten, men for Gud, at man bekender.

At komme til sig selv

Sjælesorgen er omgivet af tavshedspligten for at skabe det hellige rum, hvor et menneske kan komme til Gud og derved komme til sig selv, nemlig som det menneske, der er mødt af Guds kærlige nåde og derfor føres ind i en ny  virkelighed, Guds virkelighed. Det er dette Guds rige, som tavshedspligten værner om. Derfor er tavshedspligten en hellig pligt, sakramente eller ej.

................

For uddybende information om præstens tavshedspligt, se netop udgivne folder fra Center for Selvmordsforskning: http://bit.ly/1LKQdBU


Kategori: Sjælesorg
Tags: Sjælesorg
 
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger