Lykke i uperfekte fællesskaber

Af Martin Skipper (interview), 19. august 2019
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration
Elli Kappelgaard er autoriseret psykolog i Agape.

Lykke er noget, vi har beskæftiget os med til alle tider. Men det kan være, vi har fået det lidt sværere ved at leve med, at der er nogle ting, der er besværlige og ikke perfekte. Psykolog Elli Kappelgaard fortæller her om, hvordan lykken kan være udfordret i fællesskabet, og om hvordan man måske alligevel kan finde lykken midt i det uperfekte.


Allerede i studietiden blev Elli Kappelgaards interesse vakt for begrebet ’lykke’. Hun undrede sig over, at danskerne scorede så højt i lykkestatistikken, når vi samtidig havde et stigende forbrug af ”lykkepiller”. Hun blev nysgerrig på, hvad der betyder noget for vores lykke, og hvordan man kan påvirke ens lykkeniveau.

Genklang hos andre
– Hvis vi var bedre til at tale sammen, ville vi finde ud af, at der er mange spørgsmål, som er almenmenneskelige, som vi alle går og tumler med på forskellig vis. Når vi tør tale om det, kan vi bryde ud af vores isolation, og måske kan vi opleve en genklang hos andre mennesker, fortæller Elli.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa taler om, at vi lever i et accelerationssamfund, hvor et af de største problemer er, at vi er blevet fremmedgjorte over for os selv, over for hinanden og over for verden. For at komme ud over det, må vi søge resonans – altså en form for genklang, så vi kan spejle os i hinanden.

Høje forventninger
I de kristne fællesskaber har vi ofte særligt høje forventninger. Vi kan have en antagelse af, at når vi har den samme tro, kan vi også se hinandens behov.
Jeg er helt sikker på, at der er masser af mennesker, som jeg ikke har set, selvom de har prøvet at række ud til mig. Jeg har ikke set dem, fordi jeg har været for optaget af mig selv og mit eget, eller jeg var på vej videre til et andet sted. Ligesådan kan jeg føle i et fællesskab, at der er andre, der ikke ser mig, når jeg gerne vil ses.

– Perfekte fællesskaber findes ikke, men jeg tror på, at vi kan søge at skabe nogle fællesskaber, hvor vi forsøger at tale ærligt. Gode fællesskaber er kendetegnet ved, at vi tør vise sårbarhed og tillid til hinanden.
Det starter jo – som alle svære ting – ved én selv, at man selv tør række hånden ud, uden at være sikker på, hvordan det vil blive modtaget, - om fællesskabet formår at gribe én. Det er den måde, man kan finde ud af, om der er noget genklang hos de andre. Tilliden er helt central ind i det her.

– Hvis fællesskabet er et sted, hvor man kan tale åbent og ærligt, og man tør vise sin sårbarhed og nogle gange magtesløshed, så tror jeg, man samtidig er med til at skabe plads til, at andre kan føle; her er også plads til mig.

Nemt at komme til at sammenligne
På de sociale medier er det så let at komme til at sammenligne sig med de andre. Men vi glemmer, at vi sammenligner os med de mest perfekte områder i de andre menneskers liv, eller vi udvælger de områder, hvor vi synes, de andre er vellykkede, og sammenligner os med det.
På den måde kommer vi til at sammensætte et menneske ud fra det mest foretrukne fra måske 20 mennesker. Men så bliver det jo et glansbillede, som er afkoblet fra virkeligheden.

– På samme måde kan jeg også komme til at sammenligne alle de gode historier fra de andre fællesskaber med, hvordan det er i det fællesskab, jeg er en del af.

Jeg tror ikke, sammenligninger er særligt hjælpsomme for os.

Fint at være selvsupplerende
Hvis man er glad for det fællesskab, man kommer i, og trives der, men man har brug for at få inspiration andre steder fra, må man gøre noget ved det. Hvis det er en kirke, man kommer i, kan man fx høre prædikener på nettet. Ved at se, høre eller læse noget fra andre kirker, og på den måde blive selvsupplerende, kan man måske blive ved at trives med at komme i ens kirke, selvom man savner noget. Det er et eksempel på, hvordan man kan tage ansvar for ens egen trivsel i stedet for at have en forventning om, at man skal få dækket alle ens behov i det fællesskab, man er en del af.
Der er jo ikke nogen af os, der er supermennesker.
Ved at supplere på den måde, kan man forsøge at fjerne fokus fra, hvad fællesskabet mangler, og lettere glæde sig over de ting, man faktisk modtager i fællesskabet.

Vi har selv et ansvar for vores egen trivsel og for at sammensætte en ”varieret kost”.

– Er man utilfreds med noget i fællesskabet, vil jeg anbefale at udvælge nogle få personer, som man har tillid til vil kunne lytte og give noget relevant feedback. Det vil være bedre end at tale med mange om det. Ved at dele det med nogle få nøje udvalgte personer undgår man, at det bliver til sladder.

Når det er sagt, kan der selvfølgeligt være tidspunkter, hvor man kan blive nødt til at forlade et fællesskab og finde en anden vej.

Ledelsen viser vejen
Hvis man selv sidder i ledelsen, kan man være med til at ændre kulturen ved selv at gå foran med ærligheden og vise, at man ikke selv har et perfekt liv. Det kan være med til at skabe plads for andre. Det kan også være, man skal have en snak internt i ledelsen om, hvordan man har det med konstruktiv kritik af måden fællesskabet kører på. Måske er man så optaget af at passe på det, man har i fællesskabet, så
man ikke er så lydhør over for det, der bliver sagt. Det kan jo være, det var sagt i kærlighed til fællesskabet.

– Mangfoldige fællesskaber, tror jeg nogle gange, kan tiltrække flere, fordi man ikke så let føler, at man falder udenfor. Så kan man få en oplevelse af, at de fleste vil tænke, her kan jeg godt være, her er der plads til mig.

Øv dig i taknemmelighed
Man kan øve sig i taknemmelighed. Nogle gange anbefaler jeg, at man skriver to ting ned hver dag, som man er taknemmelig eller glad for. Det kan være noget, nogen har sagt, eller noget nogen har gjort for en, eller noget man har oplevet. Det kan man også gøre som troende, når man beder. Hvis man starter med at takke, så kan det påvirke resten af bønnen.

Når jeg har rejst rundt i verden, har jeg nogle gange oplevet folk, der virkede til at have meget lidt, men de fremstod så taknemmelige – nærmest lykkelige. Jeg oplevede ved et besøg, at de stegte deres sidste kylling til mig, fordi jeg var kommet på besøg, selvom jeg var et helt fremmed menneske. Det blev jeg meget rørt over, og jeg har taget det med mig som en reminder om, at uanset om man har meget eller lidt, så må jeg ikke tage livet for givet, men må være taknemmelig for det, jeg har fået lov at få.

Det er altid meget nemt at få øje på det, der er galt, eller ikke er godt nok. Men hvis man øver sig i at være taknemmelig for det, som faktisk er, så tror jeg også, det kan ændre ens indstilling, så man får mod på at arbejde med de ting, man ikke synes er helt optimale.


BOOK ET FOREDRAG MED ELLI KAPPELGAARD ELLI HOLDER BL.A. FOREDRAG OM FØLGENDE EMNER:

PÅ JAGT EFTER LYKKEN
Er enhver sin egen lykkes smed?
Hvorfor er jeg ikke mere glad, når jeg egentligt har det godt?
Om forventninger til sig selv om at skulle være lykkelig, forventninger til livet, presset fra andre, samfundet og de sociale medier om at skulle være lykkelig.


HÅB OG MENINGSSKABELSE NÅR LIVET ER SVÆRT
Når vi møder modgang, er det ikke usædvanligt at blive ramt af en følelse af håbløshed og tab af meningsfuldhed. Hvorfor er håb og mening så livsvigtigt set fra et psykologisk perspektiv?
Og hvordan bevarer vi håbet, når det synes svært?
Foredraget vil tage udgangspunkt i psykiateren Viktor Frankl, der under sit ophold i kz-lejr blev optaget af håbets kraft for mennesket som et meningssøgende væsen, og professor i sociologi, Aaron Antonovsky, der især er kendt for teorien om ”Oplevelse af sammenhæng”.


Få mere inspiration til foredrag på www.agape.dk/foredrag



Kategori: Lykke

Relaterede emner:
FællesskabTema
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2019 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger