Hanna

Af Bodil Skjøtt, cand.theol., 19. september 2018
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration

Hanna i det gamle testamente beskriver en kvinde i stor skam og sorg over barnløsheden. Hun væltede sin sorg ud over præsten, Eli. Han kunne ikke bare lytte og rumme hendes smerte men måtte finde en forklaring.
Han troede hun var beruset. Beretningen om Hanna er også en beretning om en kvinde, der fik et barn. Et barn hun i taknemmelighed gav til præsten Eli og til tjeneste i templet.


Hannas humør faldt altid, når tiden for den årlige festrejse nærmede sig. Det var ikke fordi turen fra Ramatajim, hvor familien boede, og til Shilo, hvor templet stod, var vanskelig eller lang. For de andre i familien var den årlige udflugt forbundet med fest og glæde.

De drog op til templet for at ofre og tilbede Gud Herren, og der var ingen modsætning mellem det og så glæde og forventning. Tværtimod. Bare ikke for Hanna. For hendes problem, og det som gjorde hende så ked af det, blev så tydeligt på den årlige tur. Når Elkana, hendes mand, som virkelig var en god mand, fordelte slagtofret mellem alle i familien, gav han flere portioner til Peninna og hendes børn, end han gjorde til Hanna. Selvfølgelig gjorde han det, for Hanna havde jo ingen børn og Peninna, hendes medhustru, havde både sønner og døtre. Det var som det skulle være, men det var alligevel forkert. Eller hun, Hanna, var forkert, og på festrejsen blev det så tydeligt.

Elkanas erklærede kærlighed til hende kunne ikke skjule det eller opveje smerten. Hans forsikring om, at hun var mere værd end mange sønner, fjernede hverken hendes sorg eller hendes skam.
Peninna gjorde da også, hvad hun kunne, for at hun ikke skulle glemme det. Hun lod ikke en sådan anledning til hån og ydmygelse gå fra sig. Hvorfor skulle hun også det? Hun havde jo ret. Hanna var mindre værd. Det, som hun først og fremmest skulle som kvinde og som hustru, nemlig føde børn, kunne hun ikke. Gud havde lukket hendes moderliv.

Længsel og skam

Hun viste godt, at det var en situation, hun ikke var ene om. Hun kendte sit folks historie godt nok til at vide, at der var andre kvinder før hende, der havde haft det, som hun havde det. Men det hjalp så lidt. Hun havde jo stadig ingen børn. Kun længslen efter at få det og skammen over ikke at have det.

Nu var tiden så igen kommet til den årlige tur. Mens de sad der og spiste sammen, Elkana med sine to hustruer, Peninna med alle sine børn og Hanna helt alene. – Det var sådan, hun følte det, uanset hvad Elkana forsikrede hende om, kunne hun ikke længere holde gråden tilbage. Hun gik udenfor uden at spise noget, gik frem mod helligdommen og her fik gråden lov til at blive til bøn. Med sine ord og med hele sin krop væltede hun det hele ud over… Ja, hvem skulle hun vælte det ud over?

Det blev den gamle præst Eli, der i første omgang hørte - og så hende. Det havde nær væltet ham omkuld, indtil hun forsikrede ham om, at hun hverken havde drukket vin eller øl. Hun var ikke et dårligt menneske, men sorgen og fortvivlelsen tog – om ikke livet – så i hvert fad fald livsmodet fra hende. Hun var på et nulpunkt.

At fortrænge og tie om smerten er som at stå med en aktiv håndgranat.

Det var der, da hun var helt dernede, at hun hørte den gamle Eli sige disse ord: ”Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om”. Og tænk, han fik ret. Næste år, da det igen blev tid til den årlige festrejse, tog Hanna ikke med. I stedet blev hun hjemme ved sønnen Samuel, som hun i mellemtiden havde født. Samuel hed han, for han var svar på bøn.

Siden da har andre - mænd såvel som kvinder, men måske kvinder lettest - fået øje på det og kunnet spejle sig i Hannas historie og blive klogere på, hvem og hvordan Israels Gud er.

Håbets Gud

Gud skaber ud af ingenting. Det gjorde han, da han skabte verden.
Han gjorde det, da han af en flok forhutlede slaver i Egypten skabte sig et folk.
På præstens Elis tid var Guds folk i forfald. Enhver - selv Elis to sønner - gjorde, hvad de fandt for godt, og Guds folk var på vej til opløsning. Da lod Gud Samuel blive født, og folket fik en ny leder.
Hannas nulpunkt blev til et nyt højdepunkt i Guds folks historie.

Ingen af os vælger selv at blive et nul, men Hannas historie viser, at vores nulpunkt kan blive et præludium for Guds indgriben, når han ud af vores ingenting skaber og lader noget nyt vokse frem. Som han gjorde det i Egypten, da han skabte en Exodus, en udgang for sit folk. Som han gjorde det, da han åbnede Hannas moderliv, og som han gjorde det, da han påskemorgen åbnede graven i den have, hvor døden rådede, og lod kvinderne synge med på den lovsang, Hanna havde sunget århundrede før: Herren sender ned i dødsriget, og han henter op derfra… Fra støvet rejser han den svage (1 Sam 2, v6 ff).
Når vi på vores egen vandring kun er nået til, at Herren sender ned i dødsriget, og vores liv har ramt bunden, må vi da kunne spejle os i Hannas fortælling og vide, at Gud kan bruge vores nulpunkt som et præludium for sin frelse, når han skaber nyt ud af intet.

Må vi sammen med Hanna huske, hvordan han er, den Gud som Hanna lærer os at bede til. Han er håbets Gud, den som holder vores tider og timer i sin hånd og som fremtiden tilhører.

Gud kan rumme

Men Hanna kan også lære os, at der hvor mennesker ikke kan rumme vores fortvivlelse og nød, der kan Gud. Vi kan ikke med al vores desperation, sorg og fortvivlelse vælte ham omkuld.
Hannas opførsel væltede Eli. Han kunne ikke rumme den, kunne ikke bare lytte, men måtte finde en forklaring. Den erfaring kan også være vores, når vi prøver at komme af med smerten ved at lade andre lytte og være der sammen med os. Måske vælter det dem, men lad os så lære af Hanna ikke at holde op af den grund.

At fortrænge og tie om smerten er som at stå med en aktiv håndgranat. På et tidspunkt eksploderer den, og så vælter vi selv omkuld. Vi skal kaste den på Herren, for han vælter ikke. Han vil lytte, han vil høre og han vil gribe ind. Det gjorde han, da hans folk råbte til ham i deres nød i Egypten. For sådan er han. Han gør ord til handling og viser os med sine handlinger, hvad hans ord betyder, når han lader sit eget ord bliver kød og tage bolig iblandt os.

Endelig kan Hanna lærer os, at alt, hvad Gud giver os, har vi for at forvalte det – til hans ære og andre mennesker til gavn. Da Samuel var gammel nok, gav Hanna ham til Eli og til tjeneste i templet. Livet må leves med en åben hånd, så vi ikke lukker den, om det vi har, eller lukker os for, hvad Gud vil give os af gaver og af opgaver. Selv vore børn - dem vi har og dem vi længes efter - tilhører ham.



Kategori: Barnløshed

Relaterede emner:
BarnløshedSkamSorgTroens betydningVrede
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2019 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger