Håb hos mennesker med uhelbredelig, livstruende sygdom

Af Rita Nielsen, 19. december 2017
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration
Når ankeret er i brug, er det skjult i dybet, men vi ved, at det har grund i dybet. Foto: Pixabay.com

Marlene har en alvorlig sygdom. Hun ved, at hun skal dø, men alligevel håber hun ind imellem på at blive rask. Hendes krop er i forfald, og hun mister flere og flere funktioner. Hun har smerter, føler sig ofte trist og ensom. ”Jeg føler mig værdiløs. Jeg er grim og jeg lugter. Jeg er afhængig af andre – kan ingenting.” Håbløsheden og angsten truer. Ind imellem er hun fortvivlet, men alligevel lykkes det hende at fastholde et håb. Hvordan kan hun det?


Hvad er håb – det specifikke og det absolutte?

”Håb er den tillidsfulde forventning om noget glædeligt, der vil indtræffe i fremtiden – uden at der forligger en objektiv sikkerhed.” (Den Store Danske Encyklopædi.)
Håb er ofte knyttet til fremtiden, eksempelvis håbet om at blive rask. Men for den døende er fremtiden på en måde aflyst og hvad så? Ja, så kan håbet være knyttet til nuet eller den nære fremtid. For den syge kan det være at få lov at se sit barnebarn, at blive smertefri eller få lov at komme ud i luften en sidste gang.

Men når et specifikt håb trues, vil det absolutte håb kunne hjælpe.
Det absolutte håb er en suveræn livsytring, der er grundet i den menneskelige eksistens og gælder alle mennesker. Et menneske kan se sin håbløse situation i øjnene, og alligevel rører håbet på sig.
Den døende ved, at han eller hun skal dø, men i denne erkendelse, kan der være et håb, som kan åbne nye perspektiver og sætte forandringer i gang. Processen kan bestå i, at man først pendulerer frem og tilbage mellem håb og håbløshed: ”Jeg bliver rask – jeg bliver ikke rask” for så efterhånden at slippe det urealistiske håb:
”Nej, jeg bliver ikke rask og nej, jeg kan ikke leve ret længe.” Ofte opleves en lettelse hos det døende menneske, når det kan give slip på det urealistiske håb.

Det specifikke og det absolutte håb kan ofte forenes. Således var det for Marlene, der skulle dø. Hun var bundet til sin seng og kunne end ikke bevæge sig. Men hun levede i nuet og havde hver dag små håb for dagen: At der skulle komme venner og familie på besøg, at maden måtte smage hende, at hun klarede at komme op og sidde i en stol et øjeblik.

Samtidigt havde hun det absolutte håb, som for hende var knyttet til Gudstroen. Hun erfarede, at evangeliet kunne fastholde hende i håbet. Håbet om at turde bringe fremtiden ind i nutiden. I det kristne håb er det håbet om, at fremtiden er i Guds hånd.

Håb og håbløshed

Håb kan give glæde og farve i tilværelsen. Men er det muligt for det døende menneske? Ja, det er det faktisk. Selv om der også er sorg, angst og fortvivlelse. Som i tilværelsen i al almindelighed, så er der også i dødens venteværelse både glæde og sorg, håb og håbløshed. Hos det døende menneske har jeg lært allermest om denne dobbelthed i tilværelsen.
For det er netop i håbløsheden, at håbet kommer tydeligst til syne. Det stærkeste håb fødes ofte ud af den dybeste fortvivlelse. Skal man finde håbet, skal man ofte hen, hvor mennesket lider og er truet af dødens kræfter. Midt i mørket findes altid en mulighed.
Og håbet er en følelse af mulighed på trods. Der er lys forude for enden af tunnelen eller sagt med Leonard Cohen: ”There is a crack in everything. That`s how the light comes in.”

At være forankret

Håbet symboliseres ofte ved et anker. Ved brug af et anker undgår man ikke storme, men det kan holde skibet på plads. Når ankeret er i brug, er det skjult i dybet, men vi ved, at det har grund i dybet. For at vi mennesker skal kunne håbe, må vi være forankret i noget. Vi kan f.eks. være forankret i virkeligheden.
Har håbet mistet jordforbindelse, er det blevet til drømmerier.
Drømmen om eksempelvis at blive rask kan være en nødvendighed en tid, selv om det er urealistisk.
Marlene og mange med hende har et urealistisk håb om helbredelse.
Som jeg ser det, skal der ofte tid til for vi mennesker, før vi kan se realiteterne i øjnene. Og her gælder det om for omgivelserne at være tålmodige.

At få bekræftet sin værdi som menneske er med til at styrke håbet.

Forankringen kan også være troen eller kærligheden. Har vi smidt ankeret ud på det dybe vand, undgår vi ikke bølgerne, men er man grundfæstet i f.eks. den kristne tro, kan det være håbsbærende i svære stunder.

Hvordan formidle håb til andre?

Har man mistet håbet, kan det genetableres gennem andre menneskers kærlighed. At få bekræftet sin værdi som menneske er med til at styrke håbet. Marlene var fortvivlet, fordi hun ingenting selv kunne og var afhængig af andre. Men håb er knyttet til afhængigheden af andre: ”Jeg håber, at du vil være der for mig.” Det kan være en vanskelig sætning at sige, for netop vores afhængighed af andre er for de fleste uværdigt. Vi vil helst kunne klare os selv – det ligger i hele vores kultur. Består værdigheden udelukkende i at kunne klare sig selv? Er værdighed ikke også forbundet med andre menneskers
syn på mig? Det kærlige blik, den andens omsorg for mig i praksis og den andens tålmodighed med mig giver alt sammen værdighed.
Men hvad kan den anden gøre, der kan fremme håbet? Ud over at være nærværende og opmærksom, så er det kun fantasien, der kan sætte grænser for, hvad man kan gøre. Ofte er det små ting, der er med til at styrke håbet hos den anden: Tænde et lys, sætte en rose på morgenbakken, ryste puden en ekstra gang, synge en sang, læse et digt, danse en dans, sætte sig ned, slå ørene ud eller bede en bøn.

Men lovet være håbet
Det holder mig fast
Og slipper mig ikke af syne
Ufortrødent stemmer det sin fløjte
Og kalder mig levende ud på den anden side

(Jens Rosendal)


Kategori: Håb
Tags: Sorg
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
© 2018 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger