Håb i håbløsheden

Af Maj-Britt Engedal Nissen (interview), 12. december 2017
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration
Foto: Maj-Britt E. Nissen

Ann-Mari og Sten Nielsen mistede i 2010 deres 22-årige søn, da han druknede i en tragisk ulykke i Norge. Ann-Mari har været igennem to sygdomsforløb med brystkræft i henholdsvis 1998 og 2011, og Sten blev i januar 2017 diagnosticeret med prostatakræft, som har spredt sig.
Fortvivlelsen ved at miste et barn og ved at gå igennem livstruende sygdomsforløb er overvældende, og håbet er ikke letkøbt. Men det er tydeligt, at Ann-Mari og Sten, som begge er 66 år, også er fyldt af håb og glæde over livet.


Mistede deres søn

Ann-Mari og Sten har fem børn, fire piger og en dreng. Da Nikolaj, som er den yngste, var ti dage gammel, var han tæt på at dø.
Ann-Mari fortæller med tårer i øjnene, at i de dage, Nikolaj svævede mellem liv og død, sagde hun til Gud: ”Enten må du vise os, at vi må få lov at få ham tilbage, ellers må du tage ham og gemme ham hos dig. Mellemtilstande er ubærlige”.

”I virkeligheden var det første gang vi forberedte os på at give slip” siger Ann-Mari og tilføjer: ”Det er det sværeste, man overhovedet kan blive stillet overfor”. Den forberedelse blev desværre aktuel 22 år senere.
Da befandt familien sig igen i denne mellemtilstand, hvor de ikke vidste, om deres søn var død eller levende. De blev vækket en nat ved, at to betjente kom og fortalte, at Nikolaj, der var på ferie i Norge med fem kammerater, var meldt savnet sammen med tre andre. De første par døgn levede håbet om, at Nikolaj sad på et skær og ventede på at blive fundet. Men som dagene gik, forandrede det sig til et urealistisk og spinkelt håb.

Vi lærte af bitter erfaring, da vi mistede Nikolaj, at Gud ikke holder hånden over os, men under os.

Tre uger senere kom beskeden om, at Nikolaj var fundet. Den bragte både meget lettelse og meget sorg.
Lettelse, fordi han var fundet, og de kunne få ham hjem - men samtidig en understregning af, at så var han altså død.

Kristushåbet

Parret reagerede forskelligt på tabet. Sten reagerede bl.a. ved at blive vred på Gud. Han oplevede i en periode at gode bibelvers var luft for ham, for han følte ikke, at Gud ville ham noget godt. ”Der gik uger – måneder inden jeg kunne røre en bibel igen. De fromme klichéer, kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg havde brug for noget andet. En fred, et håb, en trøst. Jeg kunne bare ikke finde Gud. Det var en hvileløs tilstand”.

Processen kørte over længere tid. Sten fik et lille sølvkors af sine døtre. Det sidder altid i bæltestroppen. Det er for ham et konkret symbol på, at Jesus døde for ham og for Nikolaj. Når han savner Nikolaj eller måske ikke kan få øje på Gud, griber han om sølvkorset for at mærke Nikolaj – og blive mindet om det kristne håb.

”Det er håbet om det evige liv hos Gud, der gør, at jeg kan kæmpe for det nære håb her i tilværelsen.
Jeg tror, de hænger sammen. Det ene håb bærer det andet i sig”, forklarer Sten og tilføjer, at det er det håb, der giver ham mod til at stå op hver dag og at turde tro på, at det bliver en god dag.
”Vi elsker det her liv, og vi kæmper for det og med det. Og så glæder vi os også til himlen og til gensyn… ”, tilføjer Ann-Mari.

Vi kan få mange skrammer i livet her i verden. Men HAN er her. Der er ikke noget, der kan tage ham fra mig. Det har været stærkt at opleve.

De har begge gavn af at have konkrete symboler, som gør det muligt for dem at tage det næste skridt. ”Vi har forskellige ting, som er blevet vigtige for os at sige, knager, som vi kan holde fast i, og ting vi gør for at holde os oprejst”.

Håb i håbløsheden

Ann-Mari fik efter Nikolajs død en større himmellængsel. Da hun på årsdagen for Nikolajs begravelse fik et brev om, at hun havde fået brystkræft for anden gang, tabte hun livsgnisten. ”Jeg syntes ikke, jeg magtede det, og jeg havde svært ved at finde håbet. Men tanken om, at skulle være sammen med Nikolaj og Gud, blev bærende for mig”.

Da Ann-Mari var klar til operationen, så hun, hvor kede af det Sten og hendes døtre var, og det fik situationen til at ændre sig. ”De kunne faktisk ikke tåle at miste mere. De trængte til mig” fortæller Ann-Mari med omsorg i stemmen.

Sten havde også en stærk oplevelse, da han i starten af sit kræftforløb var syg af blodforgiftning. ”Jeg husker den fred og varme, der greb mig, da jeg tænkte: Det kan være lige meget, nu slipper jeg det hele”. Bagefter har Sten tænkt på det, som en overgivelse til Gud. ”Jeg kæmpede for mit liv, men måtte indse, at jeg ikke kunne redde det selv”.

Efter nogle dage, fik han det bedre. Hans prognose er ikke særlig god, og flere læger har udtalt deres forundring over, at Sten stadig er i live her et halvt år senere. Sten oplever et nærvær og en tryghed hver dag ved at fokusere på, at Gud faktisk kan gøre rask. ”Der er meget håb, der er meget fred i det - også når det er svært. Der har været langt til erkendelsen, og det koster kampe, men vi ved, at Gud er der, og han slipper os ikke”, siger Sten.

Hvorfor skulle det ramme os?

Spørgsmålet om, hvorfor alt dette skulle ske, dukker af og til op.
Men Ann-Mari og Sten vil ikke beskæftige sig for meget med det, for der gives ikke noget svar. I stedet forholder de sig til den konkrete situation i deres liv. ”Jeg ved godt, at det er en del af min virkelighed. Jeg blev ikke spurgt”, siger Ann-Mari og forklarer, at de har erfaret, at livet er en gave fra Gud – på trods!
Ligesom der skal være plads til vreden, fortvivlelsen og sorgen, skal der være plads til glæden over livet, familien og hverdagen.
”Almindeligheder, samværet med vores 12 børnebørn og deres forældre, rejser og ture, familie og venner bliver alt sammen stort og fantastisk”, siger Ann-Mari og smiler sammen med Sten, mens de fortæller om, hvordan de nyder deres halv-pensionist tilværelse med to dages arbejde og fem dages frihed til alt andet. Og om hvordan det er blevet vigtigt for dem at nyde arbejdet, hinanden, passe haven og cykle ture. Da samtalen drejer sig ind på følgevirkningerne af kemobehandlingerne, siger Sten: ”Så takker vi Gud for, at vi får lov at stå op, og at vi er her endnu”.
”Gud har ikke været fraværende for os i noget af det, vi har oplevet”, siger de  begge. ”Men det er ikke altid, vi har kunnet mærke eller se ham, fordi vi har fokuseret på sygdommen eller ulykken eller smerten. Men når det kommer lidt på afstand, kan vi se, at havde Gud ikke været der, så havde alt håb været ude”.


Fakta:

Ann-Mari er lærer på Louiseskolen i Haderslev, en specialskole for børn med særlige behov. Uddannet fra Haslev Seminarium. Derefter hjemmegående præstekone med fem børn. Lærer på Den kristne friskole i Haderslev og nu på Louiseskolen.

Sten arbejder som fundraiser for Brødremenighedens Danske Mission.
Oprindeligt uddannet mekaniker. Cand.teol. og præst i Skanderup Sogn i Lunderskov, 1983-1995.
Forstanderpar på Børkop Højskole, Indre Missions Bibelskole 1995-2003. BDM som landssekretær 2005-2011. Fundraiser i privat virksomhed 2011-2016.
Præstevikar og nu tilbage i BDM.
Gift i 1974.

Ann-Mari og Sten har fem børn:
1975 Anne-Line
1977 Ida
1980 Julie
1983 Ditte
1987 Nikolaj


Kategori: Håb
Tags: Krise
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
© 2018 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger