Agape i dag

Foreningen Agape er i dag kendt for diakoni. Flere tusind mennesker har gennem Agape hørt om diakoni, over 500 har været på Agapes kurser bare de seneste 5 år. Mere end 1500 har været i terapiforløb i Agape. Ca. 130 er frivillige i bestyrelser, udvalg og arbejdsgrupper og der er 5 ansatte i Agape.

Hvordan begyndte det
Jeg har haft den gode oplevelse; at lytte til nogle af dem, der skabte Agape. De brændte for 2 ting: evangelisation og diakoni.
Nogle mødte gennem evangelisation mennesker, der ikke alene trængte til hjælp til troen, men også hjælp til livet. Skulle de opleve Guds kærlighed, måtte man også tage deres livssituation alvorlig. Andre oplevede som diakonelever at komme ud på kirkelige institutioner, hvor man med stor faglighed gav mennesker livshjælp, men hvor forkyndelsen af evangeliet ikke længere var en hjertesag.
Det førte til stiftelsen af Agape – først Agape-fondet i 1979 og siden Foreningen Agape i 1990.

Troshjælp og livshjælp
Visionen var at skabe et diakonalt arbejde, hvor troshjælp og livshjælp gik hånd i hånd. Klar bibeltro forkyndelse sammen med omsorg for menneskers nød i livet her og nu. Hos Torleiv Austad (norsk professor i teologi, Red.) fandt man en teologisk gennemtænkning af dette. Han taler om diakoni i lyset af skabelsen og frelsen, og formulerer diakoniens særpræg og opgave som dette; at "sammenholde både den gode gerning og det gode Kristus-vidnesbyrd."
Man ønskede selv at tage fat. I begyndelsen tænkte man særlig på hjælp til alkoholikere og narkomaner, og der blev gjort forsøg på at starte et hjem for denne målgruppe.
Desuden ønskede man at skabe en diakonal vækkelse ind i vækkelsesbevægelserne.

Navnet "Agape"
Navnet Agape kom fra teologerne. Det er græsk, og udtrykker i bibelen Jesu uselviske og opofrende kærlighed til os.
Agapes første udgivelse var et blad med titlen "Konsekvens". Har vi mødt Jesu kærlighed i hans død og opstandelse for os, så er den naturlige og nødvendige konsekvens for os, at vi også tjener ham med lidt af den samme kærlighed.
Leif Andersen fortæller, at man fra starten misforstod betydningen af ordet Agape, idet man der talte om Agape som den opofrende kærlighed, der elsker det, som intet er værd! Senere er det stærkt blevet understreget, at det særlige ved Guds agape i stedet er, at Gud elsker det værdifulde – mennesket!

Nye arbejdsgrene
Foreningen Agapes første store satsning var – med 20.000 kr. i kassen – at købe ’Søperlen’ i Farsø (1992). Det blev et sted med fokus på terapi, sjælesorg og rekreation. Senere kom Agapes psykiatriske center Daggry til (19--). Med ansættelsen af Steen Palmqvist kom også Agapes kursusvirksomhed i gang. Fra 2003 blev arbejdet samlet i Silkeborg. Og siden da er der kommet en række mindre og større arbejdsgrene til. Bl. a. arbejdet for "Forældre der har mistet" og "PsykTro", der giver hjælp til mennesker med psykisk sygdom og pårørende. Mange ildsjæle har meldt sig, og har som frivillige gjort et stort arbejde i Agape.

Basis
Et lille men vigtigt arbejde i Agape er Basis, der opstod, fordi man mødte kristne, der kæmpede med homofile følelser, og som manglede et sted at få hjælp og støtte til at leve efter bibelens ord. Senere er arbejdet udvidet til at gælde en bredere gruppe af mennesker med problemfyldt seksualitet.

Lettere at have det vanskeligt
Mange har haft kontakt med Agape gennem årene. Fået hjælp og mødt forståelse for de tunge og vanskelige sider af livet. Erik Morten Jensen har formuleret det sådan, at "Agape har været med til at gøre det lettere at have det svært i livet."

Hvad tænker du på, når du hører ordet diakoni?

Mange tænker, at det er noget med at tage sig af de svageste iblandt os. Hjælpe dem, der falder igennem på forskellige måder. Noget med de stærkeste, der hjælper de svageste. Eller i hvert fald nogle af de stærke, nemlig dem med en særlig kærlighed til og et særligt stort hjerte for mennesker, der er vanskeligt stillet. Det er diakoni. Og det er en vigtig side af diakonien!
Men – diakoni handler om mere end det. Diakoni handler om os alle! Det er ikke en specialopgave for nogle få med et særligt kald til det – eller en særlig kærlighed til de svageste blandt os.
Vi er alle mennesker, der har brug for at blive set og møde omsorg. Vi har alle brug for kærlighed og fællesskab. Vi har alle brug for at være modtagere af diakoni. Og vi kan alle være med til – på mange forskellige måder – at række omsorg og kærlighed til andre.

Institutionsdiakoni
Tanken om, at diakoni handler om omsorg for de svageste blandt os går sikkert tilbage til det, vi kan kalde for institutionsdiakoni. Gennem kirkens historie er der på mange måder blevet oprettet diakonale institutioner, der skulle tage sig af mennesker, der stod i en særlig vanskelig situation og havde særlig behov for hjælp. I Danmark har der været mange af disse institutioner gennem de sidste 150 år. Her er der mennesker med stor faglig indsigt, der på forskellige måder hjælper mennesker, hvis liv er blevet vanskeligt.
Når det oftest har været i den forbindelse, vi har mødt begrebet diakoni, er det naturligt, at vi tænker på diakoni som de få ressourcestærke, der hjælper de svageste blandt os.

Hverdagsdiakoni
Men det er vigtigt, at vi får det bredt ud, så diakoni ikke bliver for de få - men først og fremmest handler om os alle. Fordi vi alle i forskellige grader er svage – eller i hvert fald bliver det, hvis ikke vi stadig bliver set og møder omsorg og kærlighed. Vi har alle brug for fællesskab.
Diakoni er overskriften over et fællesskab, hvor vi ved, at vi alle har brug for omsorg, og hvor vi alle kan give noget. – Og selv den, der måske ikke kan give ret meget mere end et lille smil, kan alligevel med det smil varme dybt ind i et andet menneskes hjerte.
I Agape kalder vi det hverdagsdiakoni eller menighedsdiakoni. Fordi det beskriver vores hverdagsliv som kristne. Diakoni beskriver først og fremmest en livsform i vore menigheder og i de sammenhænge, hvor vi lever. Det er der, diakonien først og fremmest udfolder sig.

Vi kan alle være med!
Vi kan alle på hver vores måde være med til at se mennesker, lytte til andre og hjælpe og vise omsorg. Og på forskellige måder kan vi også være med til at sætte ord på den kærlighed fra Gud, som vi gerne vil række videre – ved at gøre godt mod andre, og ved at fortælle lidt af den store historie om Jesus, der værdsætter vort liv så højt, at han kalder os ind i sit fællesskab. Han ønsker at dele sit rige med os helt ind i evigheden.
Diakoni handler om os alle. Det sker, at vi glemmer, hvor meget andres omsorg og godhed mod os har betydet for, at vi er dem, vi er blevet til. Det betyder meget! – Og vi kan alle være med til at gøre meget for mennesker omkring os, ved at møde dem som værdifulde mennesker.
Vi er alle værdifulde mennesker. Den bedste definition, jeg har mødt på kærlighed, er denne: Vær overfor mennesker, så de mærker, at de er værdifulde.

- med hjerte for livet nu og for evigheden.

Livet nu og evigheden – er ofte blevet spillet ud mod hinanden. Måske mest markant med Karl Marx, der mente, at "religion er opium for folket". Religion trøster med evigheden og fjerner fokus fra livets udfordringer her og nu. Imod det har man hævdet, at det er livet her og nu, det drejer sig om.
I diakonalt arbejde er det så til tider blevet til, at vi skal hjælpe mennesker i deres aktuelle nød, og – føjes det til: Vi må ikke udnytte dette, at mennesker er i en svag position, til at prædike for dem. Som om Guds ord og troen på Jesus er en ekstra byrde, der ikke må lægges på alt for svage skuldre.
Men både livet nu og evigheden må værdsættes højt! Det er Gud, der har givet os livet her og nu, og det er Gud, der ønsker at dele alt sit med os i evigheden.

Jesus helbreder og prædiker
At de to sider ikke må spilles ud mod hinanden bliver tydeligt, når vi lægger mærke til Jesus.
Jesus gik ikke kun rundt og prædikede, men standsede ved mennesker, der var syge og led ondt. Og gjorde godt mod mennesker, som han kunne det. Det var som glimt at en anden og bedre verden, mennesker fik, når de kom til Jesus med deres sygdom og nød. Jesus hjalp – uden betingelser, også ofte uden at give et ord med på vejen. Det er tydeligt, at menneskelivet er vigtigt for Jesus. Her er det let at forstå Jesu kærlighed til mennesker. Derfor flokkedes mange om ham.
Samtidig var det også klart, at for Jesus er det ikke kun livet her og nu, det handler om. Her viser der sig sider af Jesu kærlighed, som ikke altid er så let at forstå, nemlig når Jesus prædiker og konfronterer mennesker med deres synd og selvretfærdighed. Det var stadig den samme kærlighed til mennesker, der drev Jesus. Men mens det er åbenbart for de fleste af os, at sygdom nedbryder os, så er det ikke altid så klart for os, at også synd nedbryder os – og fjerner os fra livet og fra Gud. I få tilfælde sker det, at mennesker elsker deres sygdom, men langt oftere sker det, at vi elsker synden og forsvarer alt, hvad vi tænker og gør. Når det er mig, der gør det, kan det ikke være helt galt, tænker vi let. Derfor er det så langt vanskeligere at erkende, at vi også her har brug for hjælp – for frelse. Og ikke altid så let at forstå, at det er den samme Jesu glødende kærlighed til os, der peger på vor synd og rækker tilgivelse til os. Og at vi har brug for en kærlighed, der er så stor og går så langt som til at ofre sig selv på korset, er ikke altid så let at forstå for os.

Hele Guds kærlighed
Men skal vi tage imod hele Guds kærlighed til os, så må vi både tage imod den kærlighed, der værdsætter vort menneskeliv her og nu uendelig højt, - og gribe om den kærlighed, der ofrede sig på korset for at række os tilgivelse og evigt liv.
Det er denne tjenende og selvopofrende kærlighed, som i bibelen på græsk hedder "agape". Agape er først og fremmest Jesu kærlighed til os. Men det er også i denne Jesu kærligheds fodspor, vi er kaldet til at følge ham. Vi er kaldet til at leve i Agape-kærlighed, der tjener med Guds kærlighed. Det græske ord for tjeneste er i øvrigt "diakoni".
Skal vi møde mennesker med hele Jesu kærlighed, må det være en kærlighed, der værdsætter menneskelivet her og nu uendelig højt. Vi må gøre godt mod mennesker, så vi hjælper til et bedre liv her og nu. Samtidig må vi pege på korset og på evigheden. Tale om vort behov for tilgivelse og om evigheden, som Gud ved troen på Jesus vil dele med os. Netop fordi vort menneskeliv er så vigtigt for Gud, at han ønsker at dele det med os i al evighed.
At holde de to opgaver sammen: At hjælpe mennesker til et bedre liv her og nu – og forkynde Jesu død for os til tro og evigt liv – er det, vi kalder diakoni. Diakoniens kendetegn er dette at række hele Guds kærlighed til mennesker.
Både den side af Guds kærlighed, vi har let ved at forstå, og den side, der er vanskelig at forstå. Folkeskarerne jublede, når Jesus helbredte og hjalp mennesker til et bedre liv her og nu, men da han hang på korset og bar vore synder for os, blev han hånet og foragtet.

Mærkes og høres
Det betyder også, at skal vi række hele Guds kærlighed videre, må det både kunne mærkes og høres. Mennesker skal kunne mærke, at vi møder dem som værdifulde mennesker med et værdifuldt liv. Og de må høre, at vi må tale om Jesus og en kærlighed, som vi ikke helt forstår, men heller ikke kan slippe. Fordi her sker noget afgørende for evigheden. Vi får alt for lidt af Guds godhed, hvis ikke vi får det med.
Diakoni er at følge i Jesu kærligheds fodspor – Jesus agape – som har hjerte både for livet nu og for evigheden.

- eller kold kærlighed, der afskyr alt, der tynger og begrænser…

Kold kærlighed. Et uhyggeligt udtryk. Kold kærlighed er død kærlighed. Eller måske er der en lille kerne af kærlighed til sig selv tilbage…
Jeg er udfordret af Jesu ord om, at kærligheden i de sidste tider skal bliver kold hos de fleste(!) (Matt 24,12). Og vi ved godt, at det findes i vor verden. Eksemplerne er utallige.
Jesus beskriver det stærkt i lignelsen om den rige mand, der levede hver dag i fest og pragt, mens Lazarus lå fattig og elendig ved hans port. Kold kærlighed, der lod ham ligge uden at give ham noget. Kold kærlighed, der mest irriterer sig over ham. – Hvorfor komme her og forstyrre den riges lille paradis på jord?

Hjertestarter for kolde hjerter
I virkeligheden lå Lazarus der som en hjælp til den rige. En hjælp, der som en hjertestarter skulle hjælpe et hjerte i gang, der var ved at gå helt kold. Men i stedet vendte han i irritation ryggen til.
Lazarus var Guds hjælp til den rige! En hjælp til at se ud over hans lille lukkede paradis, se verdens nød i øjnene, mærke sit kolde hjerte, blive urolig, spørge efter mening, bede Gud om barmhjertighed:
- Gud forbarm dig over mig!
- Gud forbarm dig gennem mig!
På forskellige måder møder vi også en "Lazarus" i vores liv. Hvor den første og letteste reaktion er irritation.

Bær hinandens byrder
Vi forbinder helst kærlighed og fællesskab med glæde. Men i vor verden handler kærlighed også ofte om at bære byrder. Gå tæt på og bære det, som vi ellers let i irritation holder os på afstand af.
Dietrich Bonhoeffer skriver i sin bog "Det kristne fællesskab" om, at den byrde, vi først og fremmest må bære, er det andet menneskes frihed. "Til den andens frihed hører alt det, vi forstår ved væsen, egenart og anlæg, endvidere de svagheder og særheder, der stiller så store krav til vor tålmodighed, ja alt det, der til overflod frembringer gnidninger, modsætninger og sammenstød mellem mig og den anden."
Vi må bære den byrde, at lade det menneske, vi møder, være netop det menneske, som det lige nu er. Give frihed til det. Og hvis vi ønsker, at noget må forandres hos det menneske, vi møder, så må udgangspunktet være, at vi møder det menneske med et varmt og kærligt hjerte, der bærer kærlighedens kendetegn: tålmodighed og mildhed (1 Kor 13,4)!

Hvis bare …
Det er en stor udfordring for mange af os, at kærlighedens tjeneste ofte handler om at lære og øve sig i at vise godhed mod mennesker, der ikke er helt, som vi kunne ønske det – og aldrig bliver det!
Lige så stærk, som vort ønske om at tjene Gud kan være, lige så håbløs kan den virkelighed, vi er midt i, forekomme os. – Og så sker det let, at fantasien fortæller os, at hvis bare vores virkelighed havde været helt anderledes, så skulle I bare se, hvordan jeg kunne tjene Gud og leve hans kærlighed ud!
Men - de er så mærkelige, dem jeg lever tæt på. Min menighed lever slet ikke op til de idealbilleder, jeg har. Mine skolekammerater er underlige. Arbejdskollegerne håbløse. Min familie er heller ikke alt for let at have med at gøre, og naboerne er vanskelige. Hvis bare de havde været anderledes, så skulle I se mig tjene Gud!
Men – netop i disse irriterende forhold er det, at vores Lazarus møder os. Netop der må kærligheden tage byrden på sig: at lade de menneske være helt, som de er – og så bede Gud gøre noget ved mit hjerte - varme mit hjerte op til at sprede dråber af hans kærlighed der! Bede Gud: Forbarm dig over mig – forbarm dig gennem mig!

Jesus-agape
Det er den kærlighed, vi selv lever af. Den kærlighed, Jesus kom med. Den kærlighed, der bøjer sig helt ned – ofrer sig for os. Tjener os med tålmodighed og mildhed. Det er om den kærlighed, bibelen bruger ordet "Agape".