Ensomheden blev mindre


Birgitte og Filip Kristensen mistede i 2008 deres søn Jonathan.

Da jeg i 2010 ser opslaget for Agapes temadag: "Forældre, der har mistet et barn" - ved jeg bare, at jeg skal med. På det tidspunkt er det tre et halvt år siden, vi mistede vores toårige søn og Isabellas lillebror, Jonathan.

Jonathan fødes i 2006 med en medfødt hjerneskade. Det første år er uforudsigeligt og kompliceret, men han udvikler sig så fint. Efter det første år har vi 10 skønne måneder med Jonathan - uden indlæggelser, og Jonathan udvikler sig over al forventning: han lærer at tale og udvikler sig så flot motorisk. Der var ingen, hverken os eller læger, der troede, han skulle dø. Han dør i 2008, meget pludseligt og helt uventet af et væsketryk i hjernen.
Halvandet år efter Jonathan dør og et halvt år forinden temadagen, føder jeg vores tredje barn: Silas. Under graviditeten var jeg glad og forventningsfuld. Jeg mærkede og troede på, at et "nyt" barn ville læge mine sår. Jeg forventede, at jeg ville komme videre i mit liv med en ny baby i armene; at sorgen ville være væk; at glæden ville komme igen.

Tabsangst og katastrofetanker
Sidst i min graviditet mærker jeg angsten ligge på lur, og efter fødslen brager sorgen frem. Jeg er ked af det, er angst for at miste min lille baby, angst for at han er syg. Samtidig er jeg angst for at miste min mand og vores ældste, Isabella. Tabsangst og katastrofetanker kommer og går dagligt. Jeg savner Jonathan frygtelig meget, så jeg næsten ikke kan glæde mig over Silas. Jeg er vred. Sorgens følelser og reaktioner fylder enormt. Ensomheden sidder som en klump i maven, jeg står så alene i det, ingen forstår mig. Jeg har ingen at tale med om det. Alle tror, at vi er videre nu, vi har jo fået endnu en lille søn. Men faktisk er det først nu, sorgen for alvor kommer. Jeg længes frygteligt efter en sorggruppe, og efter nogen der spørger ind og lytter. Nogen at dele sorgen med, nogen der forstår.

Derfor ved jeg, at jeg har brug for hjælp, og jeg er desperat. Min mand, Filip, synes også, det er en god ide at tilmelde os temadagen "Forældre, der har mistet et barn". 

Svært at møde op
Som dagen nærmer sig, er jeg frygtelig nervøs. Jeg har ondt i maven og faktisk slet ikke lyst til det. Det hele er kaos i mig. - Kan jeg rumme andres fortællinger om, hvordan de har mistet? Vil jeg blive endnu mere angst for, at tab og katastrofer rammer mig igen?  Vil jeg vælte helt, når jeg åbner op fra det kaoshav; den storm af følelser, der raser i mig? Jeg er bange. Men jeg ved også, at jeg ikke længere kan stå alene med min sorg og de følelser, der følger med.

Vi møder op til dagen, og det er rart at få ansigter på. Jeg husker ikke helt, hvor mange vi var, men ca. fem-seks par. Der er meget stille. Det er rart at være der, men også lidt skræmmende fordi jeg skal til at åbne op for sorgen, og det der bliver sagt, rører ved min egen sorg. Der er en præsentationsrunde, hvor forældrene fortæller om hvem, hvordan og hvornår de har mistet. Der var et oplæg ved en præst og ved en psykolog og herefter mulighed for at sætte ord på, hvad sorgen har gjort ved os både i forhold til tro og følelser. Senere er der gå-ture i naturen, hvor deltagerne kan tale sammen. Og der er god forplejning hele dagen.

Ensomheden blev mindre
For os var det godt at møde andre forældre i samme situation. Det gav følelsen af ikke at være så alene. Ensomheden blev på en måde mindre. Desuden var det rigtig godt at høre oplæg fra professionelle.

Præsten var inde på tro og tvivl. Hvordan vi bliver ramt på vores tro, når vi mister? Hvordan tilliden til Gud rammes, at tab af et barn også kan være et tab af tillid til Gud. Hvordan Gud favner os midt i tabet og de svære følelser. At Gud rummer alle vore følelser og elsker os med ALLE vore følelser. Undervejs i oplægget kunne vi få lov at fortælle, hvad der var svært for os i troen.

Psykologen talte om, hvad sorgen gør ved os. Hvilke følelser er naturlige i en sorg. Det var rigtig godt for mig at høre om, at alle de følelser, der fyldte for mig, var helt naturlige følelser i en sorgreaktion. Jeg var ikke ved at blive sindssyg, selvom det kunne føles sådan. Han talte også om sorgarbejde, hvordan man kan arbejde med sin sorg. På den baggrund fandt jeg ud af, at jeg ikke har arbejdet i dybden med min sorg. Sorgen over tabet af Jonathan havde slet ikke fået plads. Sorgens følelser havde ikke fået meget plads. Min sorg og mine følelser var, via antidepressiv medicin, blevet undertrykt. Medicinen havde lagt låg på min sorg, og derfor var min sorg blevet udskudt og forsinket.  

Så temadagen gjorde for det første min ensomhed mindre ved at dele min sorg med andre, der selv har mistet.

For det andet gav dagen mig også en større forståelse af mit eget ståsted i forhold til sorgen. Jeg blev meget klogere på hvad sorg er, og hvor jeg var i forhold til min egen sorg. Jeg fik ligesom set sorgen ovenfra.

Temadagen gav mig, for det tredje, et større og mere nuanceret og rummeligt billede af Gud - og en følelse af ikke at være bange for at udtrykke ALLE mine følelser til Gud. Og hvad mit tab har gjort ved min tillid til Gud.

For det fjerde gav det os noget i forhold til vores ægteskab, at høre at mænd og kvinder reagerer forskelligt i sorg.

Temadagen gjorde, for det femte, at jeg fandt ud af, at jeg havde brug for at arbejde dybere med min sorg via individuel sorgterapi. Det startede jeg på en måneds tid senere.

Meget lang proces
Min sorgproces har været en meget lang proces. Det er meget hårdt at gå ind i sorgens rum og arbejde med den, men det er vigtigt - MEGET vigtigt! For ellers sætter sorgen sig i kroppen, det kan være fysisk eller psykisk eller begge dele. At gå ind i sorgens arbejde forløser sorgen og har for mig betydet, at jeg har fundet fodfæste i livet igen og blevet mig selv igen.

Man skal hjælpes ind i sorgen af nogen, der ved, hvad det handler om. Det kan være sorghjælpere, sorgledere, sjælesørgere, psykoterapeuter eller psykologer. Og det kan være i en sorggruppe eller via individuel sorgterapi eller begge dele.

Sorg skal ikke undertrykkes, men udtrykkes - og det var temadagen i Agape et skridt på vejen til for mig. Tusind tak fordi I afholder sådan en temadag for forældre, der har mistet et barn. Det kan både min mand og jeg varmt anbefale.

De bedste hilsener Filip og Birgitte Kristensen

--

Birgitte Bjerregaard Kristensen, 38 år.
Hjemmesygeplejerske i Herning kommune.

Filip Kristensen, 41 år
Projektleder hos Siemens i Brande.

 
»Sjælesorg og FamilieRådgivning
 
24-10-2017 - 16-06-2018Kursus
 
Nordvestkirken, Kbh. NV
»Foredrag ved Ole Rabjerg
 
24-11-2017Intern
 
KFUMs Soldatermission
»Foredrag ved Annette Bech Vad
 
28-11-2017Mød Agape
 
Lind IM
»Adventsretræte
 
08-12-2017 - 10-12-2017Retræte
 
Ådalen Retrætecenter ved Randers
»Foredrag ved Elli Kappelgaard [lukket arr.]
 
09-01-2018Foredrag
 
Thorsø
»Foredrag ved Annette Bech Vad
 
15-01-2018Mød Agape
 
Holstebro IM
»Foredrag ved Annette Bech Vad
 
25-01-2018Mød Agape
 
Horsens IM
»Foredrag ved Elli Kappelgaard
 
25-01-2018Mød Agape
 
Vejle IM
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger