Det vigtigste haster sjældent

Af Kronik af Annette Bech Vad, 18. januar 2019
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration

Bruger jeg min tid, så jeg giver plads til det væsentligste?


Det er som om, der er sket noget med mine nytårsfortsætter i takt med, at jeg har fået lov at blive ældre. De er nok blevet lidt mere realistiske og bunder i nogle dybere værdier. Måske er det mere dækkende at kalde dem pejlemærker frem for nytårsfortsætter. Pejlemærker for hvad jeg bruger mit liv og min tid på.

Talen ved min begravelse

At sætte spot på livet og prioriteringerne og vende det med en, man har tillid til, kan faktisk få en ret stor betydning i hverdagen, også selvom jeg indimellem tænker: ”Åh nej, jeg orker ikke at forholde mig til prioriteringer”. Det er som at spise sin madpakke. Det er tilbagevendende og indimellem trivielt, men samtidig vigtigt for den fysiske og psykiske trivsel.

Prioritering er en livslang proces, og vi kommer nok aldrig dertil, hvor vi kan sige: ”Det her har jeg bare styr på”. Her tænker jeg ikke så meget på de gængse nytårsfortsætter som løb og vægttab. Jeg tænker mere på de pejlemærker, som bunder lidt dybere og som har med mine relationer at gøre. Relationer til andre, til mig selv og til Gud. Bruger jeg egentlig min tid, så jeg giver plads til det væsentligste?

Et tankeeksperiment

Nogle gange, når det kan være svært for mig at få fat i, hvad det vigtigste er, laver jeg et lille tankeeksperiment: Hvis jeg vidste, at jeg blev syg om en uge, hvad ville jeg så prioritere nu? Eller som forfatteren Steven Covey foreslår: Hvad ville du blive glad for, der blev sagt ved din egen begravelse? Måske et lidt grænseoverskridende tankeeksperiment. Men det kan være med til at sætte livet i perspektiv, når vi ser vores liv og prioriteringer udefra.

Jeg vil vove den påstand, at det vigtigste i livet sjældent haster. Vi lader os meget ofte styre af ting, der haster og glemmer at tage ejerskab for, hvad vi bruger tiden på. Vi lader os rive med og bruger tid på hasteting, der dybest set ikke er så vigtige men tager pladsen fra det vigtigste.

Det haster jo faktisk ikke, at være sammen med sin teenagedatter, eller at få talt med de venner, som du ønsker at holde forbindelsen med. Det haster jo heller ikke at give dig tid til stilhed med Gud, eller besøge din nabo i nogle minutter. Egentlig haster relationer sjældent.

En verden, der aldrig hviler

Den svenske præst Tomas Sjödin har sagt, at vi har skabt en verden, der aldrig hviler. Vi mærker næsten det kolde og ubarmhjertige sus fra hamsterhjulet, når vi kaster blikket på smartphonen. Der er altid gang i noget, som vi kan forholde os til. Måske er det derfor, det er både vigtigt og svært med prioriteringer. Vi er nødt til selv at skaffe tid og rum for de ting, der ikke haster.
Det kan være skammen, som i glimt dukker op og stjæler min livsglæde og hæmmer mig i mine relationer. Det kan være den svære accept af, at jeg bliver ældre, eller at jeg er et menneske med begrænsninger. Eller det kan være en ulmende konflikt i relation til min kæreste eller ægtefælle eller en fra kirken.

Det med at få set på prioriteringer kan også betyde at få smidt noget ud, så der bliver mere tid til det, der ikke haster. Er du syg eller har du nære pårørende, der kræver meget af din opmærksomhed, har du sandsynligvis været igennem denne svære øvelse mere end én gang. Jeg ville ønske, at vi generelt blev bedre til at tage vores prioriteringer op til revision. Ikke gennem den dårlige samvittigheds linse, men i stedet gennem vigtigheds-linsen: Hvilken værdi giver det på den lange bane i relation til Gud, mig selv og andre mennesker?

For nogle vil det være en hjælp at tale med en ven eller en neutral sjælesørger. Vi tror måske, at vi skal have det virkelig dårligt, før vi søger sjælesorg, og glemmer, at sjælesorg faktisk også er for det menneske, der trives. Andre har det bedre med at læse noget om et emne og selv finde ud af, hvad der betyder mest.

Jeg har oplevet, at det at tale med en neutral person om svære ting kan give en helt ny vinkel, som gør, at jeg trives bedre som menneske. Det kræver noget af os at få sat fokus på det, der ikke haster.

Smid ud, så der bliver plads

Det er som at rydde op i sit klædeskab. Her kan der muligvis være en vis kønsforskel. Men for cirka halvdelen af befolkningen vil det nok være relevant at få noget smidt ud, efterhånden som der bliver indkøbt nyt. Det kan også være værkstedet, der skal have en systematisk gennemgang, da det ellers kan være svært at finde det rigtige værktøj, når svigermor skal ha sat en ny lampe op. Jo, der skal justeres hen ad vejen og være plads til at skifte stil eller fokus.

Vi lever nogle gange, som om vi skal have plads til det hele. Hvad med at invitere vennerne til en gang kødsovs og pasta i stedet for at udsætte invitationen endnu engang, fordi du ikke har tid til det helt store setup?

Jeg har besluttet, at jeg endnu et år vil sætte fokus på det, der ikke haster. Hvad er vigtigst for dig i 2019, og hvad vil du rette din opmærksomhed imod?
 


Book et foredrag om "Prioriteringer i hverdagen"

Prioriteringer i hverdagen er en livslang proces. Familie, arbejde, ægteskab, menighedsliv. Hvordan nå det hele? Få fokus på hvordan vi prioriterer det vigtigste og får sorteret noget af det vigtige fra, som vi også gerne vil. Vi kommer ind på vinkler, der kan være med til at bevidstgøre os om, hvad der er i spil, når vi skal prioritere mellem mange vigtige områder i vores liv. At sige ja til noget betyder, at vi fravælger noget andet. 

Målgruppe: Aktive mennesker i kristne fællesskaber.

Foredragsholder: Annette Bech Vad, landsleder i Agape

Se flere foredrag med Annette Bech Vad


Kategori: Familieliv

Relaterede emner:
ForældreFællesskabHverdagsdiakoniKommunikationNetværkRelationer
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2019 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger