At være kaldet

6. november 2013
 

At der tales om kald i dag er slet ikke usædvanlig. Vi oplever det også i erhvervslivet, at der tales om kald, når en dygtig medarbejder lægger alle sine kræfter, sin tid og evner i en opgave. Her tænktes der på den medarbejder, som giver sig hen i jobbet, og bruger al hans tid på det. Måske fordi det er en krævende opgave, eller det er en medarbejder som på en speciel måde giver sig hen i dette job.

Når dette ord bruges om en hengivende medarbejder, så er det nok ikke tilfældig. Vi har gennem mange år brugt kald, om dem som rejste ud på missionsmarken, overbevist om at Gud kaldte dem til det. For mange blev det et farvel til familie og gode kår i Danmark, og til et liv i vanskelige opgaver, afsavn, tropesygdomme og ofte sygdom, som førte til død for dem selv, eller ægtefæller og børn. 85 % af de første missionærer som rejste til Sierra Leone døde eller måtte rejse hjem igen, ødelagt af tropesygdomme. Jo, de kom til at betale en høj pris for at bringe evangeliet til nye missionsområder.

Derfor kan der lægges en forventning og et pres over at ”være kaldet” til en opgave. Denne forventning kan både være fra den som er kaldet, til at give sig selv helt hen i opgaven. Den kan også lægge fra den missionsorganisation som kalder, at man er villig til at give mere, og tage store opgaver, også selv om det har personlige omkostninger. Men det kan også lægge et tryk fra de mennesker som er omkring den som er kaldet, at de forventer at man giver sig helt i opgaven.
Men er dette et ret syn på at være kaldet?

Nej, det er ikke det syn vi finder i Bibelen. Allerede fra de første blade i Bibelen giver Gud os en meget stærk anvisning på, hvad han forventer. I den uge hvor Gud skabte alt, skabte han på seks dage, og den syvende dag holdt han fri. I skaberordenen ligger det, at den syvende dag er en dag vi må holde fri, og bruge til at glæde os over det som skete på de seks dage, afslapning og til at være sammen med familie og til ”Gudstjeneste”. Ganske tankevækkende er det også, at der efter hver dag står: ”så blev det aften, og det blev morgen” til en ny dag. I mellemøsten er der ikke meget forskel på den tid det er lyst og hvor det er mørk. Gud sluttede sit arbejde ved mørkets frembrud, for at lade op til næste dag! Er vi forpligtet til at yde mere end Gud giver en anvisning på??
Da Jesus gik rundt med disciplene, underviste han dem, og efter hårde dage med undervisning og mange mennesker tog han dem med ud i ørkenens stilhed, for at de kunne hvile og lade op.

Ønsker Gud trætte og udslidte medarbejdere? NEJ. Han ønsker i stedet medarbejdere, som udfylder det kald de har fået, og bruger den nødvendige tid til hvile, for at de næste dag kan tage fat på deres arbejde, og gå i gang glade og udhvilede. Som Gud sikkert gjorde mens han skabte. Da har han sikkert til aften rettet sig op, og glædet sig over det som skete, og takket for det.
Derfor kan vi, når vor arbejdsdag er slut rette vore rygge, takke Gud for at jeg i dag fik lov at være en del af hans plan, og så vide, at nu forlanges der ikke mere af mig. Jeg kan lægge mig til ro, med tak for hvad jeg udrettede, og først tænke på morgendagen når den begynder.

Dette gælder både, om der tales om dem som fik kald til at gå ind i en fuldtidstjeneste, og dem som fik kald – eller til opgave at tjene i kirke og menighed i fritiden. Gud kalder os ikke til mere end vi kan klare. Lægges mere på os, må vi sige det fra. Andre må se et kald i dette.
Her er det vigtig at hele menigheden ser sig som Kristi legeme, hvor at alle lemmer har en funktion. Det er ikke bare en, som har en opgave. Alle har deres opgave, og alle er lige vigtige. At der lyder en god forkyndelse i kirke og missionshus er vigtig, men at der også er rent, varmt og godt at være er lige så vigtig. Her er der ikke noget med at nogens kald er større eller vigtigere end andres. Alle er en del af legemet. Svigter én, eller synes opgaven er ringe, så lider alle de andre under det.

Derfor kan den som måske ikke fik kald til at være noget stort i menigheden, men som i ord og gerning vidner om sin herre og frelser på arbejde eller blandt venner og naboer, netop på den måde være et utroligt vigtigt redskab i Guds rige. Det er nogle gange dem som i det stille går bud for deres herre og frelser, der bliver overset, men som værdsættes mest, og når længst ud. Kald til hverdagstjeneste er et stort kald!! Det er ofte ”derude” Guds rige vokser mest og bedst.

Et forkert kaldssyn kan få alvorlige følger for den som går ned på det. Ingen har fået kald til at yde mere end man kan og skal. Vi har alle fået kald til at følge Jesus!! Det er vort kald. I dette kald fik vi forskellige opgaver. Men disse opgaver fik vi sammen med alle de troende. Derfor må vi læne os op af dem, og være en del af det store kald Guds menighed fik til at bringe evangeliet ud. Det er ikke overladt til nogle få.
Derfor er du ikke kaldet til at skulle gå alene på de andres vegne. Nej, du er kaldet til at følge Jesus -også hans eksempel til at arbejde og hvile. Gør du ikke dette, kan du slides op af stress og udbrændthed. Selv om man brænder for Jesus, er ingen kaldet til at brænde sig op for Jesus.
Her er det lige så vigtig at kirke- og missionsorganisationer også følger Jesu eksempel og leder deres ansatte ud fra dette.


 
Kalender
Der er ingen aktuelle arrangementer i øjeblikket, der er relateret til denne arbejdsgren.
© 2017 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger