Håb gennem smerte

Af Interview ved Martin Skipper, 28. februar 2019
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 

Ida og Christian er et ungt ægtepar med to små børn. De er aktive i et kristent fællesskab og holder af at dele liv med deres venner. Særligt når det gælder det ægteskabelige liv, er det vigtigt for dem at kunne dele, hvordan det faktisk står til, men sådan har det ikke altid været.


For fire år siden oplevede Ida og Christian en tørkeperiode i deres parforhold. De skændtes meget, var kede af det og brugte meget tid med ondt i maven, når de var hjemme. Deres kærlighedsbeholdere var tomme.

Deres første barn var fem måneder, da Ida en dag finder ud af, at Christian har et lidt for tæt forhold til en kvindelig kollega.
Deres verden falder fuldstændig fra hinanden.
Christian måtte erkende, at han havde været Ida utro. Forholdet til kollegaen var endt med kys og kærtegn, og havde det fortsat, var det helt sikkert endt med sex. Det hele kulminerede med, at Christian tre måneder senere skiftede arbejde, for det fungerede ikke at blive på den arbejdsplads.

Kaos og forvirring

- Vores kærlighedsbeholdere var tomme, da det går galt for os, fortæller Christian. Jeg kom ikke hjem til aftalt tid i den periode, og det gjorde Ida rigtig ked af det, og jeg fik ingen anerkendelse hjemme, så det var ikke så interessant at komme hjem til. Vi sad virkelig fast i nogle usunde mønstre.

Bagefter kan vi sagtens se, hvad der gik galt, men da vi stod i det, kunne vi overhovedet ikke se det.
Vi var fyldt at kaos og forvirring, og blev nok lidt som to børn, der bare ville have deres vilje.

Vi oplevede tingene meget forskelligt og havde forskellige følelser i spil. Jeg var meget fyldt af ensomhed, forladthedsfølelse, ”du vil mig ikke” og en følelse af magtesløshed, fortæller Ida og fortsætter: Jeg oplevede, at Christian var meget fyldt af skam og en følelse af ikke at være god nok.

Ida: - Jeg fik mulighed for at tale med en kvinde, som havde oplevet det samme som mig, hvor hendes mand havde været utro. Det havde jeg brug for, og det gav mig rigtig meget at høre hendes historie.

Det gav mig et håb om, at det var muligt at komme videre.

Fra hinanden

- Vi havde nogle samtaler med vores præst, fortæller Ida.
Derefter kom vi i gang med samtaler hos en psykolog, som vi brugte rigtig meget i tiden efter.
Vi brugte både psykologen sammen, og Christian havde individuelle samtaler med ham. Jeg havde desuden individuelle samtaler ved en kvindelig psykolog.

Ida og Christian blev rådgivet af psykologen til at flytte fra hinanden i en periode for at skabe noget forandring. Så de boede hver for sig i fire måneder, hvor de skiftedes til at bo i huset sammen med deres barn. Den anden boede i et kælderværelse, som de havde lånt. I den periode havde de aftalt at spise aftensmad sammen hver onsdag i huset, og så tog de på en fælles tur om søndagen.

- Det var rigtig godt for mig, at vi så hinanden de to gange om ugen og havde tid sammen der, for mit kærlighedssprog er tid, fortæller Ida.
- I den periode gik jeg og tumlede med, om jeg skulle sparke eller kramme Christian. Det var helt klart med til at fylde på min kærlighedsbeholder, at vi havde den tid sammen, selvom det også var svært, fortæller Ida.

Fyldt af skam

- De første gange, vi skulle mødes i den periode, hvor vi bor hver for sig, kan jeg huske, at jeg havde det rigtig dårligt, fortæller Christian. - Når jeg så Ida, blev jeg mindet om vores konflikter, og om det jeg havde gjort, og jeg skammede mig rigtig meget over det. Jeg havde ikke høje tanker om mig selv, og havde ikke meget tro på, at der kunne komme noget godt ud af, at vi skulle mødes.

- Selvom jeg ikke havde store forhåbninger for os, var jeg godt klar over, at vi ikke bare kunne forvente, at konflikterne forsvandt af sig selv, fortæller Christian. Vi måtte stille og roligt nærme os hinanden, selvom det var svært og krævede meget tålmodighed.
For os var det en god måde at prøve at være sammen igen.

- Selvom det virkede godt for os at være fra hinanden, er det ikke sikkert, at det virker for andre i sådan en situation, siger Ida og fortsætter.

- Vi havde kun været gift i 2 år, da det her skete, og vi måtte erkende, at der var mange ting, vi simpelthen ikke havde lært om at være par.

- Jeg havde det rigtig svært med at komme i kirken i den periode, fortæller Ida. - Særligt det med at komme alene var svært. Jeg oplevede Gud meget fjern.

Sammen igen

Efter 4 måneder fra hinanden besluttede Ida og Christian sig for at flytte sammen igen. De havde fortsat jævnligt samtaler ved psykologen både sammen og individuelt.

- Jeg manglede lysten til at kæmpe for vores ægteskab, fortæller Christian og kigger på Ida, som fortsætter: Vi var så langt ude, at vi siger til hinanden, at vi lige så godt kan gøre det forbi. Vi havde dog et spinkelt håb og en tro på, at det var rigtigt af os at kæmpe, og så havde vi vores barn, som også motiverede os.

Hårdt arbejde

Ida og Christian blev klar over, at de både skulle lære noget om sig selv, og om hvordan de bedre kunne fungere og trives som par.
De valgte at arbejde med tingene igennem terapi – både individuelt og sammen.

- Det har hjulpet os rigtig meget at gå til psykolog, fortæller Ida.
- Det har været økonomisk dyrt, og vi har skullet prioritere det højt at have en 3. part inde over. Men det har været det hele værd. Vi ville ikke have klaret det uden den hjælp.

- Når vi var i terapilokalet kunne vi få en meget bedre samtale og en bedre ’connection’ imellem os, og psykologen kunne stoppe os, når vi kom ud af et ukonstruktivt spor. Vi havde virkelig brug for den hjælp til at styre vores kommunikation, så vi ikke sårede hinanden, fortæller Christian.

- Gennem terapien får vi større kendskab til, hvem vi hver især er som mennesker. Vi begynder at snakke om kærlighedssprog og tosomhed.
Når vi ser tilbage, fortæller Christian, så manglede vi det fokus på, hvad vi hver især havde med i vores livsbagage, og hvordan det prægede vores parforhold.

Man kan sige, at det er en meget personligt udviklende vej, vi har gået, hvor vi har lært os selv meget bedre at kende. Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg har meget brug for anerkendelse, for det jeg gør – både derhjemme og på arbejde, fortæller Christian.

- Det var godt for os at høre ved psykologen, at det er normalt, at der er udfordringer i parforholdet, og at andre par heller ikke er så lyserøde, som vi måske går rundt og tror, fortæller Ida.

Forholdet til relationer

Ida: - Da vi flyttede fra hinanden, havde jeg brug for at kommunikere det ud til min familie, mine
veninder og til nogle af vores fælles
venner.
Christian: Jeg var helt i den anden
boldgade. Jeg havde virkelig ikke
lyst til at dele det. Jeg havde
mistet kontrollen og oplevede ikke,
at jeg havde styr på mit liv. Den
sårbarhed havde jeg ikke lyst til
at vise til nogen. Og så blev det
hele desværre pakket ind i et godt
skuespil, hvor tingene så pæne ud
på overfladen.
Da jeg begyndte at åbne op for
at få det delt, var det en stor
befrielse.
Er vi ovre det?
- Jeg ved ikke, om vi kan sige, at
vi er ovre det. Jeg kan f.eks. godt
have det sådan nogle gange, at
jeg ikke bryder mig om, hvis du
taler for meget med andre piger,
siger Ida og ser på Christian. Mine
følelser kan også nogle gange
komme i spil, hvis vi ser noget i
en film, som minder mig om vores
historie. Det er ikke tit, det sker,
og vi har snakket om, at det nok
er noget i vores historie, der vil
poppe op ind imellem.
Jeg skal passe på ikke at dyrke
det, og i stedet lukke tankerne
ned og sige til mig selv: ”Tag det
stille og roligt, og lad være med at
tro alt muligt. Vend tankerne med
Christian i en rolig situation.” Det
kan godt fungere nogle gange, og
andre gange bliver jeg fuldstændig
ude af mig selv, og kan slet ikke
stoppe tankerne. I de situationer
er vi nødt til at vende det hele
og se på, hvordan er det nu lige,
vi har det… ”Nå ja, vi har det jo
egentlig meget godt og er glade for
hinanden”. Og så kan jeg få ro på
mig selv igen, fortæller Ida.
Et ar på sjælen
- Der er selvfølgelig spor efter
utroskaben, og det har skabt
den her usikkerhed og utryghed
imellem os, siger Ida. Vi må
erkende, at vi har fået et ar på
sjælen, som vi nok aldrig kommer
af med.
- For os har terapien virkelig
været med til at styrke vores
ægteskab, fordi vi er blevet
klogere sammen. Det har været
et fantastisk redskab, fortæller
Christian. - Også selvom man ikke
har udfordringer som vores, vil jeg
opfordre til at arbejde med sig selv
i terapi, for man kan altid lære
noget.
Det har vi lært
Christian: Vi er blevet mere
opmærksomme på, at vi i
hverdagen har brug for at
prioritere vores ægteskab og f.eks.
få det arrangeret, så vi kan komme
ud at spise sammen, komme i
teateret eller få gode oplevelser
sammen.
- Det kan godt være ret svært i
hverdagen, og vi har ikke gjort det
så meget. Men det er fedt, når vi
kan få det prioriteret i hverdagen,
fortæller Christian. - Vi har brug
for at have tid til at se hinanden i
øjnene, så det hele ikke bare går
op i børn og bleer.
Ægteskabet skal leves
- At pleje vores parforhold er blevet
en fælles interesse for os, fortæller
Christian og fortsætter: - Vi har
fundet ud af, at vi skal smøre vores
ægteskab ind imellem, for at vi har
et velfungerende ægteskab.
- Vi er der i dag, at vi kan sige, at
vi har et godt ægteskab. Vi har
stadig udfordringer, og det skal vi
lære at tackle, men vi vipper ikke
mellem, om vi skal være sammen
eller ej, fortæller Ida.
- Vi kan godt lide at dele liv med
andre ægtepar, siger Ida. Det føles
mindre sårbart, når man ved, at
andre par også nogle gange har
udfordringer i kommunikationen,
eller hvad det nu kan være. Så
er vi jo slet ikke så unormale,
som vi måske går rundt og
tror. Og så kan vi grine af vores
forskelligheder og elske hinanden
for det, siger Christian.
Christian: - Efter det vi har været
igennem er vi blevet bedre til
at håndtere og komme ud af en
konflikt i stedet for at blive ved at
skyde på hinanden, som vi gjorde
tidligere. Det er også en sejr for os,
hvor vi mærker, at vi er rykket et
skridt mere i den rigtige retning.
Det er med til at gøre os endnu
stærkere sammen, og giver os
følelsen af, at det her, det kan vi
finde ud af.


Kategori: Utroskab
Tags: Ægteskab
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2019 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger