Lykke på trods

Af Martin Skipper (interview), 19. august 2019
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration

Ruth Worm mistede for snart to år siden sin mand. Gunnars sygdom prægede deres liv gennem mange år. Efter Gunnars død i 2017 besluttede Ruth sig for at tage en pause i et halvt år for at give plads til sorgen og finde sig selv i den nye tilværelse som alene.


– Når man læser i ordbogen om lykke (ordnet.dk), står der, at lykke er en følelse. Men jeg mener nu både, det er en følelse og en tilstand, fortæller Ruth, som er 67 år og bor i Silkeborg.

– Som kristen tænker jeg, at det er rigtigt, som der står: ”At leve Gud nær er min lykke”. På mange måder kan man sige, at jeg henter min lykke uden for mig selv. Min lykke er påvirket af min tro på, at jeg er i Guds hånd, og at Gunnar er et bedre sted nu. Det betyder ikke, at jeg ikke savner ham, for det gør jeg, men jeg kan nemmere glæde mig over de gode minder og de spor, han har sat.

Tidligt i Ruth og Gunnars ægteskab fik Gunnar en diskosprolaps og måtte skifte arbejdet som håndværker ud med et job som forsikringskonsulent.
Senere fik han en autoimmun sygdom, som lægerne aldrig blev helt klog på. Gunner var syg i over 30 år, og hans sidste år var meget præget af sygdom.

Giver mig selv lov til at sørge
– De to vigtigste ting, jeg har gjort for mig selv, efter Gunnar døde for snart to år siden, er, at give mig selv lov til at sørge og at holde fast i at være en del af fællesskabet i kirke og missionshus og med venner.
Jeg har stadig dage, hvor jeg ryger i et hul, og det har jeg givet mig selv lov til. Samtidig har jeg brug for at komme op af hullet igen. Når det har været for svært, har jeg været nødt til at vise min sårbarhed og bede andre om hjælp.

– Da Gunnar døde holdt jeg et halvt års pause fra udvalgsmøder, og de forkyndende møder, jeg havde i kalenderen, blev aflyst.
Derefter satte jeg mig ned for at få overblik over, hvad det var, jeg skulle tage ansvar for nu, som Gunnar tidligere havde haft ansvar for. Samtidig udvalgte jeg nogle få aktiviteter, jeg ville engagere mig 100% i. Det har jeg holdt fast i, og det har været rigtig godt for mig.

Livet kan føles som en kamp
– Nogle dage lander jeg på sofaen foran fjernsynet og synes, det hele kan være svært. Jeg er heldigvis engageret i forskellige ting, men nogle gange kan jeg ikke finde ’drivet’ til at komme i gang. Når jeg har det sådan, kan livet godt føles som en kamp. Følelsen af savnet efter Gunnar kan sende mig i kulkælderen, men så tænker jeg på, at han har efterladt mig på en sådan måde, at jeg kan blive boende i huset, og vi fik flyttet i tide, så jeg har en vennekreds her.

Jeg har mange minder om ham i mit hjem, og jeg har en grav, jeg kan gå til og mindes ham.

Jeg er et privilegeret menneske. Det lyder fuldstændig forkert at sige, når man har mistet sin ægtefælle, for det er ikke spor et privilegium at miste. Men det er fordi, jeg søger min lykke uden for mig selv. Jeg griber fast i håbet om det evige liv og om gensynet med Gunnar, selvom jeg bliver sendt til tælling – rent følelsesmæssigt – en gang imellem.

Taknemmelig for hjælp
– Jeg har følt mig meget privilegeret over, at jeg er med i et fællesskab, der vil hjælpe mig, når jeg har brug for det. I tiden lige efter Gunnars død, var der nogle, der tilbød at følges med mig i kirke, så jeg ikke skulle komme alene. Det var en god hjælp, og nogle gange havde jeg også brug for at komme afsted selv, for jeg skulle jo lære det. Den anden dag fik jeg besøg af 5 unge mænd fra vores lokale IMU. De ville hjælpe med forskellige projekter i haven, så i dag kan jeg næsten ikke få armene ned af taknemmelighed over den hjælp, jeg har fået. Det betyder bare så meget for mig.

 



Kategori: Lykke

Relaterede emner:
SorgTema
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2019 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger